FORLEDEN KUNNE Kristeligt Dagblad fortælle, at der nu ikke længere er noget jødisk samfund tilbage i det nordlige Skandinavien, efter at den jødiske forening i den svenske by Umeå måtte dreje nøglen om på grund af trusler. Egentlig burde det være breaking news, men det er åbenbart ikke noget, der interesserer synderligt, hvilket måske er det mest triste af det hele. For udviklingen i Umeå er desværre mere reglen end undtagelsen.
Overalt i Europa oplever den jødiske befolkning at leve i konstant frygt for chikane, vold og det, der er værre. Vi har set, hvordan især mange franske jøder er begyndt at udvandre til Israel, i Tyskland har vi oplevet dødelige angreb, og i Malmø er det jødiske mindretal stort set forsvundet. For bare at nævne nogle af de værste eksempler. Udviklingen i Danmark er desværre ikke meget bedre.
VI HAR I DE SENESTE PAR ÅR set angreb på den jødiske skole, flere episoder med hærværk mod den jødiske slagter, underskriftindsamling imod danske journalister med jødisk baggrund – hvor fremtrædende medlemmer af Enheds listen skrev under – imamer, der har opfordret til jødedrab, vold og chikane mod jøder og så som bekendt det tragiske mord på Dan Uzan foran synagogen. Ligesom i andre europæiske lande bevogtes vores jødiske institutioner konstant af politiet, da terrortruslen er særdeles høj.
At jøder i 2018 stadig skal leve i frygt, er en sygdom i samfundet, og det er en kæmpe falliterklæring at meget få tager antisemitismen alvorligt. Og grunden til, at der alt for sent er blevet gjort noget, er selvfølgelig frygten for at få racismestemplet.
For hvad gør vi, når en minoritet generer en anden minoritet? For det er jo, hvad der er tale om her. Selvom vi måske helst så, at en racist altid var en hvid mand, der ikke kunne lide sorte, ja, så er det jo ikke sagen her.
Problemet med vor tids jødehad har især rod blandt en del indvandrere fra Mellemøsten.
Og ja, jeg har selv rødder i Tyrkiet og ved godt, at det er et klart mindretal af folk med mellemøstlig baggrund, der er antisemitter, og at det er endnu færre, der kunne finde på at angribe jøder. Men problemet er der, og det er vi nødt til at tage alvorligt.
Vi oplever gang på gang, hvordan hadefulde imamer puster til antisemitismen, og langt størsteparten af gerningsmændene bag de antisemitiske episoder er folk med rødder i Mellemøsten.
DET NYTTER IKKE at fortie denne triste kendsgerning, for så går det jøderne i Vesteuropa, som det er gået dem i Mellemøsten. I langt de fleste lande i den region er der heller ikke noget jødisk samfund tilbage mere.
I lande som Egypten, Tunesien og Irak, der tidligere havde store jødiske mindretal, er der nu stort set ingen tilbage. Tabet af jødisk kultur i Europa og i Danmark er i den grad et tab for os alle.
For vores jødiske medborgere har udelukkende været en positiv berigelse for vores land, og de har vist, at man sagtens kan holde fast i sin egen identitet, samtidig med at man er et fuldgyldigt medlem af det samfund, man er en del af.
Lars Aslan Rasmussen er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet.