Tre voksne om deres barndom i plejefamilier: "Omsorg skal ikke være en god forretning"

Skal det virkelig være børnenes ansvar at observere og afrapportere til kommunerne, om de pågældende plejefamilier er kompetente?

Vi har stadig rigtig svært ved at finde ud af, hvordan vi præcis har boet. Var det hos en plejefamilie eller på et opholdssted? På papiret var det hos plejefamilier, men i virkeligheden var det private opholdssteder, hvis eneste formål var at huse så mange børn som muligt i ”pleje” for derved selv at tjene kassen og leve drømmelivet.

Børnenes statsminister Mette Frederiksen (S) sagde i sin nytårstale, at vi skal tvangsfjerne flere, og at det skal gøres langt tidligere i barnets liv, end vi hidtil har gjort. Det løber os koldt ned ad ryggen, når vi hører sådanne politiske budskaber. For qua vores baggrund er vi nogle af dem, der kender systemet indefra. Derfor ved vi også, at det ikke er alle steder, der er lige rare at bo.

Selv banaliteter, som tilhører en normal barndom, er ikke en selvfølge i en anbringelse. Det kan være alt fra ikke at blive puttet om aftenen af sin plejemor eller få læst godnathistorie til ikke at være med på billedvæggen i stuen eller at blive fremmedgjort over for familiemedlemmer. At man som barn skal lære at udvise taknemmelighed for, at nogen ”gider” have en boende, upåagtet lønninger.

Vi har alle tre været i hundredvis af situationer, hvor vi har følt os som anden-, tredje- og fjerdeprioritet. Situationer, hvor vi ikke har følt os gode nok eller set og hørt i tilstrækkelig grad. Det har været på alt fra ferier, hvor de biologiske børn også var med, og der efterfølgende kun var billeder af dem i fotoalbummet, til middagsbordet, hvor vi plejebørn kun måtte få én frikadelle og ét glas mælk, mens de biologiske børn fik, hvad de pegede på.

Kan vi som samfund være bekendt over for vores mest udsatte børn og unge at anbringe dem i et hjem uden omsorg og nærvær? Og skal det virkelig være en økonomisk gevinst at have plejebørn boende? Skal nære relationer koste penge? Og kan man overhovedet købe sig til oprigtig nærvær og omsorg?

Vi ved, at der også findes mange gode plejefamilier – men vi har tilsammen boet i 12 forskellige plejefamilier, og vi har på egne kroppe oplevet den manglende nærvær og omsorg og de pengegriske voksne, som har fundet en gylden levevej – nemlig udsatte børn og unge.

Derfor skal vi italesætte historierne fra de inkompetente plejefamilier og tage ved lære, så alle børn i pleje kan få en god og tryg barndom.

Børns ve og vel bør altid komme i første række, uanset om barnet vokser op i en plejefamilie eller i sit biologiske hjem, men at bo i en plejefamilie opvejer ikke nødvendigvis for et børneliv.

Som tidligere anbragte kender vi alt for godt systemets udfordringer og muligheder, og det er forstyrrende for mange børn at skulle navigere i det meget komplekse system, som anbringelsesområdet er. Når vores egne forældre ikke har kunnet påtage sig opgaven som forældre, er det så for meget at forlange, at de familier, vi bliver anbragt i, godt kan?

Og er det virkelig børnenes ansvar at observere og afrapportere til kommunerne, om de pågældende plejefamilier er kompetente?

Fransiska Mannerup, Thomas de Oliveira og Alexander Sørensen er frivillige i De Anbragtes Vilkår.