Vi kæmper mod sexisme. Men vi kæmper ikke for, at alle kvinder i Danmark frit kan vælge skilsmisse

Hvem tager kvinderne i hånden, når de skal til imamen, og sikrer, at de også får den islamiske skilsmisse, de har brug for, så de kan komme videre i deres liv?, spørger debattører

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: Bax Lindhardt/SP/Ritzau Scanpix.

Det har været kendt i årevis, og nu kommer det så frem i, ikke ét, men flere tilfælde. Imamers indflydelse på, eller skal vi sige afgørende beslutning om, kvinders ret til skilsmisse.

Vi lever i et demokratisk samfund med ligestilling – eller gør vi? Bryster vi os af, at vi har lige rettigheder i Danmark, om end nogle gange med lidt udfald til den ene eller den anden side? Ja det gør vi – og alligevel er det svært for visse grupper af kvinder at blive skilt. Vi kan ikke være det bekendt. Vi kæmper for økologi, vi kæmper mod dyremishandling, vi kæmper mod sexisme, men vi kæmper ikke for, at alle kvinder i vores eget land frit kan vælge skilsmisse.

Hvad handler det om? Har vi generelt berøringsangst? Er vi bange for, at racismekortet bliver trukket? Vi kan desværre nok sige ja til begge dele, og de to ting hænger uadskilleligt sammen. Når vi taler med etniske minoritetskvinder er deres oplevelser, at vi som samfund generelt er bange for at blande os i den arabiske kultur.

Vi spørger os selv, om det er at blande sig, hvis vi giver udtryk for bekymring og endda går skridtet videre og siger, at vi som samfund har nultolerance over for den del af den arabiske kultur, som forbyder kvinder i Danmark at få skilsmisse. Kan vi se os selv i øjnene og stadig kæmpe for ligestilling uden at tage denne problematik ind som en del af kampprogrammet?

I Berlingske den 28. september efterspurgte debattøren Ali Aminali, at flere integrationseksperter, feminister og MeToo-bevægelsen kommer på banen og melder sig ind i kampen mod kontrollerende imamer, klanfamilier og shariaråd, som udøver social kontrol. Det vil være vores påstand, at berøringsangst og angsten for racismekortet indtil nu har holdt de nævnte grupper og alle andre tilbage.

Hvem skal gøre noget? Hvem har magten til at ændre dette undertrykkende menneskesyn på kvinder? Og hvem har viljen og modet til at gøre op med det? Giver vi som samfund imamerne ret til at undertrykke og hæve sig over kvinders rettigheder i Danmark? Betyder det, at man kan skabe såkaldte parallelsamfund og deri effektuere sine egne regler og love? Hvem er så den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt i Danmark?

Hvorfor har vi overhovedet dette problem? Hvordan tillader vi, at det opstår? Er vi blevet så rummelige, at vi giver køb på vores egne samfundsmæssige værdier? Er vi først klar til at handle, når oprøret kommer indefra? Vi kan være bange for, at det oprør kan koste (kvinde)liv, og at oprøret har brug for støtte udefra for at få effekt.

Når nu vi – som normalt altid har en mening om det meste, men – ikke har modet her, vil det være nemt at sende opgaven videre til politikerne, og da de er valgt til at træffe afgørelser på vores vegne, kommer her en appel til, at de anvender deres mandat til at vise, at vi i Danmark tør stå op for disse kvinders ret og sætte seriøst ind mod social kontrol. Hvor mange tilfælde skal vi høre om, før der politisk bliver truffet afgørelser, der sikrer kvindernes ret til skilsmisse? Hvem tager kvinderne i hånden, når de skal til imamen, og sikrer, at de også får den islamiske skilsmisse, de har brug for, så de kan komme videre i deres liv?

Pia Offenberg og Brit Rendtorff er forfattere og sociale iværksættere.