Prøv avisen

Simon er kristen og homoseksuel: Det er vigtigt, at vi som kristne står klar til at gribe unge, der snubler

Sognepræst Jens Ole Christensen skrev i lørdags, at Copenhagen Pride viser, at LGBT er blevet mainstream. Simon Emil Larsen er kristen og homoseksuel og ikke særlig begejstret for Copenhagen Pride. ”Jeg vil alligevel ikke mene, at man bare kan smide hele ansvaret over på Copenhagen Pride og lovgivningen fra politikernes side,” skriver han. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Simon Emil Larsen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Når børn og teenagere snubler mellem køn og seksualitet, så skal vi som kristne stå klar til at gribe dem. Ellers er der helt sikkert andre, der gerne griber dem. Og dem, der griber os, bliver dem, vi stoler på, skriver Simon, der selv er homoseksuel og mener, at det et resultat af en række begivenheder og altså er miljøbestemt

SOGNEPRÆST Jens Ole Christensen skrev i lørdags i ”Kirkeligt set” som konklusion på Copenhagen Pride, at han mener, at LGBT er blevet mainstream. Han savner nogen, ud over de sædvanlige, som tør rejse spørgsmålet om, hvad det gør ved vores nuværende generationer at leve i et klima, hvor køn i den grad er til forhandling.

Jeg vil mene, at jeg som kristen, der praktiserer en homoseksuel livsstil, og som ikke er voldsomt begejstret for Copenhagen Pride, måske er en af de efterspurgte. Jeg vil alligevel ikke mene, at man bare kan smide hele ansvaret over på Copenhagen Pride og lovgivningen fra politikernes side. Politikerne er folkevalgte i et konkurrencesamfund og tilpasser dybest set kun lovgivningen efter, hvad de tror de kan blive genvalgt på, eller efter, hvad deres parti mener.

Copenhagen Pride vokser sig også kun større og større, fordi den modtager opbakning hvert år. Det, som Jens Ole Christensen dog har helt ret i, er, at den generelle holdning i samfundet er, at det bliver mere og mere uacceptabelt for hvert år at være kritisk over for LGBT-problematikkerne.

DET GIVER SELVFØLGELIG god mening, at ingen skal finde sig i at blive slået ned på åben gade. Men dette gør sig da gældende, uanset hvad grunden til volden er.

Det undrer mig til gengæld meget, at

det lader til, at det er helt uacceptabelt, hvis man prøver at finde frem til, hvad for eksempel homoseksualitet skyldes, og om den er så fastlåst en del af identiteten, som vi tror.

Allerede efter denne kommentar er jeg nok garanteret aldrig i fremtiden at blive inviteret på scenen til Copenhagen Pride, men det er heller ikke mit mål. Det er svært for mig at skære alle over én kam, så lad mig i stedet fortælle lidt om, hvad jeg tror der ligger til grund for, at jeg selv endte med at opsøge en homoseksuel livsstil.

Jeg har skiftet skole en del som barn. Jeg endte på en kristen friskole, hvilket var rigtig godt for mig, fordi jeg, siden jeg var helt lille, har troet på Gud og haft faste rutiner med aftenbøn. Så da jeg begyndte i 6. klasse, blev Gud en endnu mere integreret del af min hverdag. Desværre havde jeg lidt svært ved at passe ind socialt i en klasse, hvor de fleste havde kendt hinanden siden de mindste klasser, så jeg væltede mig ikke i venner. Det er ikke, fordi jeg gerne vil fremstille mig selv som et offer, men detaljerne er vigtige for at forstå det, der senere skete.

I 8. klasse og 9. klasse begyndte jeg som de fleste andre teenagere at opdage min seksualitet. Jeg havde en ret uheldig date med en pige, som efterfølgende skrev en sms, hvori hun gav udtryk for, at hun troede, at jeg var bøsse – baseret på min tøjstil. Dette var åbenbart alt, hvad der skulle til, for at jeg selv følte for at udforske, om hun havde ret, og da jeg ikke havde ret mange venner at snakke om det med, kastede jeg mig ud i at prøve det af.

Modsat min lidt lukkede klasse stod homomiljøet åbent på vid gab for at lukke mig ind. Lige midt i alt dette fik min klasse besked om, at en mand var blevet nægtet ansættelse på skolen på grund af hans homoseksuelle livsstil, og det sparkede min tillid til Gud væk, og jeg begyndte at fokusere mere og mere på min voksende vennekreds i homomiljøet.

JEG ER SIDEN BEGYNDT AT TRO IGEN, selvom jeg nu bor sammen med en anden mand. Jeg dyrker ikke min seksualitet som den dominerende del af mit liv længere, og min konklusion er, at jeg tror, at homoseksualitet hverken er et valg eller noget medfødt. Det er et resultat af en række begivenheder og er altså miljøbestemt.

Når børn og teenagere snubler mellem køn og seksualitet, så skal vi som kristne stå klar til at gribe dem. Ellers er der helt sikkert andre, der gerne griber dem. Og dem, der griber os, bliver dem, vi stoler på.

Simon Emil Larsen er hf-kursist.