Foreningen Retten til Liv: Det er et kristeligt anliggende at beskytte den ufødtes liv

Vi er mange, som ønsker at bevare den kristne grundværdi i det danske samfund, at ethvert menneske har værdi alene ved at være til, skriver Kerstin Hoffmann, der er kommunikationssekretær i foreningen Retten til Liv

Respekt for menneskeliv kommer ikke af sig selv og bevares ikke af sig selv, skriver Kerstin Hoffmann, der er kommunikationssekretær i foreningen Retten til Liv.
Respekt for menneskeliv kommer ikke af sig selv og bevares ikke af sig selv, skriver Kerstin Hoffmann, der er kommunikationssekretær i foreningen Retten til Liv.

KIRSTINE KÆRN, Anita Obeling Kring og Maija Linnet Ahrentløv advarer i et debatindlæg her i avisen den 6. juni imod at lade religion danne grundlag for abortlovgivning. De argumenterer for, at tanken om, at livet er ukrænkeligt ikke skal have plads, da den er hentet i kristendommen.

Og noget har de jo rigtigt fat i. At være kristen har stor indflydelse på, hvordan man ser på andre mennesker. Troen på, at ethvert menneske er skabt af Gud, er skabt i Guds billede og har værdi alene ved at være til, farver hele tilværelsen.

Det må helt naturligt få konsekvenser for, hvordan man lever sit liv. I mit medmenneske ser jeg Guds billede. Og det gælder også for de svageste iblandt os – den hjemløse alkoholiker, den ensomme ældre og den ufødte.

Men er abortmodstand kun en sag for særligt kristne? Det danske samfund bygger på værdier, der er præget af mange hundrede års kristendom. Mennesket har en særlig status, og dette ses også i lovgivningen, der generelt beskytter den enkelte borgers liv. Det ene menneskes ret til at udfolde sig frit begrænses, hvis det krænker et andet menneskes ret til det samme – og endnu mere, hvis det truer et andet menneskes liv.

Da vi fik fri abort i Danmark, forlod man dette princip ved at fratage den ufødte sin status som et ligeværdigt menneske. Men fik man nogensinde begrundet hvorfor? Findes der en legitim begrundelse?

At arbejde for at loven igen skal beskytte den ufødtes liv er derfor et kristeligt anliggende, på samme måde som det er et kristeligt anliggende at arbejde for, at loven ikke fratager andre svage grupper – den hjemløse eller den multihandicappede – deres status som ligeværdige mennesker.

Dette er ikke alene et kristeligt anliggende. Det er også et samfundsanliggende.

Vi er mange, som ønsker at bevare den kristne grundværdi i det danske samfund, at ethvert menneske har værdi alene ved at være til.

RESPEKT FOR MENNESKELIV kommer ikke af sig selv og bevares ikke af sig selv. Verdenskrige med millioner af tabte menneskeliv, slaveri, jødeforfølgelse og borgerkrige fortæller den ene triste historie efter den anden om, hvor let det er for mennesker at tro, at de har ret til at gøre hinanden fortræd.

Derfor er det til alle tider vigtigt at kæmpe for den enkle grundværdi, at ethvert menneskes liv skal beskyttes. I vor tid og i vort samfund er det de mindste mennesker iblandt os – de ufødte – der er truet. Og det er vores ansvar som medmennesker at beskytte dem.

Man kan ikke i religionsfrihedens navn fralægge sig det ansvar!

Kerstin Hoffmann er kommunikationssekretær i foreningen Retten til Liv.