I ÅREVIS ER kristenforfølgelser blevet negligeret i den vestlige verden, og selvom det er blevet bedre, er der stadig brug for et særligt fokus på forfulgte kristne for at indhente årtiers forsømmelse.
Jeg kunne næsten ikke holde smilet tilbage under læsningen af den sidste halvdel af Marie Juul Petersens kronik i Kristeligt Dagblad den 8. januar: ”Vi kan ikke nøjes med at beskytte forfulgte kristne.”
Det lurende smil skyldtes Marie Juul Petersens beskrivelse af, hvordan langsigtede strategier for bekæmpelse af undertrykkelse af kristne og andre minoriteter bedst kan finde sted – idet hun mener, at ”strategier til bekæmpelse af religiøst relateret diskrimination og undertrykkelse som oftest ikke kan stå alene, men må kobles med og integreres i bredere tiltag for at sikre økonomisk udvikling, menneskerettigheder, demokratisering og fredsopbygning.”
DET VAR SOM AT LÆSE en beskrivelse af filosofien bag meget af det arbejde, Open Doors via lokale kirkepartnere i en lang række lande er involveret i, hvor økonomisk udvikling, fremme af menneskerettigheder samt træning i medborgerskab og demokrati er en integreret del af indsatsen – og hvor nødhjælp i øvrigt gives til alle uanset religiøst tilhørsforhold.
Så tak for sidste halvdel af kronikken, Marie Juul Petersen.
Smil i øjnene havde jeg dog ikke under læsningen af første halvdel af kronikken. Ganske vist anerkender Marie Juul Petersen, at det er dybt problematisk, at der har været utilstrækkelig opmærksomhed på forfølgelse af kristne og andre religiøst forfulgte, men hun tager efter min mening fejl, når hun mener, at vi skal have fokus på forfulgte minoriteter generelt i stedet for specifikt på forfulgte kristne. Vi skal – naturligvis – have fokus på alle religiøst forfulgte, men vi skal have særligt fokus på forfulgte kristne.
Dels fordi det er den største gruppe – fire ud af fem religiøst forfulgte er ifølge en undersøgelse lavet for det engelske udenrigsministerium kristne – dels fordi vi i årevis har haft en skævvridning på området, hvor kristenforfølgelser er blevet negligeret.
Denne skævvridning er der langt fra rettet op på endnu. Selvom der de senere år er kommet mere fokus på forfulgte kristne, trækker det stadig større overskrifter, når en enkelt kunstner bliver udsat for krænkelse af sine basale frihedsrettigheder, end når eksempelvis en kristen landsby i Nigeria bliver angrebet af militante fulanier.
Forfølgelse af kristne er så udbredt, at det gennem årtier har affødt mindre end et skuldertræk i den vestlige verden. Det er ikke i orden.
Og det er ikke nok at sige til en præsident, at vi forventer, at hans land overholder menneskerettighederne – vi skal være meget mere direkte: ”Hr. præsident, sidste år blev flere end 2000 personer i dit land slået ihjel, fordi de er kristne. Der ser vi med stor bekymring og alvor på.”
Nogle magthavere er åbne for dialog og sætter handling bag (de er få), andre er åbne for dialog, men lader det være et politisk skuespil, hvor virkeligheden ikke bliver berørt.
Og endelig er der de steder, hvor enhver dialog er umulig. Her kan vi ikke nøjes med at bevæge os rundt på elitens bonede gulve i en glad dialog omkring krænkelser af minoriteters rettigheder, mens de kristne får bank nede på gaden.
Marie Juul Petersens fremhævning af Ungarns præsident Viktor Orbán er jeg heller ikke begejstret for. Jeg er ked af, at arbejdet for forfulgte kristne skal trækkes ned i et nationalreligiøst smuds, som bruges politisk.
Det er en simplificering af arbejdet, ligesom det bærer ved til den afstandtagen, som vi har oplevet, at flere danske venstrefløjspolitikere har taget – vi har erfaret, at det ødelægger den gode dialog om, hvad vi sammen kan og skal gøre uanset politisk og religiøs observans.
Lad os finde sammen, føre gode samtaler og sætte handling på hjælpen – nogle fokuserer på at hjælpe forfulgte shiitiske hazaraer, sikher og hinduer. Open Doors lægger kræfterne hos verdens 310 millioner forfulgte kristne.
René B. Ottesen er generalsekretær i Open Doors Danmark.