Prøv avisen
Debat

Vi må opdrage børn til mere end et lykkeligt liv. De skal have et meningsfuldt liv

Mange mennesker fortryder på deres dødsleje, at de ikke brugte mere tid sammen med dem, de holder af. Så derfor bør vi bestræbe os på at leve et liv med tid til de nærmeste, mener Frederik Svinth. – Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix.

Frederik Svinth

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Måske er det bedste kompas, vi kan fremstille, at det liv, vi faktisk selv ønsker at leve, er et, hvor vi har tid nok med dem, vi holder af, skriver foredragsholder Frederik Svinth

ER DU SÅ MEGET kristen? spurgte folk ofte i folkeskolen. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare. Som om det var noget, man kunne være i metermål, og i min familie var vi 10 meter kristne, men i de andre familier, hvor man kun gik i kirke i julen, der var man måske to meter kristen.

Jeg er opvokset med en kristen familie, sang om bordet inden aftensmad, familieandagt, kirkegang og nødhjælpsture til Rumænien. Mine forældre har på den måde givet nogle ret tydelige værdier med, hvilket jeg overhovedet ikke har haft noget imod. For deres værdier og ideologier har efter min egen erfaring haft en positiv effekt på mit liv. Mange ville nok se det lidt manipulerende, sådan ses der i hvert fald ofte på religiøse mennesker i et fritænkende samfund. Men det var ikke min oplevelse, der var frihed nok.

Vi giver alle konstant værdier videre til vores børn, ideologierne er bare ikke så markante som de karikerede kristne værdier.

Når vi køber ind, er det en bestemt ideologi, vi understøtter. Når vi vælger at hylde Disney-filmene som det vildeste hver jul, så er det også en del af en ideologi. Grundlæggende er den fælles ideologi for tiden, at vi skal være lykkelige, og lykke er faktisk også noget, vi kan købe, for det skal føles godt.

En anden, der også siger, at lykke er en ”skal”-ting, er filosoffen Slavoj Zizek. Han kalder det lykkens tyranni, at vi har et krav om lykke, eller når han skal være lidt mere grov: lykkens tyranni.

Han fortæller om, hvordan vi tror, at vi er kommet forbi de store ideologier, men at vi derved er blevet udsat for den værste diktator endnu – en, vi ikke tror er der, men som bestemmer en masse alligvel. Grundlæggende er hans kritik, at lykke er blevet lig nydelse, og det er et problem.

Så kan vi overhovedet opdrage børn uden at give ideologier videre?

Jeg har, siden jeg var 11 år, været vild med bandet Rage Against The Machine. De synger nogle ret vrede sange om, at systemet er dårligt, og vi skal lave revolution, og ud fra tidsånden i slut 1980’erne er de også ret så ræverøde. Det er også et band, der siger, at du skal huske at stille ”hvorfor”-spørgsmål.

Jeg sad og hørte det i bilen med mine tre børn, hvilket jo også er ganske ”giv dine værdier videre”-agtigt.

Da vi hører nummeret ”Bullet in the head” synger de oversat til dansk: ”Når de siger hop, så siger du: hvor højt, du er hjernedød, du har en fucking kugle i dit hoved.”

Min ældste datter på seks år synes, det er noget af det bedste rockmusik. Hun spurgte, hvad det er, de synger om. Jeg sagde, at det handlede om, at man ikke skal gøre, hvad andre synes, men at man skal tage sine egne valg i livet. At man for eksempel ikke skal leve for at tjene mange penge, bare fordi andre synes det, at man ikke skal alt muligt, som man ikke selv vil, men blot gør, fordi man tror, at det er det, ”man” skal.

Det er virkelig også at give værdier videre, faktisk på kanten til manipulerende.

Men det, som jeg i mit liv forhåbentlig i mere end mine ord vil give hende med, er, at hun ikke skal lade sig kue af en overordnet ideologi, men skabe sine egne eller i hvert fald vælge dem, hun vil følge. Dem skaber man ikke kun ud fra en mavefornemmelse, men som voksen gør man det ved at kigge på sit liv og tænke, om det egentlig er, som man gerne vil have. Og måske er et godt liv ikke kun bundet op på de ting, som vi hylder som det, der giver lykke.

I USA har man lavet en undersøgelse af, hvad folk fortryder på deres dødsleje. Det kom der den her liste ud af:

1) Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at leve et liv, som var tro mod mig selv, og ikke det, som andre forventede af mig.

2) Jeg ville ønske, at jeg ikke havde arbejdet så hårdt.

3) Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser.

4) Jeg ville ønske, at jeg havde holdt kontakten med mine venner.

5) Jeg ville ønske, at jeg havde tilladt mig selv at være mere lykkelig.

Den giver stof til eftertanke. I Danmark kan man heldigvis ikke genkende denne undersøgelse hos de døende ud over en af dem, der faktisk går igen, og det er, at man ville ønske, at man havde tilgivet mennesker, at man ikke havde brudt med relationer, og at man havde haft mere tid med dem, man holder af.

Så måske er det bedste kompas, vi kan fremstille, at det liv, vi faktisk selv ønsker at leve, er et, hvor vi har tid nok med dem, vi holder af. Og det liv vil jeg gerne efterstræbe. Det er en ting, jeg gerne vil give mine børn med. Igen ikke med ord, men med handling.

Jeg er glad for at have fået den kristne ideologi med, fordi den også havde handling bag – handling, som ville mere end en selv og derfor også mere end blot nydelse og lykke. Det vil jeg også gerne give videre til mine børn.

De skal huske at spørge: ”Hvorfor?”. De skal kunne navigere i de ideologier, de bliver udsat for – også dem, jeg ”manipulerer” dem til at have med. Ikke tage dem for gode varer uden at spørge: ”Hvorfor?”. De skal faktisk forholde sig til dem og søge at handle ud fra, hvad der er rigtigt – det, som giver et godt og meningsfuldt liv, og ikke kun det, der føles godt.

Frederik Svinth er foredragsholder og amatørtænker.