Prøv avisen

Vi mistede vores søn for et år siden: Gudskelov for kirkens sorggruppe, som har været en stor hjælp

Ud fra mine erfaringer fortjener det fantastiske arbejde i sorggrupper i folkekirken al mulig ros. Det er prisværdigt ud over alle grænser, skriver Bjarne Gregersen. – Foto: Leif Tuxen

Bjarne Gregersen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

I november kom vi med i en sorggruppe i et fynsk provsti. Efter kun tre møder har det været en fantastisk hjælp i sorgen, skriver Bjarne Gregersen

Gudskelov for den sorggruppe, som min hustru og jeg ulykkeligvis er kommet med i.

Ulykkeligvis, fordi vi for et år siden mistede vor søn, der efter mange års psykisk sygdom, som ingen behandlere kunne hjælpe ham af med, valgte at sige farvel til livet.

Inspirationen til dette indlæg kommer fra den artikel, som Kristeligt Dagblad bragte den 1. februar. Her har Else Marie Nygaard et interview med sognepræst og rektor Tor Johan S. Grevbo under overskriften ”Eksistentiel livshjælp i en terapeutiseret tid”.

Artiklen indeholder ikke direkte noget om de sorggrupper, som den danske folkekirke tilbyder. Ud fra mine erfaringer fortjener dette fantastiske arbejde al mulig ros. Det er prisværdigt ud over alle grænser.

I november kom vi med i en sorggruppe i et fynsk provsti. Efter kun tre møder har det været en fantastisk hjælp i sorgen.

Det var på kanten af det grænseoverskridende for mig at komme til det første møde. Jeg følte, at det nok ikke lige var mig, der er en smule reserveret af sind og egentlig hellere vil lytte til andre end krænge mine inderste følelser ud for andre – og da slet ikke for fremmede.

Få minutter efter vi havde sat os i lokalet, bredte der sig en ro og en tryghed i sindet. Egentlig helt uforklarligt, men ikke desto mindre tryghed og varme. To præster tog imod. Vi, to enkemænd, min hustru og jeg, fik kaffe.

Mildt og nænsomt kom vi i gang. Blev bedt om at fortælle, hvorfor vi var i gruppen – hvad vi havde mistet. Gode opfølgende spørgsmål fulgte. De gav os mulighed for at tænke og uddybe det, vi havde sagt. Kleenex blev rakt frem, når der var behov.

Stille og nænsomt lyttede de to præster. Vi fik på det første møde den opgave at skrive om den afdødes bisættelse i den udleverede kinabog. Til det næste møde skulle vi berette om de lyse øjeblikke, vi havde haft med vor søn. Derefter skrive et brev til den mistede.

Hvert møde begynder med farvelægning af en figur. Hver valgte farve skal fortælle om vor sindsstilstand: sorg, vrede, nervøsitet, angst med videre.

En stille og eftertænksom måde at føle efter, hvilken sindstilstand man er i.

Der udøves ikke forkyndelse. Der spørges ikke om vor tro. Der gives kun lindring, forståelse og medfølelse.

Ved mødet i januar fik vi en indbydelse. Præsterne i det pågældende provsti arrangerer sammenkomster for nuværende og forhenværende medlemmer af sorggrupper i provstiet under betegnelsen ”Fællesmod”.

Vi deltog for nylig, hvilket blev en stor og positiv oplevelse. Vi samledes til en halv times andagt i kirken med salmesang, prædiken, musik. Vi tændte lys for de afdøde.

Derefter var der middag i sognets lokaler. Blandt de 25-30 deltagere var der mennesker, der havde mistet en kær for over seks år siden. Alligevel kom de til disse sammenkomster, der holdes med jævne mellemrum.

Naturligvis havde alle et savn dybt i deres sjæl. Der blev udvekslet varme smil og uddelt mange kram, ligesom snakken gik lystigt og tvangfrit. Det var tydeligt, at der var skabt bekendtskaber, måske endda venskaber, de vidt forskellige mennesker imellem. Mennesker, som havde mistet, men var hjulpet til at komme videre med livet.

Bjarne Gregersen er journalist.