Prøv avisen
Debat

Det er de rige og rejsende, der har bragt smitten rundt - men de fattige står til at betale prisen

Min tilstedeværelse i Cape Town forvandlede sig til en fare for sundheden – ikke mindst blandt mine venner i blikbyer, skriver Steffen Jensen, som netop er vendt hjem fra Sydafrika – Foto: Neil Overy/Science Photo Library/Ritzau Scanpix.

Steffen Jensen, seniorforsker i Dignity - Dansk Institut mod Tortur

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Coronapandemien udgør en alvorlig trussel mod fattige og marginaliserede på det afrikanske kontinent

Coronapandemien udgør en alvorlig trussel mod fattige og marginaliserede på det afrikanske kontinent – ikke mindst i Sydafrika, som jeg netop er kommet hjem fra.

Jeg nåede kun at være i Cape Town i et par dage, før jeg fik besked på at vende om. De danske myndigheder meldte klart ud, at vi på rejse skulle komme hjem nu. Jeg var taknemmelig for ordren, ikke mindst fordi det blev stadig sværere at få plads på et fly. Desuden var det ikke mig, der var i fare for smitte. Det var mig, der var faren.

I lighed med andre afrikanske lande var der på det tidspunkt ganske få smittede i Sydafrika, og de, der var, havde enten selv været på rejse, eller også kom de fra højrisikolande uden for kontinentet. Et af coronaepidemiens dilemmaer: Det er rige, velnærede og sunde mennesker som mig, der har bragt smitten rundt. Det er mange af de fattige og syge, der står til at betale prisen. Det er især tydeligt i Sydafrika, hvor blikbyer er særligt udsatte, og hvor et presset sundhedsvæsen er ude af stand til at håndtere et epidemisk udbrud.

Jeg har jævnligt besøgt Sydafrika de seneste 25 år. Denne gang var det meningen, at jeg skulle være en måned i Cape Town i forbindelse med et forskningsprojekt om bandevold. Vi har relationer med folk i og på kanten af bander: mødre, lokalpolitikere, politi og andre statsinstitutioner i og omkring ghettoområder og slumkvarterer. Så metoden er at bo og arbejde i områder, hvor bander spiller en stor rolle.

Den konkrete trussel, vi nu udgjorde for folk i området, betød, at vi kun kunne lave få, meget kontrollerede besøg. Afstand og håndsprit i massevis. Vores venner og bekendte var ikke nervøse, men forstod instinktivt, at vi, de privilegerede udlændinge, endnu en gang kom anstigende med problemer. Som en sagde med alvorstung humor: ”Først slaveriet, så apartheid og nu corona…”

I Cape Town er der en langvarig bandekonflikt, der i 2018 og 2019 kostede omkring 200 mennesker livet i et område på størrelse med en mindre dansk provinsby. I samme periode oplevede området flere brande, som opslugte mere end 500 boliger, og hele gader kollapsede i såkaldte sinkholes, hvor jorden pludselig gav efter for vægten af husene. Læg dertil, at området også er hærget af et voldsomt narkomisbrug med deraf følgende politiovergreb, og selvom aids er kommet under kontrol, lever mange stadig med sygdommen. Kriser er derfor overalt og evigt tilstedeværende.

I den kontekst er coronavirussen endnu en trussel, endnu en krise, som skal håndteres. Det gør den ikke mindre alvorlig, tværtimod, og den sydafrikanske regering har derfor også reageret. For situationen er alvorlig. Som den sydafrikanske avis Mail&Guardian skrev: ”I modsætning til Italien, som har en stor befolkning af ældre, har Sydafrika en stor befolkning, hvis immunforsvar er kompromitteret.” Særligt den fattige del af befolkningen døjer med sygdomme.

Min og andre udlændinges tilstedeværelse i Cape Town forvandlede sig til en fare for sundheden – ikke mindst blandt mine venner i blikbyer, som ikke har den samme adgang til sundhedsvæsenet, som den velstillede del af befolkningen.

Mine venner er derfor nu også begyndt at organisere den lokale indsats i forsøget på at inddæmme smitten – oven i alt det andet, de dagligt tager sig af. Jeg kan kun se på fra afstand og sende penge til håndsprit og mad.

Samtidig har jeg med glæde konstateret, at for eksempel den danske regering nu også har set, hvor stor en potentiel katastrofe det kan udvikle sig til på det afrikanske kontinent, når smitten for alvor spredes. Man har derfor prioriteret midler til at sætte ind mod sygdommen.

Jeg håber, at andre lande, der har mulighed for det, vil følge trop og være vores globale ansvar bevidst – også selvom vi selv kæmper med at håndtere pandemien.

Steffen Jensen er seniorforsker i Dignity – Dansk Institut mod Tortur.