I MJØLNERPARKEN PÅ NØRREBRO går der kvinder rundt, der aldrig har haft et arbejde. De bevæger sig sjældent længere væk end de store, røde blokke, der slanger sig i forlængelse af hinanden. Boligblokken, og de mennesker, de ser hver eneste dag, er deres forståelse af København og dermed Danmark.
Det er en af de integrationsudfordringer, vi står over for lige nu: Det store, åbne fællesskab, vi har opbygget i årtier, er i virkeligheden småt og lukket for alt for mange.
Det skal vi gøre op med hurtigst muligt, og det er vigtigt i Københavns nye integrationspolitik, som netop er sendt i politisk behandling og skal vedtages inden årets udgang.
Vi er nødt til at udvide horisonten for alle dem, der bor i de udsatte boligområder, og en af de bedste måder, vi gør det på, er ved at hjælpe de voksne i arbejde og hjælpe de unge i uddannelse. For der er sket et integrationssvigt i generationer.
Kommunen har i en misforstået form for godhed i grove træk ladet minoritetsgrupper være og troet, at de nok skulle blive integreret af sig selv, uanset hvor langt de er fra arbejdsmarkedet. At et cykelkursus i ny og næ, en madlavningsfestival og andre kortere projekter kunne være løsningen på deres manglende tilknytning til samfundet.
Senest har Berlingske fortalt, hvordan en række af de socialøkonomiske virksomheder, vi bruger i vores beskæftigelsesindsats, reelt set ikke har kunnet skaffe folk i job på trods af alle gode intentioner.
Den slags skal vi være kritiske over for fremover. For vi står nu i en situation, hvor vi ikke har råd til at vente længere. Eksklusionen og indelukketheden avler sociale problemer på tværs af generationer, og jo længere tid, man har været væk fra arbejdsmarkedet, jo sværere er det at komme tilbage igen. Derfor skal vi skære ind til benet i integrationsindsatsen. Vi skal lade være med at kaste gode penge efter tvivlsomme integrationsprojekter.
Vi skal hele tiden holde fast i kernen: Hjælper vores indsats flere i arbejde og mod en uddannelse? Hvis ikke, kan pengene bruges bedre.
DET KAN LYDE FIRKANTET i en verden af nuancer. Men vi ved, at en målrettet jobindsats virker. De flygtninge, som København modtager, besøger vi allerede, mens de er i asylcentrene, for at afklare deres jobkompetencer, og inden for en måned er de ude på en virksomhed. Samtidig giver vi dem en permanent bolig spredt rundt i hele byen for at undgå fortidens fejltagelser. For at undgå, at deres København bliver en lille, lukket boble afgrænset af snævre fysiske arealer. Og indsatsen virker – over halvdelen af de flygtninge, der er kommet til København siden 2016, er i dag i job.
I udformningen af Københavns nye integrationsindsats er Københavns Integrationsråd blevet inddraget, ligesom vi har fået input fra københavnerne, blandt andet via dialogmøder på Nørrebro, i Tingbjerg og på Amager. Ved sidstnævnte møde fortalte debattør Khaterah Parwani eksempelvis om sin opvækst, hvor indkøb, skoler og børnehaver var i en så kort afstand, at beboerne i Urbanplanen aldrig kom rundtomkring i byen. Det skal vi væk fra. Vi skal bryde murene ned. Vi skal åbne København. Vi skal gøre vores fællesskab større.
Det er et mål, vi kun kan nå, hvis vi for alvor får vores stærkeste og mest inkluderende fællesskaber i spil: vores arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner.
Cecilia Lonning-Skovgaard (V) er beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune. Carsten Koch er formand for Københavns Integrationsråd. Maria Kavita er medlem af Københavns Integrationsråd.