Tak til Kirsten Boye for tilkendegivelsen. Vi sætter pris på en god dialog med vores publikum. Med udstillingen ”Super Crash” ønskede Randers Kunstmuseum netop at skabe et debatrum om Kristian von Hornsleths (født i 1963) mange social-aktivistiske projekter.
Hornsleths værker kritiseres ofte for at være ren provokation. En lang række af hans værker er stødende – ofte ligefrem frastødende. Men som koncept- og performancekunstner formår han ofte at blotlægge dysfunktionelle og ubehagelige sider af samfundet i dag. Han borer fingeren ind, hvor det gør rigtig ondt!
Udstillingen ”Super Crash” var af museet kategoriseret som ”ikke egnet for børn” med baggrund i værker af eksplicit voldelig og pornografisk karakter. Alle voksne, der besøgte museet med børn, blev informeret skriftligt og mundtligt om dette forhold. Vi ville ikke forbyde forældre at se udstillingen med deres børn, men de blev klart informeret om museets indstilling. Det pornografiske værk ”There is no product, only marketing” blev vist i et rum for sig selv bag mørke gardiner. Der var ved indgangen til rummet tydeligt skiltet med ”ingen adgang for børn og unge under 18 år”.
Det er sjældent, vi som museum ”sorterer” i, hvad børn må opleve. Vi taler ofte med skolebørn om værker som Bjørn Nørgaards ”Hesteofring” og Christian Lemmerz’ makabre marmorskulpturer. Kunst er ikke et glansbillede af virkeligheden, men forholder sig til den på godt og ondt. Voldsomme værker kan give afsæt for de svære samtaler om, hvem vi er, hvad vi føler – og hvad det egentlig er for en verden, vi lever i.
I vurderingen af den aktuelle udstilling skelede museet imidlertid til medierådets kriterier for aldersvurdering i forbindelse med film. Her lyder det blandt andet:
”Helt afgørende for børn og unges oplevelse af voldsskildringers voldsomhed er graden af afstand mellem den filmiske vold og virkelighedens vold. Jo mere virkelighedsnær og realistisk den filmiske voldsskildring er, desto mere vil den kunne virke skræmmende og angstfremkaldende.” Det var blandt andet det omtalte værk, ”Langeland School Massacre Project”, som dannede baggrund for vurderingen.
Projektet ”Langeland School Massacre Project” viser 100 fotografier af skoleelever på Langelands Efterskole, der i juni 2009 brugte en skoledag på at genopføre skoleskyderierne fra Columbine-massakren. Samtlige fotografier er iscenesat og taget af eleverne selv.
Det er således børnenes egne forestillinger om vold og drab, der udspiller sig og tager visuel form. Ikke Hornsleths, hvis metode i forbindelse med projektet var at formulere spørgsmålet: ”Hvad nu, hvis det skete i Danmark?”. Resultatet er grotesk og skræmmende og stiller en række spørgsmål:
Hvorfor er børnene så fortrolige med at iscenesætte et blodigt massemord? Har vi alle sammen en latent ondskab, vi bærer på? Hvor meget lader vores børn sig påvirke af de billeder, de ser i medierne, og de voldelige scener, de selv agerer i i den virtuelle verden, hvor også yngre børn navigerer hjemmevant i selv meget voldsomme computerspil som ”Counterstrike” og ”Grand Theft Auto”? Hvor går grænsen mellem den analoge og den virtuelle verden?
Spørgsmål, der måske er endnu mere aktuelle i dag, hvor nye spil kan streames med få sekunders ventetid, og hvor forældre har sværere ved at kontrollere, hvad der er adgang til. Samtidig ser man internationalt og selvfølgelig særligt i USA, hvordan antallet af skoleskyderier og voldsepisoder blandt børn stiger eksplosivt.
Værket debatterer netop det, Kirsten Boye problematiserer: hvad er det, vi udsætter vores børn for gennem den virtuelle verden og gennem medierne, hvor fotografernes billeder fra verdens brændpunkter ofte går meget tæt på? De deltagende elever i Hornsleths projekt var meget fortrolige med skildringer af vold og drab.
Det er i min optik en problematik, der er relevant af debattere, men måske ikke med et barn på fire år.
Lise Jeppesen er museumsdirektør på Randers Kunstmuseum.