I Danmark har vi en integrationsminister, der insisterer på at bruge vendinger som ”os” og ”dem”. Efter seks uger ved den syriske grænse står én ting meget klart for mig: Der findes ikke et ”os” og ”dem”! Vi er de samme. Vi har de samme ønsker for vores børn – at de vokser op i tryghed og i fred. Vi ønsker at gøre dem selvstændige og robuste, så de kan klare livets udfordringer. Vi ønsker, at de trives, at de og finder deres plads i fællesskabet.
Som mennesker ønsker vi kærlighed, anerkendelse og tryghed. Vi ønsker at blive elsket og at elske. Vi ønsker at blive mødt med værdighed og at blive accepteret for dem, vi er. Vi ønsker skuldre at stå på, når vi møder modgang. Nok tilbeder vi forskellige guder og har forskellige overbevisninger og traditioner. Nogle holder ramadan, andre juleaften. Men fælles er, at vi samles omkring traditioner, der markerer årets gang og er grundstene i vores kulturelle baggrund.
I Danmark har vi en integrationsminister, der graver grøfter i stedet for at bygge bro. Med sin voldsomme retorik og manglende rummelighed over for medborgere, der har en anden religiøs og kulturel baggrund, modarbejder hun integrationen. Vi har en integrationsminister, der ikke løfter den vigtigste og fornemste opgave, hun er sat til: at få vores samfund til at hænge sammen på tværs af majoritet og minoriteter. Der vil altid være forskellige holdninger, men vi er nødt til at bevare en værdig kommunikation, imens vi finder en vej, hvor vi kan leve sammen.
Vores integrationsminister får os til at vende ryggen til hinanden. Vi bliver blinde for lighederne og for hinandens værdi. Som en slange bevæger hun sig imellem os og skiller os ad. Én grotesk udtalelse, stadigt flere stramninger og en lagkage ad gangen. Vi bliver stående tilbage. Ryg mod ryg. Fremmede over for hinanden i et Danmark, der synes forsat mere polariseret.
Da jeg kom til Danmark i 2004, var jeg var ny i et land, der var rummeligt, åbent, varmt og empatisk. Mon de, der kommer hertil i dag føler det samme?
Vores integrationsminister mener, vi har brug for et pusterum. Vi modtager derfor ikke flere kvoteflygtninge. Hvordan kan et land på blot lidt over fem millioner mennesker i den grad komme på verdenskortet, fordi retorikken emmer af uværdighed og fremmedhad? Taler vores nuværende regering kun for sig selv, eller sætter den ord på den generelle stemning i befolkningen?
Jeg mindes de syriske flygtninge ved grænsen til Syrien. Syge, traumatiserede, alene og bange. Uden mulighed for at komme i skole, blive tilset af en læge og få ordentlig mad. Vi har vendt ryggen til dem, der har allermest brug for os. Hvordan kan et land, hvis vigtigste værdi er tillid, udvise så stor mistillid til de mennesker, der har brug for at komme i sikkerhed for krig, bomber og forfølgelser?
I Danmark står vi stærke og robuste, og vi kan udvise empati og dele ud af vores overskud, når vi møder mennesker, der har brug for vores skuldre at stå på. Heldigvis sker integrationen reelt ikke på Christiansborg, men blandt os. Integration sker ikke gennem ghetto planer og burkaforbud. Det er op til os at bygge den bro, være den hånd, der rækker ud til dem, der har brug for venlighed, omsorg og empati. Det er op til os at se ligheder og ikke forskelle.
Jeg ligger på græsplanen ved sommerhuset. Aftenduggen er faldet, og bålet ved min side er ved at dø ud. Himlen er fyldt med stjerner i den mørke nat. Jeg får øje på Karlsvognen. Jeg smiler og tænker på sidste gang, jeg så den. Det var ved den syriske grænse. Jeg vaskede fingre under stjernehimlen med en syrisk mand fra flygtningelejren. Han havde inviteret mig på aftenmad, og vi spiste gedefødder i familiens telt. ”Næste gang, jeg ser Karlsvognen, vil jeg tænke på dette øjeblik,” sagde jeg til ham. Manden tog sig til hjertet, bukkede hovedet og takkede. ”Vi sover alle under de samme stjerner,” tænkte jeg. Også vores integrationsminister.
Maren Elise Skjerlie Gilling er lærer og forfatter.