De danske kirker er lukket ned for første gang, siden pave Bonifatius VIII den 6. februar 1299 lyste interdikt over Danmark, fordi kong Erik Menved fængslede ærkebiskop Jens Grand. Denne gang har landets bisper lukket kirken ned – ikke helt så meget, men mere end nok.
Vi ser, at den danske folkekirke er taget på sengen. Det er skræmmende. Vore kirker bør på samme måde som andre dele af landet have et gennemprøvet og mangfoldigt beredskab, når det værste sker. Netop i krisetider søger flere end normalt kirken. Det ses meget tydeligt i andre lande, og det ses tydeligt på de sociale medier – også i Danmark.
Vi har et velfungerende kirkeligt beredskab ved store ulykker, og vi har hospitalspræster til andre opgaver, men ved de store katastrofer er der åbenbart intet ud over planlagte massegrave i tilfælde af atomkrig eller lignende.
Kirkens udmærkede decentrale struktur er nok en del af forklaringen, men det holder ikke alene ved krig, naturkatastrofer, massive hackerangreb og voldsomme klimaændringer. Her må vi udvise sammenhold og samarbejde. Vi arbejder med ”de helliges samfund” ikke ”de helliges hver-for-sig-fund”.
Et kirkeligt beredskab skal kunne afbøde, at kirker i hele eller store dele af landet må lukke, så gudstjenester og kirkelige handlinger vanskeliggøres. Her kommer vi ikke uden om tv, radio, aviser og diverse sociale og trykte medier. Gerne landsdækkende, men også stiftsmæssigt organiseret er en mulighed. Det er åbenbart, at der er sogne, som har evnerne og muligheder til at etablere en kirke på nettet med løbende gudstjenester, men det bør gøres til en mulighed for alle sogne eller alle provstier.
DR dækker noget, men de radio- og tv-gudstjenester, som vi fik den seneste søndag, ligger dog ganske langt fra det fællesskab, som mange kirkegængere er vænnet til. Men der skal bestemt lyde en tak, fordi de var der. Morgensangen er en fornem idé. Tak også for det. Men der er behov for mere og andet, end DR kan og vil.
Vi står foran den største kristne højtid, hvor tusindvis af mennesker normalt er flere gange i kirke. Hvad gør vi i år? Jeg har ikke løsningen, men noget må der gøres – også lokalt. Vi skal ikke øge smittefaren, så der skal tænkes meget kreativt. Vi skal være tæt på hinanden, og det skal vi være, samtidig med at vi holder afstand.
Skal vi gribe tilbage i historien og én efter én gå til kirken og kirkegården påskeaften og sætte tændte lys på gravene hos vore kære eller måske sætte lys i en kreds om vore kirker? Skal vi tænde lysene inde i kirken straks efter midnat for at markere, at Kristus er opstanden? Kunne organisten sidde inde og for åbne vinduer spille en række påskesalmer?
Skulle vi påskedag holde udendørsgudstjenester, hvor folk står/sidder langt fra hinanden – så langt, at ingen love brydes? Eller skal vi gå i en lang række rundt i sognene på påskemarch? Skal vi prøve at involvere de regionale TV 2-stationer?
Der findes helt sikkert meget bedre idéer, men lad dem komme på bordet nu, så der er lidt tid til, at de kan forberedes.
Magter vi ikke det, så lukker vi kirkerne – vor opgave er modsat: Vi skal åbne kirkerne på de betingelser, som vi har nu og her. Evangeliet, bøn, forbøn, god forvaltning af sakramenterne og salmesang skal stadig være en del af vor dagligdag.
Niels Jørgen Langkilde er mag.art. og tidligere medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti.