Min lillebror ligner måske en ganske normal 17-årig dreng, som spiller Minecraft, spiser junkfood og holder med Liverpool, når de vinder Champions League. De første år af hans liv troede min familie også, at han skulle udvikle sig til at være en helt almindeligt fungerende dreng. Min mor glædede sig til vandreturen i skoven, min far glædede sig til fodboldkampe i haven og årlige skiture.
Lige før han fyldte to år, blev han diagnosticeret med sygdommen neurofibromatosis recklinghausen type 1. Sygdommen forårsager blandt andet knuder i huden kaldet neurofibromer, øget træthed og indlæringsvanskeligheder. Samtidig er han autist – han har hele pakken.
Min lillebror begyndte i en privatskole i Singapore med fire elever i klassen og to lærere til at understøtte dem. Han trivedes rigtig godt og fungerede både fagligt og socialt nogenlunde på samme niveau som almindelige børn.
Da vi flyttede hjem til Danmark, blev det vurderet, at han var velfungerende nok til at kunne begynde i 0. klasse på en almindelig skole. Det var han ikke – langtfra: Min lillebror blev udsat for grov mobning, holdt udenfor og var ikke stand til at lære noget i timerne.
Trods hans mistrivsel var der hverken penge eller plads i kommunen til, at han kunne komme på specialskole. Efter et år fik han endelig en plads. Her genvandt han langsomt troen på egne evner og tilliden til sine medmennesker, som han mistede i den almindelige klasse.
Idyllen varede dog ikke længe – han var for skarp til specialskolen. Han blev i 3. klasse overflyttet til en specialklasse på en almindelig skole. Tre skoleskift på fire år gavner nok ikke trivslen hos nogen almindeligt fungerende børn. Forestil jer så, hvordan tre skoleskift på fire år påvirker en autist, som mistrives med selv den mindste afvigelse i dagligdagens stringent planlagte struktur.
Da min lillebror begyndte i fjerde klasse indførte regeringen krav til inklusion i folkeskolen. Det betød, at så mange elever med særlige behov som muligt skulle flyttes fra specialklasser til almindelige klasser. For min lillebror betød kravet, at alle specialklasser på hans skole blev lagt sammen til én stor klasse med 28 elever i alt. Heraf havde størstedelen af eleverne adhd-diagnoser og adfærdsvanskeligheder – altså de ”modsatte” diagnoser af min lillebrors. Han har brug for komplet ro og struktur for at fungere, hvilket hans hyperaktive klassekammerater på ingen måde bidrog til.
Endnu en gang måtte han indse, at der ikke var plads til ham i det store fællesskab. Han gik i klassen i syv år. Hver dag stod han af skolebussen med tårer i øjnene, fik nye blå mærker og lektier, han ikke havde kapacitet til at løse. Mine forældre måtte træde til.
Min bror havde ikke ro til at lære noget i skolen og måtte blandt andet gå til ekstern læseundervisning, før han lærte det. Derudover har han fået behandling hos en terapeut, så han kunne håndtere den mobning, han blev udsat for i skolen. Her lærte han blandt andet at lave en imaginær boble for at afskærme sig fra den mobning, som han blev udsat for i klassen. Der var ikke længere tale om inklusion, men selvhjulpen eksklusion.
Endnu en gang svigtede systemet min lillebror ved ikke at tage hensyn til lige netop hans særlige behov.
Jeg er ikke i tvivl om, at min lillebror havde været meget mere velfungerende i dag, hvis han var fortsat på privatskolen i Singapore. Det nuværende danske system tager en meget bred skare af de mennesker, som passer allermindst ind i én kasse og sætter dem ind i én kasse uden at tage hensyn til deres enorme forskelligheder.
Konsekvensen er, at de ofte bliver tabt på vejen. Jeg har altid været stolt af vores velfærdsstat – at være en del af et samfund, hvor alle løfter hinanden i flok, ingen bliver ladt i stikken, og selv de allersvageste bliver taget ved hånden for at kunne være med.
Men kan vi være bekendt at kalde Danmark for en velfærdsstat, når dem, som har allermest brug for en hjælpende hånd, bliver ladt i stikken?
Dyveke Rude Christensen er elev på Silkeborg Højskole.