I FILMEN ”Jernladyen” fra 2012 om den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher oplever vi i en scene, at Margaret Thatcher er til læge. Lægen spørger: ”Hvordan føler De Dem?”. Den altid karismatiske premierminister bliver irriteret over lægens spørgsmål. Hun bliver irriteret over, at samfundet generelt går mere op i, hvordan folket føler, end hvad de tænker. En ganske interessant tanke: Føler vi virkelig mere, end vi tænker? Og har det konsekvenser for det samfund, vi lever i?
I disse tider behøver vi stort set aldrig belæg for vores påstande mere. Ikke så længe du får flettet ordet ”føle” ind i din sætning. Føle, føle, føle. Du kan føle dig til alting i verden. Du kan føle, at dit barn har ret til en bestemt ret i børnehaven. Du kan føle, du er moralsk forpligtet til at fortælle, at rygning er usundt. Du kan føle, at du føler dig krænket.
Du må føle, hvad du vil, vi er trods alt bare mennesker, som netop har vores fulde ret til at føle lige det, der falder os ind. Der, hvor jeg bliver bange, det er, når udokumenterede følelser overtager reelle overvejelser og tanker.
SOM ETHVERT ANDET MENNESKE ville det være oplagt for mig at nævne sang nummer 162 i den danske højskolesangbog, ”Den danske sang er en ung, blond pige”. Jeg kunne med rette fortælle mine synspunkter på sagen, som ville indeholde, at jeg synes, vedkommende på CBS skulle tage en dyb indånding, tage sig sammen og lade være med at føle sig krænket på grund af en sang. Det ville også være oplagt at fortælle, at jeg selv er neger, og jeg føler mig inkluderet i det danske samfund, selvom min hudfarve kunne skønne noget andet. Og til sidst ville jeg kunne fortælle, at jeg finder sangen fantastisk som en del af vores kulturarv, vi skal gøre alt for at bibeholde!
Men tilbage til overskriftens og Thatchers ord: ”Vi tænker ikke længere.” Nej. Når man kigger ud over de politiske historier, så får man den tanke, at Danmark og verden er ved at gå fra forstanden.
Vi har glemt, hvordan man tænker. Det er, som om vi ikke længere tør plante en selvstændig tanke i os selv. Vi lader os gå på af ting, som ikke ville røre os tidligere. Vi bliver krænket over sangbøger, tv-reklamer, plakater, ja, især trøjer. Det er, som om vi er gået væk fra at tænke, vi er gået væk fra sund fornuft og har erstattet den med krænkelseskultur og angst. Angst for at stå udenfor. Angst for ikke at være en del af normalen. Angst for ikke at blive anerkendt af det samfund, man nu engang er havnet i.
I stedet for at blive angst og skælde ud på det, man ikke føler sig som en del af, så lad os bruge den sunde fornuft og lad os tale om tingene. Lad os tale om fordommene, for vi skal tale om fordommene for netop at nedbryde dem, og efter det kan vi hurtigt konkludere, at der ikke er den største forskel på os, som lever i, bor i og elsker det her land, vi er en del af.
Sebastian Joubert S. Kaimson er retsordfører i Konservativ Ungdom og bestyrelsesmedlem i Konservativ Ungdom i Storaarhus.