Mens pædagoger og lærere slås for faglig anerkendelse tilsløres disse faggruppers egentlige værdi. Man har i flere omgange målt danskernes opfattelse af prestige i forskellige jobs.
I toppen finder man jobs som læger og piloter. Længere nede ad listen finder man de professioner, der har med omsorg, pleje og læring at gøre, herunder lærere, sygeplejersker, sosu-assistenter og pædagoger. De såkaldte relationsprofessioner.
Præcis hvorfor listen ser sådan ud, ved vi ikke. Men noget tyder på, at de mest prestigefyldte jobs er knyttet til en synlig faglig viden, som kun besiddes af særligt indviede. Når lægen begynder at operere, eller piloten er ved at lande, afføder det respekt. Vi andre ville næppe akut overtage en operation eller nødlande et fly.
Sammenlignet med læger og piloter er viden inden for realtionsprofessionerne ofte mere uhåndgribelig. Derfor har mange peget på, at pædagoger burde benytte et mere tydeligt fagsprog. For eksempel ligesom lægerne.
I bogen ”Pædagoger i skyggen” konkluderer Esther Nørregård-Nielsen således, at det er et problem for pædagogers faglige anerkendelse, at de møder forældrene med et forståeligt hverdagssprog frem for faglige, komplicerede begreber.
I de mindre prestigefyldte professioner har man i det hele taget set længselsfuldt efter lægerne. Når man kommer ind på et hospital, er der mærkelige maskiner over det hele. Der bliver sagt uforståelige ord. Mange har kitler på. Alt emmer af viden. Tænk, hvis man kunne blive lige så respekteret ved at bruge uforståelige ord og teknologi i børnehaven.
Umiddelbart synes denne logik at være irrationel. Det må da være positivt, at forældrene kan forstå, hvad man siger. Men ønsket om faglig anerkendelse har været stort. Og med afsæt i sådanne rationaler samt et legitimt mål om at blive endnu dygtigere har fagpolitiske organisationer argumenteret for mere uddannelse til pædagoger, lærere med flere.
Strategien er problematisk. Ikke fordi uddannelse er dårligt. Uddannelse er fantastisk. Men der uddannes jo pædagoger, lærere og sygeplejersker, fordi der er brug for dem. Og jo længere tid studerende befinder sig på uddannelsen, jo mindre er de ude hos borgerne.
Mem frem for alt er tendensen et udtryk for en overvurdering af viden og en undervurdering af viljen. For det er ikke nok at have viden. Professor Katrin Hjort beskriver professioner som noget, der omhandler en særlig kunnen og en særlig vilje – eller ”villen”. Lægen vil redde liv. Læreren vil fremme læring. Pædagogen vil støtte og drage omsorg.
I eksistentialismen er der ligeledes fokus på menneskers vilje til at tage valg. Mennesket definerer sig selv og meningen med deres liv igennem de handlinger, de vælger at foretage. I relationsprofessionerne vælger mennesker at hjælpe syge, drage omsorg for mennesker med udviklingshæmning, tage hånd om børn og så videre. Dette kræver ofte, at personlig karriere må fravælges, da det er vanskeligt at være en stabil faktor i andres liv, samtidig med at man jager nye jobmuligheder. Det er uforståeligt, at dette valg ikke giver den fornødne respekt.
Det moderne samfund er ofte betegnet som et ”videnssamfund”. Pointen er, at mange jobs i dag er baseret på specialiseret viden frem for rå muskelkraft. Måske har dette fokus på viden overskygget en opmærksomhed på viljen?
Konklusionen er ikke, at relationsprofessionerne ikke repræsenterer en særlig viden. Langtfra. Men disse professioner er meget mere end det. De repræsenterer en kontinuerlig vilje til at støtte, hjælpe, undervise og inspirere børn, unge og gamle. Det er denne vilje, som er afgørende.
Mikkel Snorre Wilms Boysen er ph.d. og lektor, Professionshøjskolen Absalon.