”MENNESKESKABTE klimaforandringer findes, og de skaber væsentlige udfordringer for vores økosystem og for vores samfund,” understreger den tyske klimaforsker Hans von Storch.
”Men der hersker betydelig forvirring i diskussionen om klima, klimaforandringer og klimapolitik. Alt, selv plasticaffald i havene, bliver gjort til et spørgsmål om klimaproblemer. Stort set alle dårlige nyheder i dag kommer på den ene eller anden måde til at handle om klimaforandringer. Det irriterer mig,” tilføjer han.
Hans von Storch er ikke hvem som helst, men forhenværende direktør for Institut for Kystforskning ved Helmholtz Zentrum i Geesthacht, professor ved Hamborg Universitet og kendt som en af Tysklands førende klimaforskere.
Eksemplerne på, at klimadebatten er blevet usaglig, står i kø, mener Hans von Storch. For nylig fik den tyske forbundskansler, Angela Merkel, et rysteanfald under hedebølgen i Tyskland, og kanslerens utilpashed blev af medformand for det fremadstormende miljøparti De Grønne Annalena Baerbock udlagt som en konsekvens af klimaforandringer.
Den tidligere formand for samme parti, Simone Peter, har tolket nattefrost i maj som tegn på menneskeskabte klimaforandringer. Og det socialdemokratiske medlem af Forbundsdagen Karl Lauterbach har hævdet en sammenhæng mellem klimaforandringer og tsunamier.
”Begrebet ’klimaforandring’ og det nyere ’klimakrise’ er blevet et politisk våben, som kan bruges fuldstændig vilkårligt. Klimaet er blevet en del af kulturkampen om den rette livsstil.
Men denne vilkårlige brug gør det næsten umuligt at skelne mellem forskelle årsager til forskelle udviklinger og dermed næsten umuligt at komme frem til løsninger, som faktisk virker,” mener Hans von Storch.
Der er for eksempel intet videnskabeligt, der tyder på, at storme er blevet voldsommere over tid på grund af menneskeskabte klimaforandringer, påpeger han.
”Men denne påstand hører til standardrepertoiret hos enhver ordentlig klimaaktivist – og det hænger muligvis sammen med, at voldsomme storme altid har spillet en rolle i dommedagsfortællinger,” siger han og tilføjer, at nogle grupper, herunder visse forsikringsselskaber, har en klar interesse i, at for eksempel stormskader opfattes som et voksende problem.
”Jeg prøver i mindre målestok at begrænse min indflydelse på miljøet ved at sortere affald og den slags. Men det har ikke noget med aktiv klimabeskyttelse at gøre og gør ingen forskel for klimaet. I debatten rodes der rundt i klima og miljø. Alt kommer til at handle om globale klimaproblemer. Som om luftkvaliteten i Berlin eller Hamborg har noget med verdensomspændende klimaproblemer at gøre. Man kan forbedre luften i storbyerne, men det ændrer intet ved globale klimaproblemer,” siger han.
Hvad der derimod er sikkert, er, at temperaturen stiger globalt som følge af menneskeskabte udledninger af drivhusgasser, understreger Hans von Storch. Men også her hersker der grundlæggende misforståelser. Den tyske forsker har et sommerhus i Stevns og tilbringer derfor en del tid i Danmark, og den danske debat er ikke væsentligt anderledes end den tyske, mener han.
”Jeg læser danske dagblade og oplever en fuldkommen ukritisk omgang med temaet. Jeg kan erindre, at jeg hver dag sidste sommer stødte på et eller andet i klimakampen, som var ureflekteret,” siger han.
”Den største misforståelse er, at vi i Tyskland og Danmark og i Europa i det hele taget tror, at vi kan redde klimaet ved at gøre dit og dat. Ved ikke at flyve, ikke køre bil, spise mindre kød og ikke bruge engangskaffebægre. Men det er kosmetiske forandringer, som ikke har nogen synlig effekt på klimaet,” siger han.
For at forstå hans pointe, må man se lidt på verdens udledning af drivhusgasser, som står centralt i klimaspørgsmålet. Udledningen af CO2-gasser skaber den drivhuseffekt, der gør, at klimaet på Jorden ændrer sig og generelt bliver varmere. Hvis vi skal nå FN-klimamålene og holde temperaturstigningerne på under 1,5 grader, skal den globale CO2-udledning over de næste 35 år sænkes til nul, påpeger Hans von Storch. Samlet set udledes der årligt 38 milliarder tons CO2 globalt. Europa står for kun fire milliarder tons – eller cirka en tiendedel.
”Så selv hvis vores CO2-udledning gik i nul, ville det ikke betyde ret meget, for der er tale om et temmelig lille bidrag til verdens CO2-udledning,” siger han.
Hverken politikere eller den øvrige offentlighed diskuterer for alvor problemet ud fra disse kvantitative dimensioner, mener han. Derfor har tilgangen til klimaproblemer i Europa ”ingen egentlig effekt og tjener kun som symbolsk handling for populister og rethavere”.
”Politikerne bliver blot ved med at sige, at vi skal bekæmpe klimaproblemer, men der er ingen realistiske forslag til, hvordan vi når disse mål. Ingen forsøger at give svar på, hvor radikalt anderledes vi skal tænke energi globalt for at nå de mål. Man forstår ikke, at Europa slet ikke vil blive imiteret af resten af verden,” siger han.
Klimavenlighed kommer ikke til at stå øverst på dagsordenen i de fleste lande uden for Europa, før de har opnået samme levestandard som os.
”Lande som Kina, Indien og Brasilien kommer ikke til at gøre det af moralske grunde som i Europa. De vil ikke opgive at få samme behagelige liv som os i Vesten. Vi er ikke forbillede for resten af verden i moralsk forstand, kun i teknologisk forstand. Tager man til Nigeria eller Indien, er det ganske andre problemer, der optager mennesker. Det er ikke som her, hvor vi i alt væsentligt ikke har eksistentielle bekymringer. Der tænker man først og fremmest på at sørge for, at mennesker har lys i deres hjem, og at der er elektricitet på hospitalerne. Skal de vælge mellem et atomkraftværk og det ikke at have elektrisk strøm i stuen, vælger de naturligvis atomkraftværket,” siger han.
Men dermed ikke sagt, at den voksende miljøbevidsthed i Europa ikke kan have en mere indirekte positiv effekt globalt, understreger Hans von Storch.
”Det kunne være, at mennesker i Indien eller Kina på et tidspunkt begynder at sige, ’Europa viser, at det kan gøres på en anden måde’. Men de vil ikke sige, ’når Europa gør noget for klimaet, så gør vi det også’, før de har samme gode livsvilkår som os,” siger han.
Klimadebatten lider også under, at klimaforskningen er stærkt politiseret, mens det politiske liv er blevet afpolitiseret i forhold til klimaspørgsmålet, mener Hans von Storch. Han har gennemført undersøgelser blandt unge klimaforskere, og her så flertallet det som vigtigere at ”motivere offentligheden til handling” end for eksempel at ”afdække sammenhænge”.
”Mange videnskabsfolk ser sig som del af en politisk bevægelse og i mindre grad som nysgerrige og selvkritiske betragtere og udforskere af udviklingen,” siger han.
”Samtidig lukker politikere den politiske debat om klimaspørgsmål ved at henvise til, hvad videnskabsfolk kommer med af instruktioner. Politikerne fremhæver de dele af forskningen, som understøtter deres holdning. Dermed giver politikerne indtryk af, at der overhovedet intet er at diskutere eller forhandle om, at der overhovedet ingen valgmuligheder eller alternativer er. Det er højst udemokratisk. Vi har jo ikke en regering bestående af professorer, men af folkevalgte,” siger han.
”Så kan man ikke undre sig over, at partier som Dansk Folkeparti og Alternativ for Tyskland vinder fremgang,” siger han om klimaskepsissen blandt nationalkonservative og højrenationale partier.