Poul Brøgger skriver i Kristeligt Dagblad den 14. maj, at han husker sin families reaktion på Vilhelm Buhls (S) antisabotagetale. Der er ikke grund til at anfægte Brøggers oplevelse af hans families reaktioner eller synspunkter.
Derimod er det bemærkelsesværdigt, at Vilhelm Buhls antisabotagetale, som Brøgger husker det, blev holdt i 1943 i ”et af besættelsestidens mest kritiske øjeblikke”. Det lyder som en henvisning til Augustoprøret. Da var Buhl dog ikke statsminister (det var den upolitiske Erik Scavenius) og antisabotagetalen blev ikke holdt i dén sammenhæng.
Den blev holdt knap et år tidligere i en anden sammenhængs- og begivenhedsrække. Det er forståeligt at Poul Brøgger daterer forkert, for i den kollektive erindring, for eksempel i fiktionsværker som ”Drengene fra Sankt Petri” eller ”Hvidstengruppen”, bliver aktiv modstand formet som en direkte (moralsk) konsekvens af antisabotagetalen. Det står i modstrid med den kronologiske udvikling i de faktiske begivenheder, som filmene bygger på. Sådan er faktabaseret fiktion. Man strammer, forenkler og vrider begivenhedsrækker for at skabe den dramatiske effekt og fremdrift, der er nødvendig i et vellykket værk.
Vilhelm Buhl holdt antisabotagetalen i september 1942 – og linjen var klar: Det skulle undgås, at der blev indført nazistisk krigsret i Danmark. Med dødsstraf, kz-lejre og alt, hvad der hørte til den totalitære stormagts rædselsregime. Det var faktisk et krav, han var blevet mødt med af besættelsesmagten: hvis ikke den danske administration fik bremset sabotagen, ville den blive overtrumfet af besættelsesmagten.
Vilhelm Buhls tidstypiske udtryk for målet var at opretholde ”dansk jurisdiktion”, hvilket vil sige lovgivning inden for danske rammer, vedtaget af Rigsdagen og administreret af de statslige organer. Det var en bestræbelse på at beskytte både dansk demokrati og danske borgere. Når Buhl opfordrede til at give oplysninger om sabotage, var det netop til danske myndigheder, i første række naturligvis politiet.
Det var netop for at undgå, at den tyske værnemagt eller Gestapo skulle skride til handling over for sabotørerne. Buhl gjorde det i talen ganske klart for lytterne, at det gjaldt om at undgå at komme til at ”stå over for den situation, at der rejses spørgsmål om tilstrækkeligheden af vor nugældende straffelovgivning eller overhovedet om vor adgang til selv at holde justits på dette område”.
Buhls administration levede ikke op til besættelsesmagtens ønsker, og han blev presset til at træde tilbage som statsminister i november 1942. Derefter var han de facto leder af Nimandsudvalget, det koordinerende ”miniparlament” som de demokratiske partier (Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre samt Retsforbundet) havde nedsat for at stå stærkest muligt over for besættelsesmagtens krav.
I august 1943 stillede den rigsbefuldmægtigede Werner Best på vegne af nazitysklands diktator Adolf Hitler et ultimatum om, at den danske rigsdag blandt andet skulle indføre dødsstraf for sabotage. Det var Vilhelm Buhl, der den 28. august formulerede det nej til de nazistiske krav, der som konsekvens fik Rigsdag, regering og kongehus til at indstille deres funktioner. Derefter fulgte den militære undtagelsestilstand under besættelsesmagtens magtudøvelse.
Havde Buhl ret i sine dispositioner? I 1942, i 1943 eller for den sags skyld i 1945? Det kan enhver frit vurdere. Når vurderingen foretages, bør man lægge vægt på hvornår Buhl foretog sine valg, i hvilke sammenhænge, og hvad hans hensigter og bevæggrunde var.
Martin E.O. Grunz er historisk konsulent for Socialdemokratiet.