Prøv avisen
Debat

Virussen har også bragt gaver med sig. Den ene er medfølelse, den anden er taknemmelighed

For hver gang jeg i karantænen har haft ondt af mig selv, har jeg haft en gruppe i tankerne. På dag et huskede jeg de statsløse, på dag to var mennesker på flugt i mine tanker, skriver psykolog Marie Brixtofte. Her ses Moria-flygtningelejren i Grækenland. – Foto: Manolis Lagoutaris/AFP/Ritzau Scanpix.

Marie Brixtofte

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Husk, at midt i alt det svære og alt det uhyggelige og alt det nye, så ligger der to gaver på dit dørtrin, skriver Marie Brixtofte, der er psykolog og forfatter

”Der er en gave i alt!”, sagde kronprinsesse Mary til mig over en sandwich på zoologisk museum en dag i foråret 2018. Prins Henrik var død, kongehuset var i sorg, og kronprinsessen havde derfor endelig tid til at være en ganske normal forælder, som tog med på tur med sine yngste børns skoleklasser. Jeg var der af samme årsag. Vi talte om at miste forældre. Hun havde mistet sin mor cirka 20 år forinden, jeg min elskede far 15 måneder forinden.

Hun fortalte om sin dejlige mor og inden længe om de gaver, hun havde fået gennem tabet. Ikke at alt var godt, men alt havde åbenbart gaver. Gaver?

Jeg var knust, og på en måde blev idéen om gaver i det ulykkelige en både frastødende og pirrende tanke. Var der virkelig en gave i alt? Og inden dagen var omme, måtte jeg i mit stille sind give hende ret. Jeg begyndte at se gaverne i min fars død.

Så jeg tænker på kronprinsessens ord i disse tider. Ikke at coronavirussen er god, tværtom, men at også den kommer med gaver.

Den åbenlyse gave er til klimaet. Mens alt for mange coronaramte ikke kan trække vejret, ånder kloden nu lettet op: Ingen fly og næsten ingen biler. Og en stærk fornemmelse af, at vi kan stå sammen og ændre adfærd, hvis vi vil bremse global ophedning.

Men det er ikke den gave, jeg tænker på. Coronavirussen, midt i alt sin hærgen, har efterladt to små pakker på hvert et dørtrin. Og vi kan åbne dem, hvis vi vil, vi behøver ikke engang at spritte af. Den ene er medfølelse, den anden er taknemmelighed.

På dag et huskede jeg de statsløse. Både fordi det blev sagt til alle borgere: vend hjem, kom hjem. De statsløse har ikke noget hjem, de har ikke noget pas, intet land at vende hjem til. Der er omkring fire millioner statsløse i verden.

En af dem er 25-årige Hawar Azizi, hvis forældre var iranere og måtte flygte til en flygtningelejr under ayatollahen. Hawar er født i denne flygtningelejr. Uden pas. Iran siger, han hører til Irak; Irak siger Iran. Til trods for at Hawar taler næsten perfekt dansk, elsker Danmark og er total lovlydig, og til trods for at han er en FN-flygtning, er Hawar blevet afvist asyl og bor på Sjælsmark. Han skal sendes ”hjem”, hvilket er umuligt, da intet land vil anerkende og derfor modtage ham. Det vil sige, hans fremtidsudsigter er at rådne op bag et pigtrådshegn. Og derfor var de statsløse med mig på dag et. Vi var nu buret inde i nogle uger, måske måneder i dejlige lejligheder og huse, med vores pas midlertidigt suspenderet. Sådan (og værre) må Hawar leve resten af sit uskyldige liv.

På dag to var mennesker på flugt i mine tanker. Vi var isoleret hjemme, de var isoleret langt fra hjemme, i kolde sommertelte, uden mulighed for at holde afstand og spritte af og hamstre. Med lyden af bomber i minderne og mærker af tortur og farlig flugt på kroppen. Hver eneste gang jeg fik lidt spat af karantænen, voksede min medfølelse med disse mennesker.

På tredjedagen blev jeg ramt af en dyb taknemmelighed over vores lærere. Hvedebrødsdagene var ovre. Det var ikke længere bare sjovt og hyggeligt at hjemmeundervise tre børn med tre forskellige behov.

Jeg var alt for ambitiøs, alt for skrap og alt for pinlig, når jeg til sidst gav highfive, sagde mine børn. Tænk, at dygtige mennesker hver dag motiverer, inspirerer og underviser mine – vores –børn, og jeg har bare taget det fuldstændigt for givet. Mine tanker vendte tilbage til den finske model, hvor lærerjobbet er meget bedre betalt og anset som en af samfundets vigtigste og fineste funktioner.

På dag fire spurgte min mand, om jeg ikke syntes, det var lidt hyggeligt at være hjemme alle fem. Og jeg kunne næsten ikke svare ham, for jeg blev ramt af en dyb medfølelse med de 122.000 børn mellem 0 og 18 år, som har forældre, der drikker for meget. Som er vant til at blive aflastet af skole, kammerater og bedsteforældre.

Coronakrisens usynlige ofre. Og mit hjerte begyndte at bløde endnu mere, da jeg kom i tanke om, at i krisetider skruer misbrugere ofte op for forbruget.

På femtedagen kom jeg til at tænke på mennsker, som lever med social kontrol. Styret af, hvad de ”må” og ”ikke må”. Mennesker i sekter, strenge religiøse bevægelser eller med dominerende partnere, familiesystemer og kulturer. Der var begyndt at vokse en stor forståelse frem af, hvad det vil sige at være friheds-indskrænket.

Og jeg er blevet ved med at nyde mine gaver. Jeg har haft en dag, hvor tankerne gik til de kronisk syge og ældre. Dernæst en dag, hvor min dybe medfølelse var med alle dem, som nu mister jobs, firmaer og drømme. Så var der en dag dedikeret til de ensomme, for ensomhed kan man dø af, og selv jeg, omgivet af mand, børn og hund, kunne mærke den lure i skyggen.

Der var en hel dag, hvor jeg tænkte på de italiernere, som ved, at får de åndedrætsbesvær, hvor der højst sandsynlig ingen hjælp er at hente. Dem uden haver, dem i USA, som køber våben, fordi de er bange, dem, som har ventet i årevis på dansk statsborgerskab, men nu ikke kan få det, fordi vi ikke må give hånden, dem, som kun havde et år tilbage at leve i, og nu skulle det bruges i frygt og isolation, enlige forældre, som ikke kan aflastes, dem, som har børn med diagnoser, som nu har børn kravlende op ad væggen, dem, som var blevet ædru og nu blev fristet, fordi der ikke længere var struktur og AA-møder – og så videre.

Hver evig eneste dag har jeg haft en gruppe i tankerne. For hver eneste gang jeg fik ondt af mig selv, kiggede jeg på coronagaverne, og mit hjerte græd af medfølelse og smeltede over af taknemmelighed.

Så husk, at midt i alt det svære og alt det uhyggelige og alt det nye, så ligger der to gaver på dit dørtrin. Jeg er ret sikker på, at kronprinsessen allerede har åbnet dem.

Marie Brixtofte er autoriseret psykolog, forfatter og foredragsholder.