Den danske kamp mod corona begyndte ellers smukt. Vi stod skulder ved skulder, dog adskilt, vi gjorde, som de sagde, og uden at beklage os. Nu, hvor samfundet skal åbnes op i fase to, tre og fire, har tonen ændret sig markant – især over for de unge. Tonen fra både myndigheder, politikere, medier og almindelige borgere er gennemsyret af arrogance og fordomme.
Den 30. april bragte DR en nyhed med overskriften ”Dobbelt så mange teenagere er smittet med corona”. Overskriften viste sig at dække over en marginal stigning af smittede blandt 13-19-årige i april fra 4 til 11 ud af 100.000. I artiklen udtaler Statens Serum Instituts Kåre Mølbak:
”Det kan formentlig forklares med, at unge mennesker tager relativt let på smitten. De tror ikke, at covid er et problem for dem, og derfor er de sammen, som unge mennesker nu er sammen, og smitter hinanden.”
Han fortsætter:
”Jeg ved, det er en aldersgruppe, der nogle gange kan have svært ved at tænke sig om, men så må de prøve at tage nogle snakke med sig selv og deres egen samvittighed i forhold til, at de også har et ansvar for samfundet.”
Både statsministeren og Dronningen har ligeledes løftet pegefingre ad de unge med en forudindtaget holdning om, at unge pr. automatik ikke gør, som der bliver sagt.
Baggrunden har antageligt været fotos fra solrige dage i København, hvor mennesker har befundet sig sammen.
Som fotografer senere har dokumenteret, kan samme scenarie fotograferes med vidt forskelligt udtryk – nemlig at folk er gode til at holde afstand fra én vinkel, eller at de blæser på afstandsregler fra en anden vinkel.
I kommentarspor på sociale medier flyder debatten blandt voksne danskere over med arrogance og fordomme omkring unge menneskers rendyrkede egoisme og manglende samfundssind.
Når unge selv udtaler sig om det, de savner eller er urolige for i denne tid, sables de ned med besked om at tage en tudekiks og lade være med at være så egoistiske. Det er grumt at læse.
Hope-projektet monitorerer danskernes adfærd igennem coronakrisen, via både spørgeundersøgelser og selvrapportering. Projektet drives af Aarhus Universitet, og rapporterne viser, hvordan danskerne, de unge inklusive, tager reglerne meget alvorligt og efterlever dem.
Så hvad bilder de voksne sig ind? Har de, der udskammer unge og kalder dem uansvarlige, dovne og egoistiske, brugt bare fem minutter på at forsøge at sætte sig ind i samme unges hverdag de seneste to måneder?
Har de faktisk gidet snakke med de unge om, hvordan det er at være dem? Ja, der er brodne kar blandt de unge, der fester og skider på reglerne. Men hovedparten af dem gør, præcis som de skal.
De 12-18-årige, altså samtlige store børn og unge i 6. klasse til og med 2. g, hænger oven i købet kun i med neglene nu, efter to måneder i isolation og skolegang hjemmefra.
Nogle af dem får heldigvis lov til at komme en smule i skole igen fra den 18. maj, men mange skal fortsat sidde derhjemme skoleåret ud.
En del syntes, det var en spændende øvelse de første dage, men det stoppede hurtigt med at være sjovt.
De knokler, de undværer, de nøjes, og de er i høj grad overladt til sig selv hver dag, sådan som de har været det siden den 13. marts.
Undervisningen, de modtager, er lige så forskellig i kvalitet, som skolerne er det.
Nogle modtager god virtuel undervisning, har gruppearbejde på ”Teams” og daglig kontakt med deres undervisere og klassekammerater online.
Andre får mest udstukket lektier og opgaver, som de skal løse og aflevere. Det siger sig selv, at der vil være store læringsmæssige konsekvenser.
Nogle er heldigere end andre med undervisningen. Nogle er heldigere med deres familie.
Men selv mange af de allerheldigste kæmper nu en sej kamp med motivationen, ensomheden og humøret. Andre er allerede faldet sammen og har mistet modet helt. Også her er der selvfølgelig undtagelser. Få unge trives ligefrem med hjemmeundervisningen, men det er få.
Hvordan kan voksne forsvare at tale så nedladende til de unge, der lige nu bærer en tonstung byrde på deres skuldre uden at vide, hvornår de bliver lettet for den. De aner ikke, hvad der venter dem, hvordan deres nærmeste fremtid ser ud, og utrygheden er naturligt nok stor hos mange.
Alligevel tillader uvidende voksne at give dem yderligere læs på ved ikke at tænke sig om, have researchen i orden, før de udtaler sig specifikt om de store børn og unges opførsel, og det gør mig vred på deres vegne.
Mange voksne kyler rundt med floskler og fordomme om, at de unge er komplet ligeglade med reglerne, kun tænker på fester, sprut og sig selv og derfor er ignorante og farlige smittebomber.
Jeg kunne ikke være mere uenig! Jeg ser rigtig mange unge, i mit arbejde og i mit privatliv, jeg snakker med unge i alle aldre og samfundsgrupper, og jeg oplever en enorm ansvarstagen, seriøsitet og stor utryghed hos dem alle. Tallene understøtter desuden den opfattelse, for hvis de var så ligeglade, som debatten giver indtryk af, ville smitttrykket naturligvis have været markant højere nu.
Jeg vil ikke være med til, at vores store børn og unge gøres til prygelknaber for frustrerede voksne, og slet ikke fra de voksne, der har det øverste ansvar for dem.
Den norske sundhedsminister gik for nylig viralt med en video, hvor han hylder og takker de unge for deres indsats i denne tid. Der er flere andre eksempler på noget lignende i andre lande.
Hvad sker der for Danmark, hvor smittetrykket er så lavt, fordi vi netop alle har taget ansvaret på os? Vi burde give de unge vores uforbeholdne respekt og takke dem eftertrykkeligt.
Retorik er et stærkt redskab. Når retorikken omkring vores store børn og unge er udskammende, så vil mange af dem automatisk dukke hovedet og skamme sig – uanset om de har grund til det eller ej.
De skal netop ikke skamme sig, men anerkendes! Lad os fortælle dem, at vi respekterer dem dybt. Alle sammen! Tusind tak, I gør det så godt, og vi ser, hvor svært det er for mange af jer nu.
Lige nu er forvirringen stor iblandt os, for hvad må vi egentlig, og hvordan skal det konkret foregå, når fase to og tre rulles ud? Det fyger med argumenter for, hvad der bør åbne og hvordan, og hvorfor andet bør holdes lukket. Forståeligt nok er der masser af følelser og interesser i spil.
Selv vil jeg argumentere indædt for, at alle vores unge bliver sendt i skole så hurtigt som muligt, når vi forhåbentlig ser, at smittetrykket forbliver lavt i løbet af fase to.
Send dem i skole igen på den ene eller anden måde, så de fleste forhåbentlig slipper mentalt helskindet igennem denne tid.
Hvis vi ikke gør det, er der stor sandsynlighed for, det bliver et skræmmende syn, der møder os, når vi igen åbner dørene til de små hjem, hvor tusindvis af vores store børn og unge har siddet siden den 13. marts.
Eksperter i børn og unges trivsel får heldigvis også spalteplads i medierne i denne tid, og de har længe advaret om de konsekvenser, det kan have for unge at være isoleret i længere tid.
Selvfølgelig først og fremmest dem, der bor i utrygge hjem med vold og misbrug, men også gennemsnitsunge, der blandt andet risikerer at udvikle angst, depression, forskellige fysiske skavanker og et massivt efterslæb i forhold til læring.
Så kan vi blive enige om, at vi skal passe på vores store børn og unge? At vi skal snakke om og til dem, som vi selv ønsker at blive talt til – med respekt og tillid? De har brug for det – lige nu mere end nogensinde.
Fie Sandfeld er psykoterapeut og journalist.