Prøv avisen
Debatinterview

Leder af pædagogisk institut: Forældre stikker af fra opdrager-ansvaret

Carsten Hjorth Pedersen, leder af Kristent Pædagogisk Institut. Foto: Leif Tuxen

Alt for mange opdragere holder sig fra dels at lytte til børn, dels at turde sige dem imod. Resultatet er blevet, at vi har fået en generation, som alt for nemt føler sig såret, når de møder et andet standpunkt end deres eget, mener Carsten Hjorth Pedersen, leder af Kristent Pædagogisk Institut og aktuel med bogen ”Påvirk med respekt”

I din bog skriver du om voksnes påvirkning af børn. Den positive påvirkning kalder du konfrontering, den negative intimisering. Når barnet overlades til sig selv, kalder du den positive variant for tilbagetrækning og den negative desertering. Og så skriver du, at i de 12 år, der er gået, siden du sidst skrev om emnet, er faren for intimisering blevet mindre, mens faren for desertering er blevet større. Hvordan når du frem til det?

Jeg siger ikke, at faren for, at børn kommer i klemme, fordi voksne begår overgreb på dem i deres måde at påvirke dem på, er fraværende i dag. Men jeg oplever, at endnu flere voksne er endt i den grøft, hvor de er bange for tydelighed. Jeg møder en del forældre, som udviser stor usikkerhed over for deres egen autoritet, over for at påvirke og for eksempel bestemme, hvor familien skal hen på sommerferie.

Er det ikke en gammel diskussion? Har der ikke lige siden 1968 været røster i samfundet, som gav 1968 skylden for de voksnes autoritetstab over for børnene? Og har der ikke længe været en modbølge?

Jo, det er rigtigt. Jeg blev selv teenager i 1968. Jeg ønsker mig heller ikke tilbage til 1950’ernes ”din vilje er i min lomme”-autoritet. Men nogle gange er det i orden, at den voksne bare bestemmer. Og så må barnet gerne blive sur eller ked af det. Som jeg plejede at sige til mine børn: ”Man må godt være sur over, at man skal støvsuge, støvsugeren fungerer alligevel.” Det er også rigtigt, at der i de senere år har været en modbølge anført af debattører som Ulla Dyrløv og Per Schultz Jørgensen. Men jeg oplever ikke, at deres budskaber om en mere tydelig voksenrolle er slået igennem.

I din bog gør du dig ligefrem til fortaler for det ellers temmelig negativt ladede begreb ”social kontrol”. Kan den store gruppes magtudøvelse over for individet ikke blive for stor?

Vi må skelne mellem positiv og negativ social kontrol. Jeg går kun ind for det første, fordi der er en tryghed i, at vi ikke alle er totalt løsrevne individer, som skal bestemme det hele selv. Når det handler om fællesskab og frihed, er min påstand, at enten har man begge dele, eller også har man hverken eller. Der er lige nu et voldsomt fokus på individets ret. Det har affødt en kultur, hvor man er hurtig til at råbe op om social kontrol. Her tror jeg, at alle er nødt til at blive mere robuste frem for straks at føle sig krænket – som i sagen fra CBS med ”Den danske sang er en ung blond pige”, som I har skrevet om i Kristeligt Dagblad.

Så hvis man kan føle sig krænket over at synge en sang om en blond pige, kan det være udtryk for, at der har været for meget desertering og for lidt konfrontering i ens opvækst?

Ja, jeg tror, mange mønstre lægges i barndommen. Jeg mener, vi alle skal øve os i at være lidt mindre sårbare. Folk må gerne være uenig med mig og mene, at jeg er dum. Men vi skal kunne tale ordentligt sammen om vores uenigheder. I havde et fint interview med Benjamin Olivares Bøgeskov fra Chile, som udtrykte, at der i Danmark er en udbredt moraliserende relativisme, som understreger, at alle har ret til at mene, som de vil, men som modarbejder frugtbar uenighed. Jeg oplever, at det samme gør sig gældende i opdragelsen.

Omvendt kan man også mene, at den meget kraftige reaktion fra mange mennesker på, at en enkelt person til et enkelt møde på en uddannelsesinstitution var blevet lidt ked af en gammel sang, og at det fik en leder til at sige undskyld, var helt ude af proportioner. Var viljen til både at føle sig krænket og at krænke andre ikke lige så stor på den anden side i debatten? Og siger det ikke noget om, at fællesskabet har et problem?

Jo, og det er den anden side af det. Vi skal gøre os umage med at lytte til hinanden og vise empati, også selvom vi måske ender med at være rygende uenige. Den klassiske Tidehvervs-position om, at jo hårdere du tiltaler andre, desto bedre, er en anden yderpol. Jeg søger den gyldne middelvej. Vi skal ikke bare krænke løs og svine andre til. Det er derfor, jeg siger, at vi skal påvirke med respekt. Og det hænger sammen med, at jeg bygger på, at der er noget over os, som er større end os, nemlig Gud.

Du er har meget med de kristne friskoler at gøre og henvender dig blandt andet til disse skoler og til forældre, der ønsker Gud med i opdragelsen. Du beskriver ligefrem dette som et ”parallelsamfund” i forhold til folkeskolen og mere moderat troende familier. Hvilken appel har dit budskab om påvirkning til den brede befolkning?

Mit håb er at kunne nå begge grupper. Kristne friskoler og familier risikerer at blive for drivhusagtige og sekteriske. De må ud i det åbne og kunne give og få kritik. Folkeskolen ser jeg som præget af en relativisme og agnosticisme. Ligesom de kristne skoler påvirker folkeskolen også børnene i en bestemt retning – for eksempel til sandhedsrelativisme. Jeg mener derfor, folkeskolen bør være mere ærlig om, hvilken påvirkning den giver – og gøre det med respekt.