I DEBATTEN OM drop in-dåb trækkes der blandt andet tov om, hvorvidt den er et hurtigt og overfladisk tilbud til tidens hurtige og overfladiske menneske. Tidligere debatindlæg har på fineste måde beskrevet drop in-dåb som et langtfra overfladisk arrangement. Tværtimod. Spørgsmålet er imidlertid, om drop in-dåb ikke gerne må signalere om ikke overfladiskhed så dog et anstrøg af lethed.
Man siger, at tro fylder for lidt i vores sekulariserede samfund. Man kunne også hævde, at troen fylder alt for meget for den enkelte. Det hænger sammen med et af tidens primære kendetegn: selvets frisættelse fra faste betydningshorisonter. Nøgleordene i tidens trosbekendelse er autenticitet og identitet. Det gælder om tro, hvad man tror, sådan på ægte vis helt ned i maven. Og det gælder om at finde sig selv og vide, hvem man er, og at være sig bevidst om, hvor man står, og hvad man kan stå inde for.
Troen er over årtier flyttet fra det fælles ydre til at være et indre og individuelt anliggende, som ikke længere henter begrundelse i hverken sociale eller familiære traditioner eller i historisk opbyggede kulturelle, religiøse og kollektive betydningshorisonter. Alle de knager er for længst pillet ned, nu må vi bære det hele (på os) selv. Tidens menneske må finde sig selv af egen kraft og i egen ret som et autentisk selv.
Men autenticiteten medfører en skrøbelig socialitet og en vakkelvorn kollektiv kulturel bevidsthed. Jeg tror, at vor tids stærke tro smitter af på kristentroen. Både når det kommer til os, som kender vores plads på kirkebænken, og når det kommer til mennesker, der måske ikke gør det. Den ovenstående, lidt komprimerede kulturanalyse er vist almindelig kendt og anerkendt. Men som præst midt i den københavnske storby finder jeg det foruroligende, når jeg ser den bekræftet i levende live hos unge mennesker, der enten har valgt eller fravalgt at få deres børn døbt.
Jeg møder tit forældre, der har haft lange og mange og tunge overvejelser på vejen op til døbefonten. Kan vi nu står inde for det? Kan vi nu tro på det hele? Kan vi nu med god samvittighed lade vort barn døbe, når vi nu ikke er sikre på at kunne give det en god nok kristen opvækst?
Og jeg har mødt flere unge forældre, der har valgt dåben fra – ikke fordi de ikke tror på det, men fordi de ikke synes, at de tror nok på det. Og med det mener de for eksempel trosbekendelsens enkelte sætninger og udtryk.
Når jeg så fortæller dem, at dåbens tro ikke handler om at tro på det, at kristentro ikke handler om at (kunne) tro noget om noget, men at det handler om at bede Gud om at være deres barn nær – så er lettelsen nogle gange til at få øje på. De troede nemlig, at kirken møder dem med det samme krav om autenticitet, som de møder i alle andre sammenhænge.
Hvis folkekirken både vil være sig sit glædelige budskab bevidst og være i ægte dialog med sin samtid, må den efter min bedste overbevisning lige nu hjælpe tidens menneske med aflastning – også når det handler om tro.
Drop in-dåb er her et fornemt tiltag: Kom indenfor! Der er intet til hinder for, at du kan blive døbt! Der er heldigvis rigtig mange, der tager imod invitationen. Det er da glædeligt!
Steffen Ringgaard Andresen er sognepræst ved Vor Frue Kirke, København.