Som psykolog i daginstitutioner ser Sofie Groth (AL) dagligt pædagogernes store engagement og vilje til at give børnene nærhed og opmærksomhed. Og daginstitutioner, der arbejder ud fra et fantastisk børnesyn, hvor man har fokus på at møde børnene i øjenhøjde og se verden gennem deres øjne. Men Sofie Groth ser også, at rammerne til at honorere dette barnesyn ikke er der. Flotte politiske visioner bliver til varm luft, fordi man ikke er villig til at bruge de penge, der skal til.
Vi har længe vidst, hvor vigtig tilknytning til trygge voksne er for børns udvikling. Udviklingen i vuggestue- og børnehavealderen skaber forudsætningerne for børnenes evne til at gå i skole. Vi taler ikke om deres faglige udvikling, men forudsætningerne for, at vores børn overhovedet har det godt i en skoleramme, at de kan danne sunde relationer til de andre børn, og at de kan lade sig guide af voksne.
Vi taler alt for sjældent om, hvor vigtig pædagog-barn-tilknytningen er. Hvis der ikke er nok pædagoger i en institution, kan det få store konsekvenser for barnet. Den voksne skal være piloten i barnets liv. Hvis der ikke er en pilot til stede, kan vi nemt forestille os et lille fly styrte ned. Små børn lærer at forstå verden gennem de voksne. Derfor er minimumsnormeringsdebatten så vigtig.
Derfor styrtede vi begge rundt til demonstrationer i Rødovre, Gladsaxe og Lyngby, hvor vi løb ind i hinanden og fik en snak om alvoren af det, der foregår i vuggestuer og børnehaver, og hvor det rent etisk stiller os psykologer med den viden, vi har.
Vi tror, der er rigtig mange børnepsykologer, der er indignerede og har ondt i maven på børnenes vegne – og har haft det længe. Det gælder både privatpraktiserende børnepsykologer som Ulla, og kommunalt ansatte PPR-psykologer som Sofie. Vi kan med forskningen på vores side argumentere for, at det er økonomisk rentabelt at investere i småbørnsområdet, da trivsel er afgørende for indlæringsevnen, og at man derved øger chancen for at producere samfundsnyttige borgere.
Men hvad med det etiske perspektiv? Er det glade børn, vi får hjem om eftermiddagen? Er det børn i trivsel? Har de mod på at udforske verden omkring sig, fordi de har lært, at de altid kan søge tilbage til en tryg voksen.
Skulle debatten koges ned til ét vigtigt budskab,er det, at vi skal opdrage mennesker. Mennesker, der kan drage omsorg for andre, udvise empati, som tror på sig selv og egen evne til at være i verden. Først når det er på plads, kan man tale om overbygninger som at være en god elev, en god samfundsborger og så videre.
I skoleregi taler man nu om krav-afvisende børn, som var det en diagnose. Men i mange tilfælde oplever vi, at der er tale om børn, der har været vant til at skulle regulere sig selv i stedet for at blive reguleret af en voksen. De er vant til at skulle være egenrådige. Hvorfor skulle de i 0. klasse nu pludselig lade sig regulere af en ny voksen, som til og med stiller langt flere krav end pædagoger?
Skolevægring optager flere og flere børnepsykologer. Det debuterer typisk ved 13-årsalderen, men ses oftere og oftere hos yngre børn.
Det er en sund reaktion på et sygt samfund. Børnene stopper med at komme i skole, fordi de ikke trives. De sygemelder sig, kunne man fristes til at sige. Ofte ser man, at udadreagerende adfærd, søvnproblemer og ondt i maven går forud for dagen, hvor de pludselig ikke kan mere. Alt for tit siger vi, at børnene ikke vil i skole, men i vores respektive job har vi endnu ikke mødt et barn, der ikke ville være en del af børnefællesskabet i skolen, som ikke ville have et almindelig børneliv. Når et barn sygemelder sig fra sit børneliv, er der noget i skolen, der er helt galt. Hvis de kunne, så ville de.
Det har mange voksne svært ved at forstå. Hvis vi tager børnebrillerne på, er det måske lidt nemmere. Prøv at forestille dig, hvordan det ville føles at få at vide, at du ikke er uddannelsesparat, måske som den eneste blandt dine venner. Børn i dag oplever et kæmpe præstationspres. Mange skolebørn kan ikke overskue deres liv. Og selvfølgelig kan de ikke det, de er børn. Børn skal ikke overskue deres liv, de skal leve i nuet.
Men de bliver hele tiden konfronteret med, hvordan dårlige præstationer kan påvirke resten af deres liv. Børn i 5. klasse bekymrer sig om 9. klasses afgangsprøve. 9. klasseselever, der klarer sig fint, er rædselsslagne for ikke at kunne tage en uddannelse eller vælge den forkerte. De bliver så bange for at begå fejl, at de isolerer sig i hjemmet.
Hvordan endte vi her, og hvordan kommer vi videre? Individualisering, konkurrence og ansvar for eget liv. Det er den rendyrkede neoliberale ideologi. Den kan man som voksen være for eller imod, dyrke eller bekæmpe politisk. Men de herskende ideologier i et samfund er ikke noget, børn forstår. De lever bare i det og udvikler sig derefter.
Konkurrencelogik, effektiviseringer og individualisering stemmer ikke overens med det gode børneliv, men det er, hvad der får lov at styre den politiske dagsorden. Skolereformen og fremdriftsreformen er eksempler på politiske tiltag, som understøtter presset på børn og unge og de voksne, som arbejder med dem. Børn og unge lever i dag med en fortælling om, at præsterer de ikke nu, så får det konsekvenser resten af deres liv, og det er ikke en børnevenlig fortælling.
I et velfærdssamfund kunne man forvente, at man diskuterede kvaliteten af pædagogernes kompetencer. I stedet prøver desperate forældre lige nu at få politikerne i tale om noget så basalt som minimumsnormering. Ordet minimum burde i sig selv få alarmklokkerne til at ringe. Forældrene insisterer på noget så basalt, som at deres børn bare får dækket deres minimumsbehov for voksenkontakt. Dette burde være en indlysende politisk prioritering.
I stedet er vi i gang med at afskaffe barndommen. Konsekvenserne ser vi dagligt i vores psykologjobs. For os er diagnosen for en gangs skyld klar: Vores børns mistrivsel er symptomet på et sygt samfund, hvis værdisæt reducerer børn til konkurrencestatens små fodsoldater.
Kigger man tilbage på de besparelser og den målstyringsideologi, man har underlagt daginstitutioner og folkeskolen de seneste mange år, er det tydeligt, at man fra politisk hold ikke ser tingene fra barnets perspektiv. Det er tid til, at den politik, der kommer fra Christiansborg på børne- og ungeområdet, rent faktisk har rod i pædagogisk psykologisk forskning.
Det er tid til, at barnets stemme bliver hørt i politik.
Sofie Groth er skole- og daginstitutionspsykolog samt folketingskandidat for Alternativet, og Ulla Dyrløv er børnepsykolog, forfatter og foredragsholder. Dyrløv har ikke partipolitisk tilknytning.