Verdens øjne hviler på Grønland og Arktis disse år. USA tilbød at købe Grønland sidste år og har siden da gjort en masse tilnærmelser til os. Den grønlandske regering, Naalakkersuisut, sagde dog nej, og heri lå en tilkendegivelse om at bevare det tætte samarbejde mellem Grønland og Danmark.
I 2019 aftalte daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Grønlands landsstyreformand Kim Kielsen (Siumut), at der skulle udarbejdes en historisk udredning om de 22 eksperimentbørn, der blev sendt til Danmark i 1951. Det skete på baggrund af partiet Inuit Ataqatigiits beslutningsforslag i Folketinget.
Udredningen handler ikke om at placere skyld, men om at belyse nedslag i vores fælles historie og skabe klarhed omkring de faktuelle begivenheder. Begivenheder, som ikke altid er lige kønne, men vigtige at anerkende i processen mod en højere grad af ligeværdighed mellem de to lande. Udredningen vil også belyse, hvilken rolle grønlandske og danske myndigheder spillede i forløbet.
Forskerne er færdige med deres arbejde, og udredningen bliver offentliggjort inden længe. Når den foreligger, og uagtet dens anbefalinger, har statsminister Mette Frederiksen (S) lovet at komme med en undskyldning til de børn, som var del af eksperimentet.
Det har vi i Inuit Ataqatigiit kæmpet for i mange år. I realiteten har de allerede ventet alt for mange år på den. Vi glæder os meget over, at de seks nulevende fra eksperimentet endelig får anerkendt den uret, de har været udsat for, og får den uforbeholdne undskyldning, de fortjener.
Udredningen, vi venter på, berører i nogen grad også bortadoptioner af grønlandske børn til Danmark. Børn adopteret fra Grønland til Danmark i perioden mellem 1950’erne og 1970’erne er en relativt overset del af vores fælles historie, hvor mindst 250 grønlandske børn på et utrolig tvivlsomt juridisk grundlag blev bortadopteret til danske forældre. Det er et kapitel i vores fælles historie, som er mindre belyst, men netop derfor også ekstra vigtig at få frem.
Optællinger viser, at der alene i perioden 1964 til 1979 var flere end 250 grønlandske børn, der blev bortadopteret til danske forældre. Herefter blev lovgivningen mere klar, og der blev rettet op på den del. Men indstillingen var, at grønlænderne havde så mange børn, at de godt kunne undvære nogle. En helt absurd tankegang.
Det tegner konturerne af voldsomme og skæbnesvangre svigt af flere hundrede grønlandske børn og familier. Et svigt, der berører 200-300 familier ud af 56.000 mennesker, der bor i Grønland, hvoraf mange, både adoptanter og familiemedlemmer, stadig er i live. Derfor er der brug for afklaring og overblik. Og ikke mindst hjælp.
En del af børnene kan have brug for rådgivning og gruppeterapi, som vi for eksempel kender det fra de grønlandske juridisk faderløse børn.
Bortadoptionerne skete på et bagtæppe af forskellige kulturelle forståelser af, hvad adoption er og indebærer. I Grønland var det at have mange børn en stor rigdom, og bortadoptioner ansås som en udvidelse af slægten, hvor barnet ikke mistede sin biologiske familie, men i stedet fik et større familienetværk gennem sin adoptivfamilie. I en dansk og i dag herskende forståelse gav man ved bortadoption endeligt afkald på sit barn.
Det giver anledning til bekymring, fordi man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvilket samtykke der blev givet fra forældrenes side. Hvor mange forældre vidste reelt, at de gav endeligt afkald på deres barn? Hvordan kunne det gå til, at man accepterede denne meget tvivlsomme adoptionspraksis og hvem bærer ansvaret?
Vi står i Grønland tilbage med utallige historier om ”forsvundne børn”, som har fået frataget deres identitet, deres land og et liv. Herudover har vi begrænset faktuel viden om, hvad der reelt skete, og hvilke roller de grønlandske og danske myndigheder spillede i sagen. Det taler for en isoleret undersøgelse af, hvad der rent juridisk foregik, så vi kan få belyst, hvordan så mange børn kunne blive fjernet fra Grønland i den periode.
Der er en del bekymrende nedslag i vores fælles grønlandsk-danske historie, som spænder ben for reel ligestilling og ligeværd: eksperimentbørnene, tvivlsomme adoptioner og juridisk faderløse børn.
Fælles for alle er, at der er blevet handlet hen over hovedet på den almene grønlandske befolkning – både af danske og grønlandske beslutningstagere.
Det er vigtigt, at vi ikke trækker offerkortet. Vi er som samfund blevet klogere både i Danmark og i Grønland. Vi skal rette op på fortiden med nutidens øjne, og her er det vigtigt, at vi ser nøgternt og åbent på fejlslagen politik.
I selvstyreloven, som er den vigtigste lov for os i Grønland og nok kan sammenlignes med Grundloven, er det en målsætning at arbejde for et ligeværdigt partnerskab.
Mange af os fra Grønland føler i dag stadig, at de sorte kapitler i vores historie står i vejen for ligeværdigheden mellem vores lande. Vi ønsker et godt samarbejde med Danmark, men på ligeværdige præmisser.
For at komme videre og reelt kunne styrke det ligestillede partnerskab mellem Grønland og Danmark må vi se de her historiske begivenheder i øjnene, anerkende det skete – og slutte fred med det.
Først når det er gjort, kan vi arbejde frem imod et styrket, ligeværdigt fællesskab. Inuit Ataqatigiit vil gerne opfordre både den danske regering og regeringen i Grønland, Naalakkersuisut, til at belyse sagen omkring de juridisk tvivlsomme adoptioner. Ikke mindst for de mange børn og familiers skyld.