VI HAR BRUG FOR hinanden, skriver politikerne Anni Matthiesen (V) og Marianne Jelved (R) samt Per Paludan Hansen fra Dansk Folkeoplysnings Samråd i deres kronik om folkeoplysning i Kristeligt Dagblad den 3. januar. Derfor er det netop vigtigt, at fællesskaberne i civilsamfundet kommer længere ud end i dag. De folkeoplysende foreninger og skoler er rigtig gode til at nå ud til seniorerne, men har sværere ved at engagere unge, mennesker med anden etnisk baggrund end dansk, børnefamilier samt mennesker i en sårbar og udsat situation.
DER ER IMIDLERTID masser af potentialer. Lad mig komme med tre eksempler:
På barsel med mit ældste barn savnede jeg aktiviteter, der ikke havde baby som omdrejningspunkt. Derfor tog jeg kort før fødslen af mit andet barn initiativ til et lokalt barselsnetværk, hvor vi kunne mødes om foredrag, byvandringer, debat om forældreroller, arbejdsliv med mere. Barselsnetværket tæller i dag 250 medlemmer på Facebook. Vi mødes i kommunens børnesundhedshus og samarbejder med den lokale aftenskole Fora om programmet, da det giver mulighed for mere spændende oplægsholdere, samtidig med at Fora kan håndtere tilmeldinger og økonomi.
På vejen, hvor jeg bor, tog vi med grundejerforeningen i ryggen sidste sommer initiativ til to fællesskabsstationer. Stationerne fyldte omtrent det samme som et par parkerede biler og inviterede til ophold, leg og samtale på tværs. Selve opsætningen af stationerne skabte sammenhold, og flere var engagerede i arbejdet. I de 14 dage, stationerne fik lov at stå, oplevede vi et andet liv på vejen – et fysisk fælles tredje, som genererede mere fællesskab end det tilfældige nabomøde.
Tilbage i november var der for fjerde år i træk fællesspisning på tværs af det lokale plejehjem, børneinstitutionen ved siden af samt det lokale madfællesskab. Tilbage i 2016 tog jeg initiativ til den første fællesspisning for at skabe stærkere forbindelser mellem institutioner, mennesker og lokalsamfund. Både beboerne på plejehjemmet, medarbejderne og børnefamilierne engagerer sig i det midlertidige fællesskab: De andre år har vi lavet noget mad sammen, og i år var der en lille koncert med plejehjemmets og børneinstitutionens fælles kor.
Hvad har de tre eksempler med folkeoplysning at gøre?
Eksemplerne viser, at det er muligt at engagere børnefamilierne i civile fællesskaber og skabe møder på tværs. Aktiviteterne i barselsnetværket er med sine formidlings- og debatformater klassisk folkeoplysning, men fleksibelt tilrettelagt. Fællesspisningen og fællesskabsstationerne er ikke decideret folkeoplysning, selvom begge initiativer fremmer aktivt medborgerskab og sammenhængskraft. Til gengæld viser initiativerne, at deltagelse i vid udstrækning er betinget af, at det er nemt og bekvemt, samt at det finder sted i ens nærmiljø.
DERUDOVER KAN eksemplerne inspirere os til at tænke folkeoplysning i mere fleksible formater. Og så understreger de, hvor vigtige de folkeoplysende foreninger og skoler er: De er nemlig en fantastisk platform for tværgående fællesskaber – ikke mindst når deltagerne ikke også kan finde tiden til faste forpligtelser og generalforsamlinger.
Derfor glæder jeg mig også over, at Dansk Folkeoplysnings Samråd har bevilget penge til, at jeg sammen med Fora Hvidovre kan videreudvikle et aftenskoleformat, der med FN’s verdensmål som omdrejningspunkt engagerer børnefamilierne.
Vi håber, at projektets resultater vil bidrage til, at folkeoplysningen og de mange fællesskabende potentialer kan fange endnu flere mennesker.
Lise Holm-Rasmussen er social iværksætter.