Det er i Kristeligt Dagblad den 6. juli faldet klimaaktivist, klimablogger og journalist Benno Hansen voldsomt for brystet, at jeg med uigendrevne eksempler kritiserer DR for ensidig klimajournalistik.
Mest ondt gjorde vist min omtale af, at DR’s ”Aftenshowet” viste et foto af en hundeslæde, der kører i smeltevand oven på havisen ud for Nordgrønland. Billedet blev kommenteret af ”Aftenshowets” aldeles klima-ukyndige gæster og studieværter med udtryk som ”uhyggeligt” og ”skræmmende”.
Jeg tillod mig at minde om, at den pågældende situation opstår hvert eneste forår, og at der intet uhyggeligt eller nyt er ved det.
Benno Hansen fremturer derpå i et usædvanligt ringeagtende sprog om mig med bortforklaringer om mesteren bag det famøse foto, der gik verden rundt og fremkaldte tilsvarende journalistisk utjekkede rædselsreaktioner i verdens største medier. Jeg vil derfor gerne henvise til fotografens personlige indrømmelse, samme dag som min artikel udkom, nemlig at han godt vidste, hvad billedet kunne føre til af misforståelser. Hvordan ordene præcis faldt, kan jeg ikke citere ordret fra en radioudsendelse, men meningen var utvetydig: Målet helliger midlerne.
Her er vi så i kernen i min artikel, der i så voldsom grad har ophidset Benno Hansen, nemlig at mange klimaalarmister har den samme grundindstilling, som karakteriserer de mest ortodokse dele af de store religioner og ideologier: Bare endemålet er godt, kan alle virkemidler accepteres.
Dette kender vi kun alt for godt fra religionshistorien og 1900-tallets fejlslagne ideologiers meningscensur, bagvaskelse af kritikere og kriminalisering af anderledes tænklende.
Dér er vi ikke endnu i klimadebatten, men mine eksempler – DR’s ensidige klimabehandling, Greta Thunbergs demagogi, skolestrejkerne og Gro Harlem Brundtlands sidestilling af klimakritik med holocaustbenægtelse – viser, at det bærer den vej. Meningscensur og bagvaskelse af opponenter er mere end begyndt, og medierne skrider forhåbentlig ikke længere ned ad denne glidebane bort fra det liberale demokratis grundværdier.
Når jeg så til Benno Hansens udelte vrede slutter min artikel med en henvisning til klimaalarmisten Rune Lykkebergs fortræffelige bog ”Vesten mod Vesten”, er det netop, fordi Lykkeberg deri medgiver, at han selv som så mange andre i hans generation først sent fattede, at deres fordømmelse af Vestens politiske kamp mod eksempelvis diktaturerne i Sovjetunionen, Maokina, Nordkorea og Cambodja kun var mulig i Vesten og aldeles ikke i de diktaturer, som Lykkeberg og andre venstreradikale rundt omkring i Vesten dengang ikke blot sympatiserede med, men hvor nogle af dem også bidrog med terror, mord, røverier og anden vold mod Vestens institutioner.
Lykkeberg medgiver beundringsværdigt ærligt, som også Øvig Knudsen, Joschka Fischer og andre kendisser har gjort, da de omsider kom ud af deres ungdoms venstreradikale ekkokamre, at kun Vestens liberale demokratier har tilladt den tvivl og kritik og de spørgsmål og second opinions, som har muliggjort, at vores del af verden kunne gøre fremskridt på blandt andet miljøområdet.
Jeg tillod mig derfor at foreslå, at hvis vi fortsat skal forbedre klima-, miljø- og naturindsatsen skal der også være plads til tvivl, kritik, spørgsmål og second opinions. Og det mener jeg ikke, der har været gennem de senere år i DR’s ukritiske behandling af FN’s klimapanel IPCC’s politiske overbestyrelses alt for alarmerende klimaforudsigelser.
Jeg vil derfor opfordre både DR og Benno Hansen til at komme med eksempler på, at DR’s klimajournalistik har udvist den alsidighed, som DR’s lovgrundlag foreskriver.
Jens Morten Hansen er tidligere statsgeolog og tidligere direktør for Forskningsstyrelsen.