Prøv avisen

Vuggestuetvang: Børneministeren tjener ikke familiens og børnenes vel

Mai Mercado (K) tilsidesætter forældres ret til selv at bestemme deres børns opdragelse, skriver lektor Niels Arbøl (R). – Foto: Flemming Leitorp

Små étårige børn har ikke brug for at lære dansk fra fremmede, men for et langvarigt og kærligt samvær med deres forældre, skriver lektor

BØRNE- OG socialminister Mai Mercado (K) står bag den aftale, som regeringen har indgået med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti om tvungen vuggestue for børn, der kommer fra såkaldte ghettoområder.

Det burde vække stor undren, at en konservativ minister på den måde helt tilsidesætter familiens og forældrenes rettigheder til selv at bestemme deres børns opdragelse. Det kendes ellers kun fra totalitære stater, der altid har stræbt efter at kontrollere og bestemme over familien.

I FN’s grundlæggende erklæring om menneskerettigheder står det udtrykkeligt nævnt (artikel 16,3:) ”Familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har krav på samfundets og statens beskyttelse.”

Dertil kommer, at ghettobørn bliver diskrimineret i forhold til andre børn, hvilket allerede har givet anledning til betænkeligheder hos juristerne. Disse børn er i forvejen belastet med at bo i de områder, som regeringen og Dansk Folkeparti har behæftet med betegnelsen ghettoområder – en betegnelse, der i sig selv er diskriminerede. Ingen, der bor i et sådant område, har fået det lettere, efter at de er blevet genstand for denne ydmygende betegnelse. Og nu skal familiernes småbørn også tvinges i institution.

I forvejen har Danmark europarekord og formodentlig verdensrekord med hensyn til at sætte de mindste børn (0-3 år) i institution over 30 timer om ugen: 62,2 procent, mens gennemsnittet for EU-landene ligger på 18 procent. Der er ingen videnskabelig dokumentation for, at det er godt for børn at komme i vuggestue så tidligt og så længe, som tilfældet er i Danmark. Tværtimod er der megen dokumentation for, at det kan være skadeligt for deres følelsesmæssige og sociale udvikling.

Små étårige børn har ikke brug for at lære dansk fra fremmede, men for et langvarigt og kærligt samvær med deres forældre. Det er alene forældrene eller andre permanente og primære omsorgsgivere, der kan opbygge et nødvendigt stressberedskab hos børnene, som de kan stå imod med fremover. Vuggestuer er dårlige mødre. De kan ikke opbygge dette stressberedskab hos barnet, men risikerer lige modsat at forårsage alvorlig stress hos dem.

Selv pædagogerne i BUPL er kritiske over for regeringens forslag. Det er ikke den bedste start på et institutionsliv at tvinge familierne af sted med deres børn og straffe dem på pengepungen, hvis de ikke møder op. Eller at lade pædagogerne agere politibetjente og indberette dem. Og der er andre fremgangsmåder, som har vist sig effektive, for eksempel at lade mødrene få sprogundervisning i dansk eller at styrke indsatsen med kommunalt ansatte ”hjemmehos’er”, der kan opsøge familier med særlige vanskeligheder.

Når børnene så når frem til to-treårs- alderen, er sagen helt anderledes – her vil det sikkert være en stor fordel, hvis også såkaldte ghettobørn kommer i børnehave et antal timer om dagen. Men fri os fra, at staten skal bestemme over familiernes egne dispositioner. Og set i lyset af, at stress er vor tids største sygdomsudfordring, så lad i hvert fald de mindste børn få lov at udvikle sig uden den stressbelastning, som de påføres ved at komme alt for tidligt i institution.

Børneministeren har ikke børnenes vel for øje, men bruger den almene skræk for parallelsamfund til at lade staten tvinge familierne og stresse børnene.