Rasmus Willigs projekt Andelsgårde er et visionært projekt om at genindtage landet og dyrke jorden bæredygtigt. Vi har fulgt med fra sidelinjen og beundrer engagementet. Men der, hvor kæden hopper af, er, når Willig anviser alternative analyser og løsninger på landbrugets problemer.
Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var, at Rasmus Willig her i Kristeligt Dagblad den 30. juni understregede: ”Vi er på vej ud i en plantebaseret fremtid samtidig med, at der reelt ikke findes nogen specialiserede uddannelser i at dyrke (...)”, samt:
”Den yngre generation er interesseret i såkaldt permakultur og regenerativt landbrug, hvor der dyrkes efter helt andre principper end i vores eksisterende landbrug.”
For det første er det simpelthen forkert, at der ikke findes ”specialiserede uddannelser”. Vi har adskillige landbrugsskoler, erhvervsskoler og universiteter, hvorfra blandt andre vi tre (unge) agronomer har brugt en del år på sidstnævnte sted med at lære at designe de mest bæredygtige produktionssystemer.
Der er uden tvivl udfordringer med landbruget, men vi løser det næppe med ”regenerativt landbrug” og ”permakultur”. De reelle problemer og løsninger omhandler blandt andet drænede lavbundsjorder, der udleder 30 procent af landbrugets drivhusgasser, køernes forkætrede metanbøvser og gødning, der udleder lattergas – en drivhusgas 300 gange mere potent end CO2.
Beklager – det lyder usexet, men det er her, fokus bør ligge, og visionerne tage sit udspring, hvis vi skal rykke landbruget.
Men måske er Willigs version anderledes, og derfor er vi nødt til at afklare, at såkaldt permakultur er en meget fin filosofi og alternativ kulturel strømning, hvor man arbejder med en slags skovhavedesign med træer og buske. Det er bare hverken skalerbart eller kommercielt og derfor som udgangspunkt ikke et alternativt produktionssystem – altså noget, der kan betragtes som et alternativ for landbruget.
Det næste slagord, som Willig fremfører, er ”regenerativt landbrug”, der bliver præsenteret som banebrydende og anderledes. Vi er enige i, at det er godt, men det er ikke noget nyt. Der er for eksempel allerede 12 procent af arealet, der dyrkes uden plov, som er et af de bærende elementer i regenerativ dyrkning. Postulatet om, at regenerativt landbrug er baseret på andre principper end vores eksisterende landbrug, virker derfor fremmed for virkeligheden. Kan vi gøre det mere – ja, men vi er godt i gang.
Herefter følger i Rasmus Willigs debatindlæg en række stereotype betragtninger om det gældsplagede landbrug og naturen i krise. Fælles for dem er, at de er drevet af et fejlagtigt narrativ.
Hvad angår gæld, er det i princippet ikke noget problem, at landbruget skylder mange penge – så længe de aktiver, man ejer, er mere værd, end man skylder, og man har tilstrækkelig likviditet til at betale ydelsen hver termin. Kan man ikke det, er der tale om en gældskrise – men sådan forholder det sig ikke for langt de fleste landmænd.
Dernæst siges det, at vi er nødt til at handle på grund af naturkrisen. Men hvis Willig ønsker at hjælpe truede dyr og planter, hvorfor køber Andelsgårde så ikke jord med det formål at skabe natur frem for landbrugsdrift? Det, som biologerne påpeger mangler, er naturarealer som for eksempel urørt skov med gamle døde træer og store vilde dyr, der græsser frit. Det er ikke noget, der er foreneligt med landbrug.
Så, kære Willig, vi er masser af unge, der arbejder med bæredygtige landbrugsformer, og vi kan godt indimellem blive bekymrede for, at dine argumenter mudrer debatten om både landbrug, natur og klima.
Anna Bak Jäpelt er stud.agro. Aslak Heuser C. Christiansen er kandidat inden for naturressourcer og udvikling. Jacob Neergaard er agronom.