15 års debat om Muhammed-tegningerne: Ytringsfrihedsfundamentalisme eller faneflugt?

Kampen om Muhammed-tegningerne har præget Kristeligt Dagblad igennem 15 år. Men hvordan har debatten set ud gennem årene?

I 2006 illustrerede en af de 12 bidragydere til Morgenavisen Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, Lars Refn, hvordan han så sin egen rolle i ”Cirkus Ytringsfriheden”. – Tegning: Lars Refn.
I 2006 illustrerede en af de 12 bidragydere til Morgenavisen Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, Lars Refn, hvordan han så sin egen rolle i ”Cirkus Ytringsfriheden”. – Tegning: Lars Refn.

”Morgenavisen Jyllands-Postens redaktion er en flok reaktionære provokatører.”

Sådan lød en af de allerførste reaktioner, da kulturredaktionen på avisen havde bedt 40 satiretegnere give deres bud på ”Muhammed”. 12 fulgte opfordringen, tegningerne blev bragt i avisen den 30. september 2005, og resten er, som man siger, historie.

Inde i ”den enkeltstående redaktionelle disposition i dansk pressehistorie, der har haft de største følger,” som Kristeligt Dagblad skrev på lederplads i 2016, gemte der sig en test, dels af danske tegneres villighed til at tegne Muhammed, dels af muslimers forhold til ytringsfriheden.

Anledningen var, at forfatteren Kåre Bluitgen ikke kunne finde en illustrator til sin biografi om Muhammed – dem, han havde spurgt, turde ikke. Da Jyllands-Posten fandt 12, der turde, skrev kulturredaktør Flemming Rose i den tekst, der ledsagede tegningerne, at muslimer – ligesom alle andre – må ”være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse. Det er bestemt ikke altid lige sympatisk og pænt at se på, og det betyder ikke, at religiøse følelser for enhver pris skal gøres til grin, men det er underordnet i sammenhængen.”

Her i avisen mente debattører af både kristen og muslimsk baggrund i månederne efter offentliggørelsen, at der var tale om en ufølsom og unødvendig provokation, og at ytringsfrihed ikke var det samme som ytringspligt. Andre bad muslimer i Vesten om at ”nedtone selvhøjtideligheden og forurettetheden”, som højskoleforstander Thue Kjærhus formulerede det.

I en klumme citerede journalist Iben Thranholm statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der til Jyllands-Posten havde udtalt, at ”jeg vil aldrig nogensinde acceptere, at respekt for folks religiøse holdninger skal føre til, at man lægger bånd på pressens muligheder for kritik, humor og satire” – hvorefter Thranholm konstaterede tørt: ”Det er svært at høre forskel på Fogh og en imam. Det er blot troens indhold til forskel.”

Netop det, der blev kaldt ytringsfrihedsfundamentalisme, var en anstødssten for mange, men som menneskerettighedskendere gjorde opmærksom på, var ytringsfriheden begrænset juridisk, blandt andet i form af blasfemiparagraffen. Det undlod Anders Fogh Rasmussen da heller ikke at gøre opmærksom på i det brev, han skrev til ambassadører fra 11 muslimske lande, der i oktober 2005 forlangte et møde. Et sådant afviste statsministeren, men forklarede samtidig, at man jo kunne prøve sagen ved domstolene.

Dét initiativ var allerede taget. Socialrådgiver Asmaa Abdol-Hamid, der også var byrådsmedlem for Enhedslisten i Odense, havde sammen med 11 menigheder og organisationer meldt Jyllands-Posten til politiet, ikke så meget for tegningerne som for ledsageteksten:

”Sagen er jo, at blasfemiparagraffen netop forbyder hån og spot af religioner, mens racismeparagraffen forbyder forhånelse og nedværdigelse. Det handler ikke om ytringsfrihed, men om, hvorvidt lovgivningen også gælder for muslimer,” sagde Asmaa Abdol-Hamidtil til Kristeligt Dagblad.

I den polariserede debat fandt formand for Det Islamiske Trossamfund Ahmed Abu Laban en dialogsøgende mellemvej. I et interview en måneds tid efter offentliggørelsen forklarede han, at ”islam intet har imod ytringsfriheden – tværtimod”, men beklagede, at ”tegningerne ikke blev brugt til en debat om indholdet i islam eller til at gøre vores viden om muslimer større, men kun til at teste ytringsfrihedens grænser”.

Kort efter fjernede selvsamme Abu Laban effektivt fokus fra ”indholdet af islam”, da han sammen med tre andre imamer turnerede i Mellemøsten med Jyllands-Postens – og flere sagen uvedkommende – tegninger og dermed opildnede den modstand, der endte i demonstrationer, afbrænding af danske flag og ambassader og mindst 130 menneskers død.

Fra det tidspunkt, vinteren 2006, gik diskussionen om Muhammed-tegningerne fra at handle om religiøse følelser og ”tonen i debatten” til, hvordan vi skulle afveje selvcensur over for frygt, vold og beskyttelsen af det frie samfund. Fra at være ”et konkret og provokerende bidrag til en intern debat om ytringsfrihed her i landet, er tegningerne blevet sindbillede på Vestens arrogance, gudløshed og hån af islam”, som Kristeligt Dagblad konstaterede på lederplads i 2009, hvor et terroranslag mod Jyllands-Posten var blevet forpurret.

På femårsdagen for publiceringen af tegningerne ridsede udenrigsordfører Søren Espersen (DF) det nye billede op: ”Læren af Muhammed-sagen er, at Vesten står over for en alvorlig trussel. Det var en øjenåbner for mange danskere, og det er kun begyndt at gå op for os, hvad vi er oppe imod.”

Men der var også lyspunkter. Professor Jørgen S. Nielsen, der var direktør i Det Danske Institut i Damaskus under Muhammed-krisen, mente, at den interreligiøse dialog var blevet styrket: ”Nu kan imamen slå på tråden til biskoppen. Dengang kendte de ikke hinanden,” udtalte han – og tilføjede: ”Og så kan man jo også pege på, at efter Muhammed-krisen kan ingen længere undskylde sig med naivitet, hvis de kommer med provokerende udtalelser.”

I første omgang handlede debatten om Muhammed-tegningerne om ytringsfrihed over for religiøse følelser. Siden blev det til en diskussion om generel frihed over for et voldsmonopol, der fik pressen til at droppe satire over Muhammed og optryk af tegningerne. Og i de seneste år har slaget så stået om arven: Hvad kan vi fortælle kommende generationer?

Debatten begyndte så småt allerede i 2010, hvor religionslærerforeningens formand John Rydahl ledte forgæves efter sagen i skolebøgerne og fandt det ”påfaldende at konstatere, at de tegninger slet ikke figurerer i grundskolerne. De optræder ikke nogen som helst steder.” For når statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ”skilter med, at vi ikke skal ligge under for selvcensur, burde Undervisnings]ministeriet have fulgt op ved at bruge tegningerne.”

Fem år senere var regeringsfarven skiftet, og Det Konservative Folkepartis Mai Mercado foreslog at gøre Muhammed-tegningerne til en del af undervisningsministeriets historiekanon. Det afviste tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen, for det ”vil uden tvivl have en radikaliserende effekt på nogle af eleverne. Hvorfor blive ved med at tirre? Vi er ved at løfte ytringsfrihedens fane så højt, at vi risikerer at miste fodfæstet.”

Atter fem år senere fremkom forslaget igen, både fra politisk hold og fra debattører. Anledningen var drabet i oktober 2020 på den franske historielærer Samuel Paty, der mistede livet efter at have vist tegningerne i samfundsfagsundervisningen.

”Publiceringen af Muhammed-tegningerne og den debat, der fulgte i kølvandet, er en historisk vigtig begivenhed, som det er meget nærliggende at inddrage i undervisningen. Og derfor synes jeg også, at man skal vise, hvad det handler om, nemlig tegningerne. Men lader man helt være, så har voldsmandens veto vundet, og så er det de voldelige kræfter, der dikterer undervisningen i et frit og demokratisk samfund,” sagde professor Frederik Stjernfelt, der imidlertid blev modsagt fra lærerside:

”Det ville virkelig gøre mig vred, at værdikrigere skulle tage mig som gidsel, når jeg skal planlægge min undervisning,” sagde den fynske lærer Christel Rasmussen til Kristeligt Dagblad.

Og så tilbage til det indledende citat. Det var at finde i netop Morgenavisen Jyllands-Posten den 30. september 2005, hvor en enkelt avisside antændte en debat, hvis følger vi stadig lever med. For som tegneren Lars Refn senere forklarede, var den eneste Muhammed, han kendte, en dreng. Det var derfor ham, Refn havde afbilledet på sin Muhammed-tegning. Her stod skoleknægten foran en tavle, hvor udsagnet om Jyllands-Postens redaktion som en flok reaktionære provokatører var skrevet – på arabisk. Om han havde ret, er der 15 år senere ikke enighed om. Men det er heller ikke længere det, debatten handler om.