Gennem de godt 1200 år, som Færøerne har været beboet af mennesker, har det været en kamp om overlevelse. Fårene i dalene og på fjeldenes sydvendte græsmarker leverede momentvis kød til færingerne, men størsteparten af føden måtte hentes i Nordatlanten, der både var en velsignelse og en forbandelse.
Langt op i det 20. århundrede var druknedøden den hyppigste dødsårsag for mænd. Tuberkulosen tog derefter sin part med sig i døden. Som dansker er det vanskeligt at forestille sig, hvor meget færingerne har måttet kæmpe for at overleve i tiden, før havbrug med laks og cyber-teknologi indtog de 18 grønne øer og gjorde Færøerne til et af de rigeste lande i verden.
Samuel Joensen-Mikines’ – eller Sámal på færøsk (1906-1979) – tog navn efter sin fødeø, Mykines, der er den vestligst beliggende og mest afsides ø på Færøerne. I hans opvækst boede her et menneskesamfund, men i dag er der kun otte fastboende. I 1930’erne døde både hans bror, søster og far af tuberkulose. Hertil kom en åreladning af befolkningen i maj 1934, da 43 færøske fiskere forliste ved Island under en storm, heraf ni fra Mykines. Denne voldsomme indhugst i den mandlige befolkningsgruppe efterlod en hærskare af enker og familier i permanent sorg. Det bevidner blandt andet udstillingens sjælerystende maleri ”Savn” (1934): Tre sortklædte kvinder sidder eller står helt knugede og indesluttede uden kontakt med hinanden. De ligner tre sorte statuer i et mørkt og nøgent rum, der er et ekko af deres ubærlige savn efter deres elskede. Det er et af de stærkeste skildringer af sorgens væsen, jeg har set – lige så bevægende som Michelangelos Pietà (1497-1500) i Peterskirken i Rom, hvilket siger ikke så lidt om Mikines’ indlevelsesevne og udtrykskraft. Færøerne vugger på det enorme Nordatlanten og er – med multikunstneren og vennen William Heinesens ord – et lillebitte klippeland, der ”forholder sig til det store hav omtrent som et sandskorn til gulvet i en balsal. Men set under forstørrelsesglas er dette sandskorn alligevel en hel verden med bjerge og dale, sunde og fjorde og huse med smaa mennesker.”
Det er denne verden, dette sandskorn, som Mikines tager i øjesyn og skaber billeder af. Han var den første færing, som tog springet og søgte optagelse på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København, hvor han uddannede sig fra 1928 til 1932. Derfor betragtes han som den færøske kunsts far, skønt der var flere andre, dog udelukkende selvlærte kunstnere, før ham.
I dag er antallet af færøske billedkunstnere meget stort set i forhold til befolkningens størrelse, der er som en dansk provinsby. Naturen på Færøerne er nemlig så pittoresk, at den kalder på at blive genskabt i billedform, men indtil moderne tid blev det betragtet som ekstravagant at beflitte sig med slige æstetiske sysler, fordi kampen for overlevelse krævede alt.
Mikines topper i 1930’erne, hvor det moderne formsprog, som han har lært på akademiet, forenes på fladen med hans etiske optagethed af livskampen og grundvilkårene på hans fødeøer. Senere bliver han i højere grad æstetiker, forlader den nordiske, brækkede palet og de originale og virkelige motiver til fordel for et mere abstrakt og koloristisk stærkere maleri, inspireret af danske modernister som Jens Søndergaard, Oluf Høst, Edvard Weie, William Scharff. Her bliver han mere mainstream modernist og dermed en stemme blandt mange andre.
Det er i hans barndoms verden med havet, begravelsestogterne, grindedrabene og fjeldene, at det slår gnister. Landskabsbillederne med de små huse og bygder, der vipper på kanten af det enorme hav, er ikoniske og har fostret begrebet ”færøkunst”. Hermed menes ikke noget positivt: Et hav af epigoner helt op til vore dage har forsøgt at gøre Mikines kunsten efter. Men deres kulørte malerier er blot tynde og kitschede udgaver af ”the real thing”. Mikines var en meget stor kunstner, og når man betragter hans værk samlet, som det lader sig gøre på den aktuelle udstilling med 90 indlånte værker, er det som at indånde Nordatlantens salte luft, blive rusket af blæsten og oversprøjtet af den voldsomme brænding, der slår op ad klipperne, mens man står under de skulpturelt formede, græsbevoksede fjelde og tager det hele ind.
Mikines kom gennem sin kunst til at bidrage vægtigt til færingernes nationsopbyggende æra i det 20. århundrede med sine fortællende billeder. Han bosatte sig fast i København i 1938 efter at have forsøgt at flytte tilbage til Færøerne i 1932. Men hver sommer vendte han hjem til Færøerne for at fastholde sin tilknytning til øerne og for at finde nye motiver. Endog under sine rejser til Nordens og Europas kunstmetropoler, hvor han ellers fandt inspiration i El Greco og Edvard Munchs billedverdener, bragte han Færøernes natur med sig som et uudsletteligt efterbillede på nethinden.
Et af hans mest dyrkede motiver er de dramatiske og ekspressive skildringer af grindedrabene, som han indledte under sit københavnereksil under Anden Verdenskrig, hvor Færøerne var besat af englænderne, og Danmark af tyskerne, og en uigennemtrængelig mur var rejst mellem de to lande i Rigsfællesskabet.
Første gang, motivet mødte offentligheden, var på Decembristernes udstilling i 1942, og her sparkede Mikines med ét døren ind til den store kunst. På udstillingen i Kerteminde møder vi et af de bedste værker i serien. Billedet bevidner på blodigste vis denne omdiskuterede, men centrale og oldgamle tradition i færøsk kultur. I fortiden var grindekødet et væsentligt tilskud til ernæringen, da folk ofte var henvist til proteinfattig kost, mens grindehvalerne i dag er så fyldt med tungmetaller, at man fraråder gravide at spise kødet. Dette værk, som hænger i den store sal i det smukke museum, er en slags bataljemaleri, hvor mennesket kæmper mod dyrene – en nordisk og mere blodig pendant til tyrefægtning, kan man sige. Værket trækker på inspiration både fra den franske maler Eugène Delacroix’ og fra den italienske renæssancemaler Paolo Uccellos maleri ”Slaget ved San Romano”, som Mikines havde tæt inde på livet i sin akademitid, da William Scharffs (1886-1959) kopi hang – og stadig hænger – i Kuppelsalen på Charlottenborg. Her gennemskærer lanserne kompositionen på kryds og på tværs og skaber nogle dynamiske diagonaler – parallelt med de alvorlige og koncentrerede hvalfangeres spyd hos Mikines. De sorte, bugede hvalkroppe, der forsøger at vride sig fri i det blodrøde hav, modsvarer de faldne heste i Uccellos slagscene.
Navnlig én professor på Kunstakademiet kom til at præge Mikines’ kunst: symbolisten Ejnar Nielsen (1872-1956), som var hans mentor i akademiårene, og som blev hans ven. Han besøgte Mikines på Færøerne i sommeren 1950. Hvor meget denne stod i gæld til sin professor, fremgår blandt andet af selvportrættet fra 1933, hvor Mikines låner komposition og kolorit fra sidstnævntes maleri ”Den blinde. Gjern” (1896 og 1998). I sit selvportræt fremstår Mikines som en smuk og statelig ung mand, der kigger med et fast blik på beskueren. Hans ansigt er smalt, og han har en kløft i hagen. Han er iklædt en gulbrun bluse og en sort jakke og står i et mørkt rum. Man bemærker, at penslen og paletten optræder ganske diskret. Faktisk virker det, som om Mikines i denne malede ”selfie” klart har prioriteret sin egen personlighed frem for sit kunstnerskab.
I et andet ikonisk maleri, hvis motiv Mikines vendte tilbage til flere gange, ”Hjem fra begravelse” (1937) var han ligeledes inspireret af flere af Ejnar Nielsens pyramideformede kompositioner, blandt andet portrættet af den svenske forfatter Ellen Key (1906). Dette værk er næsten ubærligt i den sorte og knugende smerte, som han maler frem. Det synes, som sad det sørgende begravelsesselskab i Charons båd med retning mod dødsriget Hades.
Sorger var der nok af i Mikines’ liv. Dertil kom, at han led af hudlidelsen psoriasis, der gav anledning til mange hospitalsindlæggelser. Derudover var han psykisk ustabil. Den særdeles plagede mand gjorde ikke livet let for sine nærmeste omgivelser, og han søgte ofte trøst i flasken. Der er flere værtshusscener – heraf nogle med tydelig inspiration i den norske ekspressionist Edvard Munchs (1863-1944) mange drukscener.
Mikines var gift to gange – først med grafikeren Elinborg Lütken fra Klaksvig og dernæst med sygeplejersken Karen Nielsen, som han fik sønnen Kári med. Udstillingen viser to portrætter af Karen både som gravid (1956) i en lang, rød slåbrok – billedet er en pastiche på Michael Anchers portræt af sin gravide hustru Anna Ancher fra 1884 – og et, hvor hun ammer deres søn, som Mikines også portrætterer, da han er 14 år. En væg er viet til portrætter også af hans forældre. Her bemærker man især det fremragende, suggestive ”madonnaportræt”, ”Kvinde fra Mykines” (1934).
Der er også motiver fra Bornholm – inspireret af Oluf Høst (1884-1966), der tog vel imod ham dér – og fra Bovbjerg i Vestjylland, hvor den da afdøde Jens Søndergaards (1895-1957) kunst var en vigtig inspirationskilde. Mikines’ værker er indlemmet i mange offentlige og private samlinger på såvel Færøerne som i Danmark. I Færøernes ældste kirke, Sankt Olav i Kirkjubøur på hovedøen Streymoy, hænger hans altertavle fra 1967. Den er skitseagtigt og løst malet, men sender lys og farve ud i det ellers prunkløse, hvidkalkede kirkerum. Billedet blev til under en af Mikines’ mest alvorlige kriser og deler stadig vandene. Her ser vi Jesus stærkt illumineret. Han er netop kommet ned fra bjerget og bevæger sig nu vandrende på vandet i Genesaret Sø hen mod disciplene, der sidder opskræmte i den overfyldte båd – en ægte færøbåd.
Her i efterdønningerne efter sundhedskrisen, hvor de fleste mennesker holder sommerferie i Danmark, kan man få en ægte færøsk naturoplevelse i smukke Kerteminde og det helt uden at løse billet til Færøerne.