Ifølge sociologerne udspiller der sig i disse år en intens klassekamp mellem to grene af middelklassen. Denne klassekamp er samtidig årsagen til mange af de samfundsudviklinger, som foregår. Det drejer sig om udviklingen i forholdet mellem land og by, mellem håndens og åndens arbejdere, mellem populister og ikke-populister, mellem forskellige identiteter og kulturer og mange andre ting.
De to grene af middelklassen kan vi kalde den gamle og den nye middelklasse. Den gamle middeklasse var dominerende frem til 1980’erne. Den har sin rod i de mellemstore byer, og den består af handlende, håndværkere, mindre virksomhedsejere, veluddannede arbejdere, landmænd og lignende. I årtier nød denne gren af middelklassen stor respekt. Den satte takten i lokalsamfundet, og den var vel repræsenteret i parlamenterne. Dens værdier om flid, sparsommelighed og selvdisciplin dominerede samfundet i mange år.
Kritikken af den gamle middelklasse kom især i kølvandet på det såkaldte 68’er-oprør. Den blev beskyldt for at være konform og stivnet. Denne kritik af den gamle middelklasse er i dag fuldt ud accepteret i den nye middelklasse.
Den gamle middelklasse findes stadig, men den er ikke længere toneangivende i middelklassen. Denne rolle er overtaget af den nye middelklasse bestående af overvejende akademisk uddannede, som bor i storbyerne. Personerne heri beskæftiger sig blandt andet med kommunikation, medier, rådgivning, uddannelse og konsulentvirksomhed. Antallet af personer i den nye middelklasse er eksploderet i de seneste årtier i kølvandet på uddannelseseksplosionen og masseuniversiteterne.
Den nye middelklasse har i modsætning til den gamle middelklasse ikke et særligt geografisk sted, hvor den hører til. Den er mobil, men bor dog næsten altid i en af storbyerne. Dens værdier er præget af kosmopolitiske ideer, kreativitet og ”nye tanker og idéer”. Samtidig med, at den nye middeklasse er blevet dominerende, er dens værdier også blevet det. I stedet for det konforme er kravet i den nye middelklasse, at man altid bør stræbe efter at være noget særegent som menneske.
Årsagen til, at den nye middelklasse har vundet over den gamle, er grundlæggende, at samfundsøkonomien har ændret karakter. Man tjener ikke længere gode penge ved blot at producere flere varer eller tjenesteydelser. Markeder er allerede mættede med dem.
Det, som i dag gør, at varer og tjenesteydelser kan sælges til en ekstrapris, skyldes, at de har fået et særligt image eller en særlig fortælling knyttet til sig. Om varerne kan der for eksempel berettes om, hvilken økologisk landmand der har produceret dem. Eller der kan fortælles om, at dette parti kaffe er resultatet af fairtrade . Om tjenesteydelserne som for eksempel rejser kan der skabes en historie om, hvilken autentisk destination, man kan komme hen til. Masseturisme tælles ikke længere.
Den gamle middelklasse er som sagt ikke forsvundet, men den er frustreret over at være blevet tilsidesat. Den mener i bund og grund stadig, at det er den, som holder samfundsøkonomien i gang, mens den nye middelklasse blot producerer varm luft. Den gamle middelklasse er også vred over, at dens hjemstavn – de mindre bysamfund – i de fleste vestlige samfund tømmes for funktioner og mennesker. Der forsvinder virksomheder og offentlige kontorer, som flytter til de større byer.
I Danmark er det blandt andet politistationerne, sygehusene og rådhusene i de mindre byer, som har måttet lade livet.
På det værdimæssige område er den gamle middelklasse ofte kritisk over for den nye middelklasses meget kosmopolitiske og liberale indvandrings-, familie- og kulturpolitik.
Den gamle middelklasse revolterer direkte og indirekte i mange vestlige samfund i disse år. Tea Party-bevægelse og Trump i USA. Brexit i Storbritannien. De gule veste i Frankrig. Og partier som Dansk Folkeparti, Sverigedemokraterne og partiet Lov og Retfærdighed (PiS) i Polen er alle politiske manifestationer fra den gamle middelklasses side mod den tilsidesættelse, som den er udsat for af den nye middelklasse.
Også de mange politiske debatter i stort set alle vestlige samfund om storbyerne versus landområderne og mindre byer, om håndværkerjobs versus akademikerjobs, om flid og kundskaber versus kreativitet og mange andre lignende ting afspejler kampen mellem den gamle og den nye middelklasse. Det er middelklassekamp med andre midler.
Peter Nedergaard er professor ved institut for statskundskab på Københavns Universitet.