Noget er forandret ved Rembrandt van Rijns ”Nattevagten”, der siden 1885 har været hovedattraktionen på det hollandske nationalmuseum i Amsterdam. Eller rettere sagt: Noget er igen blevet, som det plejede at være.
Det verdensberømte værk fra 1642, der i 1715 blev skåret voldsomt til i alle sider for at passe ind mellem to døre på Amsterdams rådhus, har fået påklistret fire midlertidige tilføjelser, som skal give beskueren en oplevelse af, hvordan værket oprindeligt så ud.
Men penselstrøgene på de nye tilføjelser er ikke som i vanlig stil malet af en konservator. De er frembragt ved hjælp af kunstig intelligens. Forskere har med en særlig algoritme nærstuderet det berømte værk samt en samtidig kopi, fra før det blev beskåret. Og på baggrund af algoritmens analyse har de formået at genskabe de tabte dele af værket – tro mod den hollandske guldaldermalers stil.
Det endelige resultat er bestemt vellykket, vurderer Jørgen Wadum, tidligere professor i konservering og restaurering ved Amsterdam Universitet, som i dag er specialkonsulent i nederlandsk maleri på Nivaagaards Malerisamling.
”Det giver et fantastisk indblik i, hvordan værket oprindeligt har set ud. Den oprindelige dramatiske dynamik er blevet genskabt, og vi får en større og mere rummelig fornemmelse af, hvad Rembrandt egentlig tænkte, da han lavede maleriet,” siger Jørgen Wadum, der har høje forventninger til, hvordan den teknologiske udvikling vil komme til at påvirke hans felt.
”Jeg tror, at den kunstige intelligens vil blive en stor berigelse af den måde, vi evaluerer kunsten på og forstår kunsten på. Der er uanede muligheder for, hvordan man kan gruppere den kunst, vi kender, og forstå nogle historiske udviklinger, som det menneskelige øje ikke opfanger, fordi der er så meget data, der skal bearbejdes.”
Det er første gang, at kunstig intelligens bliver brugt til at genskabe et verdenskendt maleri i ”Nattevagtens” kaliber. Men brugen af kunstig intelligens i kunstens verden er ikke noget helt nyt fænomen.
I de seneste år er kunstnere og programmører i stigende grad begyndt at eksperimentere med skabelsen af computergenereret kunst. Rembrandt spillede også en hovedrolle i 2016, da en algoritme ”malede” et originalt portrætmaleri i den hollandske mesters stil efter at have gennemgået hans værker. Og i 2018 vakte det opsigt, da et portræt af en tilfældigt genereret person, som var blevet skabt på baggrund af kunstig intelligens, blev solgt for et millionbeløb på auktionshuset Christie’s i New York.
Den kunstige intelligens i billedkunsten fungerer typisk ved hjælp af et såkaldt generative adversarial network, hvor to computere bliver fyldt med et hav af eksisterende værker, hvorefter de bliver sat til at konkurrere. Den ene computer genererer kunsten, mens den anden vurderer billederne og forsøger at lure, om billedet er menneskeskabt, eller om en maskine står bag.
Teknologiens indtrængen i kunsten begrænser sig ikke til billedkunsten. På den musikalske scene er den kunstige intelligens også ved at tage ved lære af musikkens største navne, og der bliver tilmed udviklet algoritmer, som kan efterligne og kreere numre baseret på specifikke kunstnere som The Beatles og Nirvana.
Programmører eksperimenterer for tiden også med computergenererede digte, der skriver sig selv baseret på analyse af eksisterende litteratur. Det kan for eksempel lyde som følgende vers, der stammer fra en algoritme baseret på 100 britiske digtere:
”Jeg lukker øjnene og prøver at huske, hvad jeg var./ han siger, det var en vigtig og interessant dag,/ fordi jeg en nat i hans hænder lagde/ lysboksen, der havde været et træ.”
Den computergenerede poesi kan i bedste fald betegnes som abstrakt, og musikken virker stadig uharmonisk og en anelse bizar. Men teknologien er under konstant udvikling, og måske er det blot et spørgsmål om tid, før eksperterne ikke længere vil kunne differentiere mellem en ægte Rembrandt og en computergenereret imitation. Og hvad vil det så betyde for den menneskeskabte kunsts fremtid?
Ifølge Kasper Støy, der forsker i kunstig intelligens og robotteknologi på IT-universitetet i København, kommer det lidt an på, hvilken kunst man har i tankerne.
”Den kunstige intelligens er blevet sindssygt dygtig, og den kan arbejde ud fra en enorm database. Så hvis det er ’Brølende hjort ved skovsø, iteration 200’, som den skal male, så vil jeg skyde på, at den godt kan konkurrere med mennesket.”
Men den kunstige intelligens er ikke ufejlbarlig, forklarer Kasper Støy.
”Akilleshælen er, at den kunstige intelligens typisk bygger på en database af allerede eksisterende eksempler. Og fordi man ikke kommer over de eksempler, som allerede er i systemet, bliver nyskabelsen aldrig stor.”
Det samme gælder ifølge Kasper Støy de digte og den musik, som den kunstige intelligens kreerer.
”Det kan godt være vellykket, men det kommer altid til at lyde som noget, vi allerede har hørt før. Man tager ikke springet fra blues til rock ved at bruge kunstig intelligens,” siger han.
Den prisbelønnede kunstner Cecilie Waagner Falkenstrøm beskæftiger sig med spændingsfeltet mellem kunst og kunstig intelligens. I hendes interaktive værker stifter publikum bekendtskab med instanser af kunstig intelligens, der skal få beskueren til at fundere over vores forhold til teknologien og vores egen menneskelighed. Det er en vigtig eksistentiel undren, påpeger hun.
”Når der kommer en teknologi, som lige pludselig kan simulere følelser, og som kan skabe og være kreativ, så peger det tilbage på os. For det er jo karaktertræk, vi ser som unikt menneskelige. Teknologien får os til at gentænke, hvem vi er som mennesker. Også i forhold til kunsten – for hvad vil det sige, at noget er ægte og autentisk?”
Alligevel frygter Cecilie Waagner Falkenstrøm som kunstner ikke for selv at måtte vige fra sin plads til fordel for maskinen. Kunst kræver noget menneskeligt, som den kunstige intelligens aldrig vil kunne efterligne, påpeger hun.
”Kunst handler om at stille de spørgsmål, der er større, end hvad vi kan besvare. Det handler om at turde noget og ville det umulige. At sætte et spejl op over for verdenen, så vi kan se os selv med nye øjne. Med andre ord skal kunsten kunne vove noget nyt. Og det kan den kunstige intelligens ikke på egen hånd.”
Cecilie Waagner Falkenstrøm opfatter ikke den kunstige intelligens som en trussel, men nærmere som en samskaber.
”Kunstig intelligens udgør et fantastisk kreativt rum, hvor man kan interagere med algoritmerne og skabe noget i en kreativ proces. Det er i samarbejdet mellem mennesket og teknologien, at den bedste kunst bliver skabt,” siger hun.
Den kunstige intelligens kan efterligne de store mestre og sågar hjælpe os med at genskabe tabte værker, som det lykkedes på Nationalmuseet i Amsterdam. Men det vil altid være ved at stå på skuldrene af fortidens kæmper, og det vil aldrig bryde med den eksisterende kunsts regler. Så skønt den kunstige intelligens måske snart vil være i stand til at male en Rembrandt, skal vi altså ikke sætte vore lid til, at en maskine bliver den næste Rembrandt.