Kristeligt Dagblad mener: Kirker, samarbejd gerne med kommunen, men spar på den varme luft

Ordet "samskabelse" trender i folkekirken. Det luftige begreb kan blive for 2020’erne, hvad "dialog" var for 2010’erne: Et populært udtryk, som bliver brugt ustandseligt, men som er en så uformelig masse, at enhver kritik vil kunne afvises som misforstået

Jens Christian Top/Ritzau Scanpix

Helsingør Stift søgte en samskabelseskonsulent for nogle uger siden. Den nye stillingsbetegnelse ledte tankerne i retning af andre titler, der er skudt frem de senere år, som innovationsrebel, kaospilot og facility management officer. Det sidste betyder bare pedel.

Alle de lange betegnelser er ufolkelige, umundrette og umusikalske. Måske var det en af grundene til, at Helsingør Stift hen ad vejen ændrede titlen samskabelseskonsulent til stiftskonsulent. Men ordet samskabelse trender stadig i folkekirken.

Selvom fortalerne for samskabelse ofte argumenterer for, at der ikke er tale om samarbejde, viser forløbet, hvor kirkens medarbejdere pludselig skulle bære orange T-shirts med kommunale slogans på for at passe ind i kommunens koncept for integration.

Anders Ellebæk Madsen

Skal man være glad for samskabelse som kirketrend? Som regel bruges ordet om en proces, hvor det offentlige og det private sammen skaber velfærd. Og det siger sig selv, at det giver god mening at samarbejde med lokale plejehjem om demensgudstjenester. Eller om alt muligt andet, hvor formidling af kristendom kan tænkes sammen med diakoni.

Men samskabelse er noget andet end samarbejde, hævder fortalere.

Folkekirken leverer ikke mindst socialt arbejde i samskabelsesprocessen. Og et sigende eksempel er de middage på tværs, som Varde Kirke har stået for, der blev inddraget i det kommunale integrationsarbejde.

Selvom fortalerne for samskabelse ofte argumenterer for, at der ikke er tale om samarbejde, viser forløbet, hvor kirkens medarbejdere pludselig skulle bære orange T-shirts med kommunale slogans på for at passe ind i kommunens koncept for integration, at der både er tale om helt konkret samarbejde, og at der skal indgås kompromisser i samarbejdet. Men det behøver dog ikke blive et problem for samarbejdet med kommunen, at folkekirken er religiøs. Det forsikrer Anne Tortzen, der sammen med to provster har redigeret en bog om samskabelse, om på Kristeligt Dagblads medie kirke.dk:

”Der kan være kommunale medarbejdere, der lige skal overkomme den der reservation, der hedder: De er nok bare ude på at missionere. Men det bliver nok mindre og mindre, at folk tænker sådan,” vurderer redaktøren.

Man kan få den bange anelse, at provsterne, der har redigeret en bog med forskeren, ikke har forklaret medredaktøren, at kirken naturligvis er ude på at missionere, at den i grunden er mission. I så fald burde kirken gøre det vilkår helt klart for kommunen.

Det luftige begreb om samskabelse har potentialet til at blive for 2020’erne, hvad dialog var for 2010’erne: Et populært udtryk, som bliver brugt ustandseligt, men som også er en så uformelig masse, at enhver kritik vil kunne afvises som misforstået.

Mens begrebet i de kommende år bliver masseret ind i sognene af kommuner og provster, er det derfor vigtigt at huske, at der ikke er noget samarbejde med kommunen, som ikke har politiske implikationer. Disse implikationer kan det være værd at tage med, men det ville gavne samtalen om samskabelse, hvis det blev sagt højt fra begyndelsen, at der naturligvis er politik i det glatte modebegreb.