Gravskriften over den socialdemokratiske æra er blevet trykt i talrige aviser de seneste år. Men nu tyder meget på, at rygterne om den røde roses afblomstring er stærkt overdrevne.
I hvert fald sidder der socialdemokrater for bordenden i både Sverige, Finland og Danmark. Og holder de norske meningsmålinger, flytter socialdemokraten Jonas Gahr Støre ligeledes ind i statsministeriet i Oslo efter dagens stortingsvalg.
”Det er virkelig en opsigtsvækkende udvikling – ikke mindst med tanke på, hvor mange kloge folk de senere år har kappedes om at forklare, hvordan tidsånden var løbet fra de europæiske socialdemokratier,” siger Bernt Aardal, der er professor emeritus i statskundskab ved Oslo Universitet, og som siden 1985 har været leder af valgforskningsprogrammet ved institut for samfundsforskning i den norske hovedstad.
”Men virkeligheden er bare den, at en række af dem – særligt i Skandinavien – har vist sig enormt tilpasningsdygtige. I dag samarbejder socialdemokraterne med flere partier og indgår flere kompromiser end tidligere – og derfor er man også i stand til at vinde magten frem for at gå til bunds med projektet,” siger han.
Fra Tønder til Tromsø er der således fornyet medvind til de røde faner. Og selv i Tyskland, hvor den socialdemokratiske finansminister Olaf Scholz’ kanslerkandidatur i månedsvis blev betragtet som et useriøst indslag på grund af SPD’s mangeårige nedtur, ligger Europas ældste arbejderparti nu lunt i svinget frem mod forbundsdagsvalget den 26. september.
Spørgsmålet er, om en ny, socialdemokratisk zeitgeist vitterligt blæser ind over Nordeuropa? Eller om den borgerlige modstand blot er så svag, at selv socialdemokratiske skygger af fordoms storhed kan tilkæmpe sig magten ved hjælp af taktisk snilde og en veludbygget kompromisvilje?
”For mig at se er det afgørende skifte, at den neoliberale tankegang, som har domineret synet på politik og økonomi siden begyndelsen af 1980’erne og frem til for ganske nylig, er forsvundet i baggrunden,” siger Lars Olsen, mangeårig venstrefløjsdebattør og medforfatter til bogen ”Rige børn leger bedst”, som udkom tidligere i år.
”Det er udtryk for et skifte i tidsånden, som er enormt gunstigt for centrum-venstre i mange lande. Det betyder ikke, at socialdemokratierne får magten serveret, men det betyder, at hvis de er i stand til at udnytte den voksende appetit på offentlige investeringer i velfærd samt befolkningernes øgede bevidsthed om grænserne for globalisering og liberalisering, så ser det rigtig lyst ud.”
Forbindelsen til arbejderklassen
Lars Olsen peger på, hvordan EU for eksempel har ført en langt mere offensiv investeringspolitik under coronakrisen, end tilfældet var under finanskrisen i 2008, ligesom der er blevet vedtaget massive offentlige investeringer i både Storbritannien og USA de senere år. Med andre ord har både røde og blå politikere distanceret sig fra den nedskæringspolitik, som særligt Ronald Reagan og Margaret Thatcher blev synonyme med – og sådan set også lagt afstand til Labour-lederen Tony Blairs idé om ”den tredje vej”. Udviklingen er sket parallelt med, at de europæiske socialdemokratier har forsøgt at genetablere forbindelsen til arbejderklassen og den lavere middelklasse.
”Det har været hovedudfordringen de senere år, og der mener jeg, at toneangivende danske socialdemokrater som Mette Frederiksen, Kaare Dybvad, Peter Hummelgaard og Mattias Tesfaye har været enormt bevidste om, at partiets forbindelse til lønmodtagere med almindelige jobs var afgørende. Og den har man genskabt ganske succesfuldt med decentralisering, Arne-pension og en stram udlændingepolitik,” siger Lars Olsen.
”Man har formået at remobilisere en vigtig base, og det er sandsynligvis også den samme gruppe af vælgere, der gør, at de norske socialdemokrater vinder valget nu – godt hjulpet på vej af det progressive og anti-elitære Centerpartiet, som får rigtig mange stemmer i arbejderklassen og Udkantsnorge. Er du som moderne socialdemokrati ikke i stand til at etablere forbindelsen til netop den vælgergruppe, så kan du ikke forvente et langvarigt lederskab i disse år. Og der kan Mette Frederiksen bestemt være en kilde til inspiration for andre partier rundtom i Europa,” mener han.
Men bør de borgerlige partiers udfordringer i en række lande ikke også tilskrives en væsentlig del af forklaringen på socialdemokratiernes umiddelbare succes?
”CDU’s kanslerkandidat i Tyskland (Armin Laschet, red.) har åbenlyst klumret i det. Men jeg mener alligevel ikke, at den bølge, de nordeuropæiske socialdemokratier rider på lige nu, skyldes, at de borgerlige har været bovlamme. Det skyldes, at omstændighederne har gjort det sværere at være borgerlig – deres nedtur er derfor et symptom på udviklingen i tidsånden.”
Magt trods tilbagegang
Trods skandinaviske regeringsposter og et lurende tysk comeback i horisonten er alt dog ikke guld og grønne skove for de europæiske socialdemokratier.
I både Frankrig, Holland og flere steder i Sydeuropa er de traditionelle, røde magtpartier mere eller mindre marginaliseret, og selv i Skandinavien, hvor socialdemokratierne traditionelt har været synonyme med velfærdsstatens opbygning og – ikke mindst – fremtidssikring, er partierne blevet decimeret kraftigt de senere år. 1990’ernes velmagtsdage med 30 til 40 procents opbakning er i dag vekslet til ustabile koalitioner og målinger, hvor 25 procent i de fleste lande vækker glæde.
”Og netop derfor tror jeg også, at man skal være varsom med at tale om en decideret socialdemokratisk tidsånd,” lyder vurderingen fra Anders Widfeldt, lektor og underviser i nordisk politik på University of Aberdeen.
”Der er ingen tvivl om, at det er enormt interessant, at selv de tyske socialdemokrater nu også genopstår fra de døde. Men som de siger i Sverige: Én flue gør ingen sommer.”
En af de socialdemokrater, som dog spås at holde en del somre endnu, er danske Mette Frederiksen. Siden regeringsskiftet i 2019 er den danske statsminister blevet noget nær verdenskendt for sit ryk til venstre på den økonomiske politik og – ikke mindst – et skarpt højresving på værdi- og udlændingepolitikken. Sådan ser den socialdemokratiske kurs dog langtfra ud i Sverige og Tyskland, og spørgsmålet er, om den danske opskrift på succes overhovedet kan overføres til andre lande?
”Mette Frederiksen er en ganske snu taktiker, og hun gjorde mange ting rigtigt i forbindelse med det seneste valg – for eksempel ved at sætte Dansk Folkeparti ud af spil. Men jeg er ikke sikker på, man uden videre kan overføre den danske strategi til andre lande. Og man skal også huske, at selvom Mette Frederiksen vandt magten, så gik partiet faktisk lidt tilbage sammenlignet med i 2015,” siger Anders Widfeldt fra University of Aberdeen.
”Den tilsyneladende succes, som Olaf Scholz i Tyskland og Mette Frederiksen i Danmark har, kan i højere grad tilskrives deres modstanderes svaghed end deres egen styrke. Både Venstre og CDU er jo et stykke hen ad vejen kollapset. Og selv hvis vi accepterer Mette Frederiksen som den store succesfortælling, i hvert fald for nu, så er jeg ikke sikker på, at det vil virke for andre at forfølge en linje med stor vægt på en autoritær leder og en hardliner-kurs på udlændingepolitikken. Slet ikke, faktisk.”
Succes for konservativ venstrefløj
Ikke desto mindre gik forhenværende Labour-leder og britisk premierminister Tony Blair i foråret i brechen for en socialdemokratisk afstandtagen til den politisk korrekte og woke del af venstrefløjen. Ellers risikerer man at tabe kulturkampen, advarede Anders Widfeldt.
”Folk bryder sig ikke om, når deres land, deres flag eller deres historie ikke bliver respekteret,” skrev den forhenværende premierminister i magasinet New Statesman.
En af dem, som har beskæftiget sig indgående med idéen om ”den konservative venstrefløj”, er Eric Kaufmann, forfatter og professor i politik ved Birkbeck College, University of London.
Og han ser det danske og det norske socialdemokratis øjeblikkelige succes ”som en delvis funktion af deres pragmatiske omfavnelse af en kulturel-national konservatisme i kombination med en venstreorienteret økonomisk politik”.
I Sverige og Tyskland, understreger han, er situationen en lidt anden.
”Men træder vi et skridt tilbage og betragter udviklingen helt generelt, så ser nøglen til succes for socialdemokratierne ud til at være en konsolidering af den kulturliberale vælgerbase samtidig med tilstrækkeligt mange stemmer fra det, man kunne kalde den klassiske lavindkomstarbejderklasse,” vurderer Eric Kaufmann.
”Og jeg tror, den forening af interesser er mulig – omend det er markant lettere i en tid, som stadigvæk er præget af coronakrisen med lav migration og økonomien og sundhedsvæsenet som primære kilder til bekymring. Den kulturkrig, som især var dominerende i Vesten mellem 2014 og 2019, og som svækkede venstrefløjen mange steder, har delvist været suspenderet af pandemien og de lukkede grænser. Når den blusser op igen, bliver det interessant at se, om socialdemokratierne kan holde skansen,” siger Eric Kaufmann.
Når dagens norske valg er overstået, vil det vise sig, om Jonas Gahr Støre og de norske socialdemokrater bliver tvunget til at søge flertal gennem samarbejde med de radikale rød-grønne partier i Stortinget. Uanset hvad er et samarbejds- og kompromisvilligt socialdemokrati et noget nær uomgængeligt vilkår for fremtiden, vurderer forfatter Lars Olsen.
”Socialdemokratierne kommer næppe tilbage til de 40 procent, som de havde frem til en gang i 1990’erne i flere lande. Det skyldes blandt andet, at vælgerkorpset er blevet mere heterogent og ikke længere kan rummes af et parti, men snarere af en koalition. Med den rigtige politik tror jeg dog godt, Socialdemokratiet kan fastholde rollen som det store parti i den rød-grønne koalition i de nordeuropæiske lande,” siger Lars Olsen.