Siden udviklingsminister Christian Friis Bach (R) tidligere på sommeren udtalte, at han mener, at Afrika bør indføre privat ejendomsret og øgede rettigheder for kvinder, er han blevet mødt med massiv kritik i den hjemlige debat. Ministeren er flere steder blevet skudt i skoene, at hans hensigt skulle være nykolonialistisk, kulturimperialistisk og forældet.
En kritik, der også spredte sig til Afrika og tidligere på måneden kulminerede med, at samtlige danske ambassader på kontinentet modtog et protestbrev fra en gruppe afrikanske organisationer.
Afrika har suverænitet og vil ikke acceptere at blive genkolonialiseret, skriver de i brevet.
LÆS OGSÅ: Mobiltelefonen skal hjælpe Tanzanias børn
Mens Christian Friis Bach er uenig i kritikken, er han samtidig glad for, at han har rejst en vigtig debat.
Jeg bliver skudt i skoene, at jeg vil kolonialisere Afrika, men tværtimod vil kvinderettigheder og privat ejendomsret styrke kontinentets muligheder for selv at kunne bestemme og drive udviklingen frem. Det er en uafhængighedsdagsorden, der ligger i det, ikke en kolonialistdagsorden. De ord, jeg er blevet lagt i munden, står ingen steder i det, jeg har sagt og skrevet. Når det gælder ejendomsretten over for den lokale kulturforståelse, er det en væsentlig debat at tage, og man placerer hele det afrikanske kontinent i en offerrolle, hvis man mener, at de ikke kan tåle en debat om menneskerettigheder og markedsøkonomi, siger han.
Mens flere kritikere har udtalt, at udviklingsministeren tramper på Afrikas suverænitet, når han behandler indenrigspolitiske emner som kvinderettigheder og ejendomsret, ser Christian Friis Bach det som nødvendigt, at man står ved sin politiske holdning, også når debatten udspiller sig på den internationale scene:
Det er ikke, fordi jeg vil prakke andre vores modeller på. Det er et spørgsmål om at stå fast på, at de internationale menneskerettigheder er et afgørende fundament. Det gælder også i en afrikansk landsby. Jeg mener, at forandringerne skal komme indefra og nedefra, men man er da et skarn, hvis man som politiker ikke står ved sine værdier og ikke tør sige de ting, man mener er afgørende for at skabe vækst og velstand.
Friis Bach peger på, at det helt generelt er sundt med politisk dialog på tværs af kontinenterne:
Afrika og Vesten er afhængige af hinanden, og problemer og muligheder strømmer over landegrænser hurtigere end før. Det kræver en global debat og dialog. Vi skaber ikke udvikling uden at udfordre traditionelle værdier, kulturelle mønstre og magtforhold. Og der har i dele af debatten været en tendens til, at kulturforståelsen har skygget for det, vi tror på: demokrati, menneskerettigheder og markedsøkonomi. Det kan og vil skabe forandringer i verden.
Udviklingsministeren peger desuden på væsentligheden af, at debatten går begge veje over Middelhavet.
Jeg oplever et langt stærkere Afrika, der sagtens kan tale for sig selv. De har en stærk befolkning, der kan stå op for sine holdninger og også tale om emner, der vedrører Europa, siger Friis Bach.
Og mens EUs landbrugsstøtte har skabt overproduktion af fødevarer i Europa og underskudsproduktion i Afrika, opfordrer Christian Friis Bach til, at afrikanerne lægger pres på EU.
Den europæiske landbrugspolitik har haft store konsekvenser for kontinentet, og selvom støtten er blevet bedre og mindre skadelig, er der stadig behov for at gøre mere. Jeg håber bestemt, at de afrikanske landbrugsorganisationer vil stille sig op og kritisere os for landbrugsstøtten, for den skal netop forandres i takt med de globale udfordringer, siger han.
Efter Friis Bachs mening bør det afrikanske landbrug have de samme muligheder for at modernisere produktionen som den vestlige del af verden.
De reaktioner, der har været fra det afrikanske kontinent, har i høj grad været orkestreret af personer, der grundlæggende har en anden dagsorden. Og her er det en pointe, at de mener, at omverdenen skal holde sig ude af Afrika og bevare den lokale kultur og natur, som den er. Jeg mener, at kontinentet er kommet længere end til, at de skal vælge en anden udviklingsvej end den, vi har valgt i vores del af verden, siger han.
Afrika har i mange år været afhængig af at importere fødevarer fra udlandet. Og selvom bæredygtighed er et kernepunkt i Danmarks udviklingsstrategi, mener Friis Bach, at man skal anerkende, at det kan være nødvendigt for de afrikanske landmænd at bruge gødning, hvis produktionen skal kunne svare til behovet:
Man bliver nødt til at kigge meget nuanceret på situationen. Vi knokler for bæredygtige landbrugssystemer, men man skal bare passe på, at man ikke presser en økologisk- og biodynamisk model ned over hele kontinentet. Der er forskellige behov, og hvis vi skal møde den enorme udfordring, der er for Afrika i at producere fødevarer nok, bliver der brug for sprøjtemidler og kunstgødning. Der er masser af afrikanske landmænd, der ikke kan klare sig uden kunstgødning, fordi de ikke kan få gang i frugtbarheden i jorden, hvis ikke de tilfører noget. I hvert fald i en periode, siger Christian Friis Bach.
I løbet af de senere år er Kinas engagement i Afrika vokset betragteligt, hvilket har været positivt for økonomien, men det er langtfra alle steder, at det også har resulteret i gode forhold. I flere lande skaber de kinesiske investeringer elendige arbejdsvilkår, og den hårdhændede behandling går også ud over naturressourcerne. For at løse det problem mener Christian Friis Bach, at befolkningen skal mobiliseres, så den kan sige fra over for indblanding udefra:
Jeg synes generelt, at kinesernes engagement i Afrika er rigtig fornuftigt, men de steder, hvor kineserne ikke behandler miljøet og lokalbefolkningen godt, er det vigtigt, at befolkningen stiller krav til kineserne, ligesom vi oplever nu i Mozambique, hvor fagbevægelsen siger fra. Og her er den private ejendomsret og kvinders rettigheder igen en væsentlig faktor for at kunne stå imod. Det handler om at styrke befolkningens muligheder for selv at kunne gøre noget ved det.
Foruden den folkelige modstand mener ministeren, at Vesten har en væsentlig rolle i arbejdet for at styrke samfundsstrukturerne i de sårbare lande.
Det er fundamentalt for den danske strategi, at menneskerettighederne både som mål og metode hjælper fattige mennesker med at stå op for deres rettigheder. Det handler om at sikre, at der er sundhedsklinikker, og at børn kan gå i skole. Desuden er det afgørende, at regeringerne stiller krav til de internationale investorer og bakker op om ytringsfrihed, demokratiske valg, fri presse og et effektivt retssystem. Det skaber uafhængighed, siger Christian Friis Bach.