Prøv avisen

Angolas korrupte elite hjælper Portugal gennem finanskrise med lyssky penge

Den angolanske præsident, José Eduardo dos Santos, der på banneret hyldes som ”fredsarkitekten”, har stået i spidsen for landet siden 1979. Trods store indtægter fra blandt andet olie og diamanter lever 70 procent af befolkningen for under to dollar om dagen, mens Angolas overklasse investerer deres mange penge i den tidligere koloniherre Portugal. – Foto: Estelle MaussionAFP.

Portugal har midt i sin store økonomiske krise fået hjælp fra uventet kant: Angola. Den tidligere portugisiske koloni har takket være enorme olieindtægter og omfattende korruption råd til at opkøbe en række portugisiske virksomheder

Penge lugter ikke, hedder det sig, og talemåden har utvivlsomt sine tilhængere i øjeblikket i Portugal. Store pengesummer af blakket oprindelse strømmer ind fra landets tidligere koloni Angola og hjælper Portugal med at skaffe kapital på et tidspunkt, hvor landet står i en omfattende økonomisk krise.

LÆS OGSÅ: Angolas jernbane genåbner efter 18 år

For at leve op til krav fra EU og Den Internationale Valutafond er Portugal i færd med at privatisere en række statslige selskaber, og en af de ivrige opkøbere er Angolas statslige oliefirma Sonangol. Senest har Sonangol kastet sine øjne på hospitalskæden HHP Saúde, som ejes af den statslige finansgruppe Caixa Geral de Despósitos, men netop er udbudt til salg.

Angola er Portugals fjerdestørste handelspartner, og næsten fire procent af Portugals børsnoterede aktier ejes nu af angolanske firmaer. Den portugisiske premierminister, Pedro Passos Coelho, var for få måneder siden på charmeoffensiv i Angola for at opfordre angolanerne til at investere endnu mere i Portugal. Pengene kommer fra Angolas store rigdomme af olie, gas og diamanter.

Men mens de angolanske penge luner i den portugisiske økonomi, er der mindre grund til begejstring over arrangementet, set med den angolanske befolknings øjne. Bortset fra det spektakulære i rollebyttet mellem den tidligere kolonistormagt og en af dens kolonier, som kan siges at rumme sin egen historiske ironi, er opkøbene i Portugal et symptom på, hvordan en lille korrupt elite suger værdier ud af Angola. Når So-nangol har råd til at investere i Portugal, skyldes det, at en uforholdsmæssig stor del af landets olieindtægter ikke havner i den fælles statskasse.

Den angolanske befolkning har ingen fordel overhovedet af investeringerne. Pengestrømmen går deres næse forbi, siger Carlos Barros, økonom og forsker ved Center for Afrikanske Studier og Udvikling ved Lissabons Tekniske Universitet.

Sammen med to kolleger har han analyseret Angolas direkte investeringer i Portugal, og de konkluderer i en rapport, at korruptionen i Angola er en hovedkilde til de portugisiske investeringer. Den politiske elite snupper en stor del af den rigdom, der bliver skabt i landet, og de udenlandske investeringer er en fortrinlig måde at få legaliseret pengene på med andre ord: få dem vasket hvide.

På den måde risikerer Portugal at ende som en stor vaskemaskine for beskidte angolanske penge, mener blandt andre Rafael Marquez, direktør for antikorruptionsnetværket Maka Angola.

Portugiserne burde spørge, hvor pengene kommer fra, understregede han igen og igen over for de udenlandske medier, da Portugals premierminister besøgte Angola for at appellere om investeringer.

Men hverken portugiserne eller de øvrige samhandelspartnere spørger om ret meget i Angola, siger Elias Isaac, landedirektør for Angola i organisationen OSISA, der arbejder for åbenhed i det sydlige Afrika. Det er olien, der slår takten an, ikke hensynet til god regeringsførelse eller menneskerettigheder.

De internationale interesser er drevet af erhvervshensyn, ikke moral, siger han til den afrikanske nyhedsside Newstimeafrica.

Forretninger er der nok af muligheder for i Angola, siden en langvarig borgerkrig sluttede for 10 år siden. Landet er nu Afrikas største olieproducent efter Nigeria og samtidig rigt på gas og diamanter. Alene olien skaffer 110 millioner kroner i indtægter om dagen.

De enorme pengebeløb har det dog med at finde vej til nogle få udvalgte personer, som til gengæld alle har forbindelse til den angolanske præsident, José Eduardo dos Santos. Især én person går igen i de portugisiske investeringer: Isabel dos Santos, præsidentens datter. Isabel dos Santos forvalter efter sigende familieformuen og gør det så godt, at hun formodes at være en af Afrikas rigeste kvinder.

Ifølge den internationale organisation mod korruption Transparency International er Angola det 16. mest korrupte land i verden med en bundplacering som nummer 168 ud af 182, og i begyndelsen af året kunne menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch afsløre, at der var forsvundet 194 milliarder kroner fra det statslige olieselskab indtægter, som ikke kunne spores i selskabets regnskaber.

Den gennemgribende korruption er en af forklaringerne på, at Angola, trods de svimlende olieindtægter, stadig er et af verdens fattigste og mest ulige samfund. Omkring 70 procent af angolanerne lever for mindre end to dollar om dagen (11,50 kroner), og landet er nummer 148 ud af 187 i FNs humane udviklingsindeks. Det har verdens højeste børnedødelighed, og flertallet af indbyggerne har ikke adgang til selv de mest basale sundhedsydelser.

Til gengæld lider de rigeste ingen nød. Hovedstaden,Luanda, er blevet opgjort af konsulentfirmaet Mercer til at være verdens dyreste by for udlændinge foran Tokyo, og mennesker, der kender byen, kalder den Afrikas svar på Monte Carlo med hvide strande, hurtige biler og kasinoer.

Set i det perspektiv er det bekymrende at sende penge ud af landet, vurderer Ivar Kolstad, forskningsdirektør ved Christian Michelsen Instituttet i Norge.

Det er Angolas politiske elite, der investerer i Portugal, og den gør, hvad der tjener den. Men det ville være langt mere fornuftigt at bruge pengene hjemme til at gøre noget ved fattigdommen, siger han.

Ivar Kolstad har ikke de store forhåbninger om, at tingene vil ændre sig inden for de nærmeste år. Angola var i forvejen ikke noget velfungerende demokrati, og præsident dos Santos har gjort det endnu vanskeligere for sine politiske modstandere den seneste tid. Dertil kommer, at det under alle omstændigheder er meget vanskeligt at gennemskue, hvordan indtægterne fra olie, gas og diamanter bevæger sig gennem landets økonomiske system. En ting er dog sikkert: De rige skal nok sørge for at få deres andel.

Det er nemt at skaffe sig penge, hvis man hører til inderkredsen, siger Ivar Kolstad.

Ana Alves, angolansk-portugisiske professor ved Sydafrikas Institut for Internationale Studier, peger på, at selvom der er al mulig god grund til at stille spørgsmål til, hvor den angolanske overklasse får sine penge fra, bør kritikken også ramme de internationale firmaer, der indgår aftaler med blakkede regeringer.

Har de ikke også et ansvar for, at det store flertal af angolanerne stadig er fattige på trods af landets rigdomme?, spørger hun.

Hun mener heller ikke, at billedet tegner sig helt kulsort. Der er sket visse forbedringer af infrastrukturen de seneste år uden at det dermed er sagt, at der ikke er behov for en langt større indsats.

Der kan afgjort gøres mere for at forbedre levevilkårene for den store del af befolkningen, der lever under fattigdomsgrænsen, siger hun.

Som en angolansk blogger skriver på internetsiden paginaglobal.post:

Det er ikke tidspunktet til at hjælpe portugiserne, hvis vi ikke kan være sikre på, at svælget mellem rige og fattige (i Angola, red.) lukker sig.

Angola var portugisisk koloni i næsten 500 år fra omkring 1483, hvor den første portugisiske søfarer ankom til Angola, og frem til, at området i det sydvestlige Afrika blev selvstændigt i 1975.

Den portugisiske premierminster, Pedro Passos Coelho, burde interessere sig mere for, hvor de penge kommer fra, som Angola nu investerer i Portugal, mener blandt antikorruptionsnetværket Maka Angola. – Foto: Francisco LeongAFP.