Den økonomiske krise i Argentina har sendt landet på en nedtur, der truer med at gøre landet til et u-land. Efter fire års krise er Argen-tina foreløbig røget ned på linje med nogle af de langt mindre udviklede nabolande og fattige afrikanske lande.
- Argentina er endnu ikke et u-land på linje med Bolivia eller Burkina Faso, men halvdelen af argentinerne lever som et nyt proletariat i et land, der før krisen var Latinamerikas rigeste, siger Juan Fraga fra det argentinske socialforskningsinstitut.
Argentina, der indtil begyndelsen af 1970´erne trods flere militærdiktaturer brystede sig med Latinamerikas bedste velfærdsstat, er i dag i frit fald. Siden krisens begyndelse i sommeren 1998 er fattigdommen fordoblet. Alene siden den voldelige juleopstand i 2001 er næsten fire af de 37 millioner argentinere faldet igennem samfundets sikkerhedsnet, hvis enorme huller er forårsaget af lige dele selvforskyldt korruption og bivirkninger af programmer fra den Internationale Valu-tafond (IMF) op gennem 1990´erne. Nu kræver IMF og regeringen, at argentinerne strammer livbæltet yderligere, mens hjælpeorganisationer, kirken og den menige argentiner råber på hjælp.
Argentinas politikere har ifølge eget udsagn intet andet valg end at acceptere IMF´s sparekrav for at få et milliardlån, der måske kan stoppe krisen.
Iagttagere taler om en social nedsmeltning i Argentina, hvor fattigdommen især har ramt børnene. Over otte millioner af den argentinske ungdom er fattige eller får ligefrem for lidt at spise.
Oasen er udtørret
Igennem sidste århundrede var Argentina i sammenligning med nabolandene en sydamerikansk oase, hvor der var arbejde, et rimeligt sundhedsvæsen, forholdsvis lav kriminalitet og gode uddannelsesmuligheder.
- Oasen er tørret væk, siger María Lezcano fra en velgørenhedsorganisation i Buenos Aires.
Argentinas børn og unge præges for livet af krisen, fordi de dropper ud af skolen for at arbejde eller trods endt skolegang går ledige.
- De 6-12-årige børn rammes hårdest, fordi de vokser op i fattigdom, hvilket ifølge den argentinske sociale arv sandsynligvis bliver for resten af livet, siger María Lezcano.
Ifølge en ny rapport fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, lider halvdelen af de argentinske børn under fem år af jernmangel. Regeringen hjælper børnefamilier med 340 kroner om måneden. Men ifølge socialforskningsinstituttet i landet behøver en familie med to børn mindst tre gange så meget for at klare sig.
En ond cirkel
Krisen har skabt sin egen onde cirkel; Faldende produktivitet, efterfølgende arbejdsløshed med mindre købekraft og dermed faldende produktivitet. Cirklen skal brydes for at stoppe nationens frie fald.
Prisen på de mest basale fødevarer er efter forårets devaluering steget en tredjedel, uden tilsvarende lønforhøjelser til den i forvejen hårdt ramte argentinske arbejderklasse og middelklasse.
For nylig blev det for meget for den ellers tilbageholdende katolske folkekirke i landet. Den brød tavsheden. Kirken deltager nu i et debatforum med repræsentanter fra hele samfundet for at løse den desperate situation.
Kirken advarer regeringen, som i øjeblikket forhandler lån med Valutafondens topchefer, mod at gældsætte landet endnu mere.
- Hvad er et nyt låneprogram godt for. Mit eneste svar er, at nogen vil udvide deres imperium, siger kardinal Juan Carlos Maccarone med en tvetydig hentydning til landets elite og IMF´s store indflydelse på den økonomiske politik i Argentina.
Kirken er for eksempel meget utilfreds med de argentinske politikeres ydmyge accept af fondens sparekrav, der blandt andet har gennemtvunget en ny konkurslov, stoppet statsstøtte til national industri og skåret i statstilskuddene til landets provinser. Kirken udvandrede i foråret fra et møde med Valutafonden på grund af »fondens mangel på forståelse for argentinernes situation«.
Den tiltagende fattigdom ses tydeligt i de større byer. I forstæderne til Buenos Aires skyder små skurbyer op. Akkurat som i Mexico, Peru og Brasilien, hvor en stor del af befolkningen altid har levet i dyb fattigdom.