Markedet i landsbyen Bambadinca er godt i gang. Langs den støvede vej ind til byen har kvinderne slået deres små boder op eller lagt deres madvarer frem på blå plastikunderlag. Som i andre landsbyer langs den 150 kilometer lange vej fra hovedstaden, Bissau, i Guinea-Bissau er onsdag markedsdag og tidspunktet på ugen, hvor kvinderne forlader markerne og hjemmet for at tjene lidt penge og møde andre kvinder fra området. Snakken i Bambadinca er da også intens denne formiddag, for der er nok at diskutere. Guinea-Bissau er et af verdens fattigste lande, så udfordringer er der nok af for kvinderne i hverdagen. Et er at nå alt arbejdet, men noget andet er at holde dem selv og børnene i live. I et land, hvor op mod 90 procent af befolkningen ifølge organisationen Plan International lever for under en dollar om dagen, hvor 71 procent er analfabeter, og hvor 233 ud af 1000 børn dør, før de når femårsalderen, er spørgsmålene mange, men Nhima Cande står parat med nogle af svarene denne onsdag. Som sædvanlig har hun indtaget en central plads på markedet med sine grøntsager for både at tjene lidt penge og undervise sine medsøstre i hygiejne, sanitet og sygdomsforebyggelse.
LÆS OGSÅ: Afrikas mænd skal acceptere kvindens potentiale
Nhima Cande er 46 år og en robust kvinde. Hun var så heldig at få lov at gå seks år i skole som barn, og derfor kan hun læse lidt, hvilket er ualmindeligt i den hovedsageligt muslimske Bafata-provins, hvor hun bor. Kun få piger kommer i skole her, og de, der gør, bliver ofte taget ud tidligt for at blive gift, arbejde i marken eller passe mindre søskende hjemme. Men den slags forhindringer kan Nhima ikke tage sig af. For kvinderne kan lære, også selvom de ikke selv kan finde information, som kan hjælpe dem og børnene, siger hun. Selv lærte hun på den hårde måde for tre år siden, da en omfattende koleraepidemi dræbte et af hendes fem børn og gjorde en ellers glad hverdag til en fyldt med sorg.
Ingen kvinde burde føle smerte, som den jeg følte, da Amadu Colubali døde. Han var otte år. Jeg havde været i Senegal for at sælge varer, men da jeg kom hjem, var han syg. Min mand og jeg snakkede om, hvad vi skulle gøre, og besluttede os for at bringe ham til hospitalet i Bafata. Men han døde på vejen. Dengang vidste jeg ikke, at det var kolera, men i dag kender jeg symptomerne.
Kolera er blot en af de sygdomme, der med jævne mellemrum slår børn ihjel. Diarre, feber og infektioner er andre. Og her kommer Nhima ind i landsbyboernes liv. For siden hun mistede sin søn, fandt hun sin mission i livet: at redde andre børn og familier fra samme skæbne. I starten troede folk omkring hende, at hun var blevet skør. På markedet i landsbyen eller imellem de stråtækte huse stillede hun sig nemlig op for at fortælle om rent vand, god håndhygiejne og adskillelse af toiletter og brønde.
Da hun begyndte, fik hun straks mændene i landsbyen på nakken, fordi hun kritiserede gamle traditioner og handlemønstre. Men som resultaterne begyndte at vise sig i Bambadinca, fik hun overbevist de fleste om sine kundskaber og viden, siger hun fra en skyggefuld plet på terrassen foran sit hus. Dog ikke alle, smiler hun, for de traditionelle doktorer, som stadig nærmest har monopol på helbredelse, ser hende som en trussel mod deres forretning.
De tager jo penge for at hjælpe folk. Jeg siger, at mødrene skal bringe deres børn til hospitalet, ikke til dem. De ved ikke nok. Men det tager lang tid at få folk til at lytte. Og nogle af mændene er stadig imod, for de føler, at jeg tager deres autoritet fra dem. Men jeg er ikke bange, for jeg har ret.
Nhimas egen mand bor i naboprovinsen Gadu, hvor han arbejder som politimand, men han ved, at hun kan tale for sig selv, siger hun. Derfor har hun opbakning fra ham, men sådan er det langtfra altid.
Guinea-Bissau er et patriarkalsk samfund, hvor kvinderne har meget lidt indflydelse i familien og lokalsamfundet. Landet er ekstremt fattigt og befinder sig i bunden af stort set alle internationale organisationers udviklingsmålinger. Her er meget få asfalterede veje, næsten ingen huse har indlagt vand, og politisk ustabilitet og militærkup ledte i 1998-1999 til en blodig borgerkrig, men i dag hviler en skrøbelig fred over landet på blot 36.125 kvadratkilometer og med 1,6 millioner indbyggere. Området var frem til 1974 en portugisisk koloni, og først efter en langvarig selvstændighedskrig blev det fri af kolonimagten. Da det skete, døde 500 ud af hver 1000 fødte børn, inden de blev fem år, men selvom det tal er halveret i dag, så er fødsler og børn stadig forbundet med stor risiko, ved Nhima.
Alle her omkring har mistet børn. Men de fleste dødsfald kan let undgås, for det drejer sig om at give mødrene en helt basal viden om hygiejne og sygdomssymptomer. Og det er blevet min mission i livet. Og så lang tid, Gud vil give mig, skal jeg tale med mødrene og fædrene om, hvad de selv kan gøre for at undgå at miste deres børn.
I dag holder Nhima sig heller ikke blot til markedet og Bambadinca. For nu har hun de lokale sundhedsmyndigheders opbakning til sine personlige informationskampagner, og hun har flere gange været i radioen og holdt debatmøder i andre landsbyer. Her forsøger hun at overtale kvinderne til at få deres børn vaccineret og kontrolleret, og det har givet bonus, smiler hun.
Jeg kan se fra mit eget område, at flere børn lever i dag end tidligere. Mødrene er begyndt at tage mine gode råd til sig og endda selv opsøge mig, hvis de er i tvivl. Jeg siger altid, at de skal tage hen på sundhedsklinikken eller hospitalet, men for mange er det stadig en sidste udvej, for de tror mere på de traditionelle doktorer.
I den beslutning har mændene en afgørende rolle, forklarer hun. For selvom kvinderne oftest er dem, der producerer maden, sælger den og sørger for, at alle i familien får mad, så er det manden, der bestemmer, hvordan pengene skal bruges. Nhima er oprørt over dette, og hun diskuterer det i smug med kvinderne på markedet, men endnu er det for tidligt til at tage et åbent opgør med Bambadincas mænd.
Hvis jeg vil have, at mødrene skal gøre gavn for deres børn, så er det med mændenes accept, jeg skal gøre det. Men jeg tror på en fremtid for Guinea-Bissau, hvor mænd og kvinder er mere lige, og hvor kvinderne ikke kun vil have pligter, men også en stemme i familien. Om jeg når at opleve den dag, ved jeg ikke, men jeg holder nok stadig øje alligevel, griner hun højlydt og peger opad.
Inden den dag kommer, skal der dog kæmpes på mange fronter. En ting er at få pigerne i skole, så de kender deres rettigheder og ved, hvordan de skal søge information, en anden ting er at få bugt med den udbredte omskærelsespraksis, som op mod halvdelen af landets piger må igennem. Først i juni i år blev den forbudt ved lov, men det er et tabu at tale om, og i spidsen for den står hovedsageligt kvinder, da det både er dem, der udfører omskærelsen og dem, der ønsker pigerne omskåret.
LÆS OGSÅ: I Afrika står der respekt om de ældre
Ritualet ses som en måde at holde pigerne rene på, og uden indgrebet tror mange mødre, at deres døtre ikke vil blive gift. Det er især udbredt i Bafata-provinsen, hvor Nhima bor, og det er en kamp, som hun endnu ikke til fulde er gået ind i. Men det skal nok komme, smiler hun, for i dag, kun tre år efter Amadu Colubalis død, kan hun allerede se, hvor meget gavn hendes arbejde gør, og det kan andre også. I Bambadinca er hun blevet en rollemodel for andre kvinder, og det hjælper hende, når hun onsdag efter onsdag stiller sig op på markedet og fortæller til alle, der vil høre på hende, hvad hun ved om sundhed.
