Congo: Et land i sammenbrud og stilstand

I Den Demokratiske Republik Congo, også kaldet DR Congo, er det sådan, at der sikkert ikke sker noget, men man ved aldrig

Hele dagen emmer Bukavu af menneskers hektiske søgen efter penge. Ved mørkets frembrud tømmes gaderne hurtigt.
Hele dagen emmer Bukavu af menneskers hektiske søgen efter penge. Ved mørkets frembrud tømmes gaderne hurtigt. Foto: Bjarne Maagensen.

Den Demokratiske Republik Congo, også kaldet DR Congo, har en dragende kraft af mange grunde og en afskrækkende effekt af lige så mange årsager. Nogle kalder landet for Det store Congo, i modsætning til nabolandet mod vest, der blot hedder Congo, og andre igen benævner det som verdens værste land.

På grund af det med tiltrækningskraften gør jeg mig alle anstrengelser for at komme på besøg, og på grund af det sidste forbereder jeg mig ekstremt grundigt. For med DR Congo er det sådan, at der sikkert ikke sker noget, men man ved aldrig.

LÆS OGSÅ: FN-helikoptere beskyder oprørere i DR Congo

Jean Louise Claessen er belgier og 63 år. Han gør det klart for mig, at Congo er helt smadret. En helt anden situation end dengang, han kom dertil, fordi hans far var missionær.

Som seksårig flyttede Jean Louise til en provinsby i den centrale del af landet. Hans far blev leder af en stor katolsk mission med uhyre mange aktiviteter på et kæmpestort område. Jean Louise gik i skole med de sorte børn og legede med dem om eftermiddagen.

Hans far var uddannet til det job, han skulle varetage. De udsendte belgiere lærte distriktets lokale sprog og etnologi. Distriktslederne vidste på forhånd alt om deres distrikter. Geografi, etniske grupper og de større problemer. Der var adgang til hver eneste landsby. Offentlige bygninger, anlæg og veje blev vedligeholdt.

Jean Louise vil ikke tilbage og gense sit lykkelige barndomshjem.

Det var sådan et godt land, siger han.

Nu er alt det ødelagt.

Han fortæller, at han er bange for at komme til at græde, når han ser forfaldet.

Idéerne kom fra socialister og syndikalister i Europa, siger Jean Louise.

De inviterede intellektuelle congolesere op og manuducerede dem. Det var dem, socialisterne, der ønskede selvstændigheden på congolesernes vegne og det var dem, der udbredte idéerne.

To år før uafhængigheden i 1960 vidste den almindelige befolkning intet om, hvad selvstændighed var for noget. Landet var ekstremt dårligt forberedt til den tid, der skulle komme. På universitetet i Kinshasa afsluttede kun fire sorte studerende eksaminer i 1960.

De nye ledere var økonomisk og politisk aggressive, men de vidste ikke meget om at drive et land. Resultatet, forfaldet, var ekstremt. Tog, skibe, anlæg, veje og bygninger gik i stykker. Produktionen ophørte. Uddannelses-, sundheds- og offentlige institutioner smuldrede til ukendelighed.

Magthaverne stjal folks almindelig fordele. Tidligere havde mange en minelod og kunne lave lidt ekstra gode penge. Det blev forbudt. Hele vejen igennem forarmedes den almindelige families vilkår. Et kleptokrati udviklede sig. Magthaverne stjal og blev rigere og rigere. Korruptionen tog til, og voldshandlinger blev almindelige.

Jean Louise ser fortvivlet på mig efter at have givet dette billede af landets udvikling. Det er næsten, som om tårerne er på vej.

Spørg dem selv, siger han igen og igen.

Der er mange af dem, der er kede af selvstændigheden, og der var mange, der var imod, men de havde ikke en chance.

Jeg er chokeret og overrasket. Mit verdensbillede er vendt op og ned.

Vi har billedet af håndsafhugninger og undertrykkelse, da området var den belgiske kong Leopolds personlige ejendom. Men det var i 1800-tallet. På grund af uhyrlighederne og international kritik tog den belgiske stat over i 1908.

Vi har vores opfattelser om de undertrykte befolkninger i kolonitiden fra imperialismeteoretikernes skrivebordsfilosofi.

Hos den naive europæer var der nogle retfærdighedsopfattelser om folkenes ret til selvbestemmelse, men der manglede en klar erkendelse af realiterne i de relevante samfund.

I mange kolonier overlod de europæiske kolonimagter den almindelige befolkning til anarki og et spirende forbrydervælde.

Nu er der ingen vej tilbage. Situationen i kolonitiden kan ikke genskabes, og det ville også være vanvittigt. Congo hedder i dag Den Demokratiske Republik Congo og skal styres af det folk, der selv bor der.

Den efterkoloniale mishandling af landet og Den Anden Congokrig også kaldet Den Afrikanske Verdenskrig fra 1996 til 2003 har haft en ødelæggende virkning for befolkningen i den østlige del af landet. De fremmede hære er væk, men konfliktmønstret er ikke brudt. Mange området øst for Congofloden omkring de store, rige mineralområder er farlige at opholde sig i.

DR Congo er brækket over i et øst og vest. Mange forbindelser er brudt sammen. Vil man fra øst til vest, må man flyve. Landevejstransport og flodtransport er meget kompliceret og risikofyldt.

I øst flyder oprørsgrupper fra Rwanda og Burundi stadig rundt i det mineralrige samfund sammen med lokale grupper, der har oprør på programmet. Lokalområderne og landsbyerne er afhængige af autoriteternes integritet. Det er yderst vigtigt for befolkningen, at lokalguvernøren, militærchefen, politikommandanten eller den traditionelle høvding er ordentlige, retskafne mennesker.

Med møje og besvær kommer jeg ind i den østlige del af DR Congo ved at krydse fra Rwanda. Min ven, doktor Tendo Cyprien, fortæller tolderne, at han har en søster i Danmark, og i betragtning af min høje alder anser han mig som familie.

Der er ikke fuld sikkerhed i området, hvis man er alene, men en dag tager jeg chancen. Jeg finder en motorcykelchauffør, der undtagelsesvis taler engelsk og tager mig på en ordentlig rundtur i byen Bukavu.

Min nye ven hedder Narcisse. Han er 21 år, og hans historie er helt almindelig. Færdig med gymnasiet, men derfra er det slut. Han kommer ikke på universitetet, men må stoppe nu på grund af økonomien. Familien ude i landsbyen har ingen penge.

Godt det samme. Akademikere kan ikke få arbejde her. Narcisse er i Bukavu for at søge lykken. Nu prøver han på at blive bilmekaniker, men han mangler 100 dollar til skolepengene.

En evig dytten fylder gaderummet. Det er taxaerne, der gør opmærksom på sig selv.

Videre? Ud eller ind?, gestikulerer chaufføren.

Kulissen er nogle relativt lave bygninger. To, og sjældnere tre, etager. Alle sammen slidte med tydelige brud, falmede og med brune nedløbsstriber fra regnvejret. Det sædvanlige billede af ufuldkomment, lidt sjusket arbejde. Malet ved siden af. Spildte dråber på vejen.

Det er belgiernes gamle koloniale administrationsbygninger, der stadig bruges. De hører bestemt til byens bedste huse. De påmalede fransksprogede tekster, der er lavet her i det nye demokrati, er blegnende og vandløbne.

Facaderne på husene tilhørende de nye erhvervsområder som telefon-, radio-, foto- og computerteknologi samt på alle hjælpeorganisationernes bygninger er flotte. Organisationerne anerkendes som nødvendige, men det er telefonerne, der interesserer folk mest.

Der bygges meget avancerede huse for en tilsyneladende frembrydende forgyldt klasse af nyrige.

Det er til politikere og forretningsfolk, siger Narcisse.

Disse nye huse har alle en sofistikeret højt rejst tagkonstruktion. Måske en måde at fortælle omverdenen om den nye rigdom på.

I de gammelriges kvarter mod øst ser man disse kæmpestore kasser på størrelse med et mindre slot i Danmark. De høje pigtrådsbelagte mure og tilknappede porte er tilklistret med smarte mærkater fra de mange sikkerhedsfirmaer.

Vi stopper foran en lille restaurant. Jeg giver frokost. Tykmælk med tørt hvidt brød, et æg og en lille pølse til. Det er dagens menu. Alle får en plastikpose over hånden, så man ikke rører den rene mad med de beskidte fingre. To dollar, lig 2000 congo franc, lig med 12 kroner. For to.

I Bukavu møder jeg høvding Pacifique Kagizi. Han har inviteret mig til at se sin landsby. Vel at mærke hvis jeg kan betale transporten. En taxi til 40 dollar. Han har nogle projekter, han vil vise mig.

Pacifique er høvding af fødsel.

Min far tog ind til mig i Bukavu og sagde, jeg skulle arbejde for min landsby, fortæller han.

Han huskede mig på, at jeg skulle være høvding, når han døde.

Turen ud i provinsen foregår i en mareridtsagtig sneglefart. Der er store trængselsproblemer ud af Bukavu. Det styrtende regnvejr efterlader dybe kanaler på tværs af landevejen. Chaufføren må passe på, vi ikke glider ud og ned ad bakkerne.

Fremme ved landsbyen Mumosho konstaterer jeg, at der er tale om en gade på en kilometers penge med et vidtstrakt opland af familieenklaver blandt banantræerne, så langt øjet rækker. Der ingen butikker endsige en lille bod.

Folk har ingen penge. Mange gamle kvinder er efterladt tilbage uden hjælp. Unge kvinder er alene med børnene.

Vi har mere end 3000 familier, som hver tæller mellem 5 og 10 personer, at tage os af, siger Pacifique.

Folk lever af bananer. Den eneste afgrøde, der er intakt i området.

Det er gode bananer, heldigvis, siger høvding Pacifique.

Han indkalder til møde i en lille fælleshytte mellem banantræerne. Vi omgives af ældre mennesker. Den gennemsnitlige levealder er 45 år. Flertallet er kvinder med børn i simple klude med farve som den gyldne jord, de lever på.

Pacifique prøver at udvikle Mumosho. Han introducerer grise og geder. Forskellige grøntsager og frugt. Et bageri og et kassava-knuseri. Et lille teglværk og forhåbentlig en butik.

Problemet er penge. Til frø for eksempel. Pacifique er nødt til at arbejde i Bukavu for selv at overleve med sin familie.

Pacifique har sine vanskeligheder med at motivere folk til frivilligt arbejde, mens man bygger projekterne op. De, der hjælper til, får andel i udbyttet. Senere. De ser ingen penge med det samme.

Lærevilligheden er ellers stor. Høvdingens bror holder sommetider skole. Han har lært kvinderne at skrive deres navn og sige lidt på engelsk. Noget, der fremføres med stor stolthed.

Desillusionen er udbredt. De unge rejser. På mødet svarer børnene samstemmigt, at de vil til Bukavu efter skolen. Severine viser mig sin skoletaske. En hvidslidt plastikpose omkring et revnet chartek. To slidte kladdebøger med æselører og heldigvis en blyant og en lineal.

Mænd ser vi kun på afstand. De sidder i klumper og snakker.

Der er ikke mange af dem, der kunne finde på at hjælpe deres koner med deres tunge slæb. Arbejdsdelingen mellem mand og kvinde er bundet ind i traditioner.

Der er ikke noget arbejde, siger mændene, og det er så det.

Når de kommer hjem og er fulde, vil de have sex med deres koner. Det er derfor, vi har så mange børn, fortæller høvdingen.

Med hensyn til de mange seksuelle overgreb, der er blevet dokumenteret her i området, spørger jeg til den soldatergarnision, der ligger oppe ved hovedvejen.

Der er ingen sexuel vold her i Mumosho, forsikrer kvinderne mig flere gange.

Vi kender dem, siger Pacifique.

Det er gode soldater. Vi var også heldige under krigen.

Pacifique konstaterer, at jeg nu har set problemerne i hans landsby. Derefter ser han på mig og spørger:

Hvad synes du så, vi skal gøre?

ARKIV--Politiet og Brøndby er i gang med at gennemgå video- og fotooptagelser fra tribunerne under søndagens kamp i Parken. Brøndbys sikkerhedschef varsler karantæner. Brøndby fans brænder sæder af i Parken efter nederlaget til FC København. (Foto: Esben
ARKIV--Politiet og Brøndby er i gang med at gennemgå video- og fotooptagelser fra tribunerne under søndagens kamp i Parken. Brøndbys sikkerhedschef varsler karantæner. Brøndby fans brænder sæder af i Parken efter nederlaget til FC København. (Foto: Esben Foto: Bjarne Maagensen.
ARKIV--Ifølge Bupl tør pædagoger ikke fortælle forældre om besparelser. Bupl-formanden har dog selv set bannerne på de københavnske institutioner. (Foto: Morten Melhede/Scanpix 2010)
ARKIV--Ifølge Bupl tør pædagoger ikke fortælle forældre om besparelser. Bupl-formanden har dog selv set bannerne på de københavnske institutioner. (Foto: Morten Melhede/Scanpix 2010) Foto: Bjarne Maagensen.