Prøv avisen

De vanskelige opgør med diktaturet

Sydafrika er det hidtil bedste eksempel på, hvordan et land forsøger at komme overens med fortidens undertrykkelse. I nabolandet Zimbabwe regerer Robert Mugabe (i midten nederst) derimod stadig enevældigt og giver husly til ene tvivlsom ekshersker som Mengistu Haile Mariam fra Etiopien (nederst tv.). Rygter vil vide, at han også har tilbudt Libyens Moammar Gaddafi (nederst th.) at komme til Zimbabwe. -- Foto: .

Hvad vejer tungest? Retfærdighed? Eller de menneskeliv, der bliver sparet, hvis en brutal diktator med uhyrligheder på samvittigheden får en kattelem at undslippe gennem?

Diktaturer og diktatorer udfordres i denne tid af befolkninger, der har mistet tålmodigheden og forlanger anstændige levevilkår. Autokratiske og udemokratiske styrer har altid eksisteret, og det er svært at forestille sig, at de forsvinder. Men det rejser spørgsmålene om, hvordan man bedst slipper af med dem – og hvad man skal stille op med dem bagefter.

Skal diktatorer styrtes og myrdes efter skinretssager som Iraks Saddam Hussein og Rumæniens Nicolae Ceausescu? Hvad kommer der i stedet? Hvordan læger man samfundets dybe sår? Hvad stiller man op med de formastelige, lederne selv, deres bødler og håndlangere? Får verden en koloni af faldne diktatorer?

LÆS OGSÅ: Mugabe er træt af at dele magten

Den Internationale Straffedomstol i Haag, ICC, er et godt og retfærdigt bud på strafforfølgelse; men lige præcis truslen om dette opgør kan bidrage til, at brutale herskere klynger sig endnu mere desperat til magten – trækker pinen ud, kæmper til døden, som Moammar Gaddafi har sagt, han vil i Libyen.

Den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu kommenterede for nylig situationen i Libyen over for den britiske nyhedsstation BBC:

"I den bedste af alle verdener ville Moammar Gaddafi blive anholdt og stillet til ansvar for sine gerninger ved Den Internationale Straffedomstol. Men vi lever i denne verden, og hvis Gaddafi vil gå af og i eksil i et land, som vil modtage ham, ja, så er det den næstbedste løsning," sagde Tutu.

Kan ICC's juridiske afgørelser rense et samfund og skabe fundamentet for en ny stat og en bedre fremtid? Hvad med virkeligheden, menneskene, der skal leve med overgrebene og deres konsekvenser, uanset på hvilken side af retfærdigheden, de havde deres udgangspunkt? Hvad med forsoningen?

Det bedste eksempel på opgør og forsoning, verden hidtil har set, er Sydafrikas Sandheds- og Forsoningskommission, som den tidligere sydafrikanske præsident Nelson Mandela fik sat i værk umiddelbart efter apartheids ophævelse. Kommissionen havde det meste: konfrontation mellem ofre og bødler, tilståelse, tilgivelse, amnesti. Men var det nok? Var det forsoning? Var det retfærdighed?

Desmond Tutu forvaltede Sandheds- og Forsoningskommissionen, TRC, forbilledligt. Der er ingen tvivl om hans personlige kristne udgangspunkt, men TRC tog også afsæt i en traditionel afrikansk verdensanskuelse, en fællesskabsopfattelse, kaldet ubuntu, som bidrog til processen. Grundtanken er, at et helt samfund består af hele mennesker; tilgivelse er en væsentlig del af opretholdelsen af denne harmoni, for uden evnen til at tilgive er et menneske ikke helt. Tilgivelse fører til forsoning, ophæver kravet om hævn, og ideelt set skal den, der opnår tilgivelse, også ændre sig til det bedre – for at blive et helt menneske.
LÆS OGSÅ: Gaddafi lader sig hylde i åben bil

Et indlysende fortrin ved TRC var, at den hurtigt blev sat i værk og fandt sted, hvor også overgrebene fandt sted – altså inden for landets grænser. TRC blev oprettet ved lov i 1995 til at bevidne, dokumentere og i visse tilfælde også give amnesti for menneskerettighedsovergreb i årene med apartheid, 1960-1994, såvel som til at yde erstatning og genoprejsning til ofrene.

Efter endt gerning blev TRC nedlagt. Virkningen følges tæt af Retfærdigheds- og Forsonings- instituttet, IJR, i Cape Town, som siden 2003 har målt blandt andet tilliden til offentlige institutioner, til politiske ledere og til retsvæsenet, samt holdningen til, om Sydafrika er blevet et bedre sted at leve i forhold til 1994, viljen til at lægge fortiden bag sig, den personlige sikkerhed og interaktionen mellem befolkningsgrupper.

Resultaterne udgives løbende i et såkaldt forsoningsbarometer. En trist kendsgerning er, at mens gerningsmændene bag overgrebene i store træk er lettede, har taget tilgivelsen til sig og er kommet videre med deres liv, er det generelt ikke tilfældet for ofrene og deres efterkommere. De har svært ved at fungere i samfundet, lider under eftervirkninger og traumer – har meget svært ved at lægge fortiden bag sig trods viljen til forsoning og et udtrykkeligt ønske om at komme videre i livet.

Set gennem ubuntu har bødlerne ikke angret og ikke bidraget til at hele samfundet; de har brugt processen individuelt og ikke levet op til kravet om fællesskab. Det er også et faktum, at selvom langt størsteparten af sydafrikanerne opfatter apartheids ophævelse som en befrielse, oplever nogle det stik modsat.

Opgøret i Sydafrika var åbent, gennemskueligt og kom hurtigt i stand og kunne næppe være gjort bedre. Det er blevet vendt og drejet og bliver det fortsat og er på den måde instruktivt for fremtidige opgør.

Statslige overgreb er udbredt i både tid og rum, og mange er aldrig blevet fordøjet, endsige erkendt; ugerningerne svulmer op og lægger sig som en usynlig, men uoverstigelig forhindring for national udvikling. Som sår og ar på menneskeligheden.

Den dag i dag lever ofre – eller deres efterladte – for dramatiske politiske kampagner som Det store Spring Fremad (1958-1961) og Kulturrevolutionen (1966-1976) i Kina, skiftende burmesiske militærjuntaers overgreb, Moammar Gaddafi og mange andres undertrykkelse – uden mindste afløb for eller anerkendelse af deres lidelser. Nord-korea, Usbekistan, Ækvatorial-Guinea og Sudan er også på listen. Og først nu er der ansatser til at oprette en krigsforbryderdomstol i Bangladesh til at konfrontere forbrydelser mod menneskeheden under uafhængighedskrigen fra Pakistan i 1971.

I Egypten bliver Hosni Mubarak, der var præsident i næsten 30 år, tiltalt ved en egyptisk domstol for drab på 360 demonstranter under opstanden, der væltede ham i februar, såvel som for korruption og ulovlig tilegnelse af enorme summer. Hvis Egyptens eget retsvæsen på retfærdig og uafhængig vis selv kan tage opgøret – endda så raskt – er det forbilledligt.

I Cambodja tog det 30 år, før en særdomstol indledte opgøret med de ansvarlige for Pol Pots brutale regime fra 1975 til 1979. Da domstolen omsider kom i gang i et nødtvungent samarbejde mellem FN og Cambodjas gennemkorrumperede retsvæsen, var Pol Pot og hans hærchef, Ta Mok, døde; de overlevende er nu gamle og svagelige – og påberåber sig løsladelse og tiltalefrafald netop på grund af alder og svigtende helbred.

Foreløbig er der kun faldet én dom: Kaing Guek Eav, kaldet Duch, var i sin tid leder af torturfængslet S-21 og blev i fjor idømt 35 års fængsel for drab, forbrydelser mod menneskeheden og tortur. Duch har netop anket sin dom og forlanger at blive løsladt, hvilket er overraskende, eftersom han har erkendt sin skyld og også sagt undskyld for sine gerninger. Men nu fralægger han sig ansvaret.

De Røde Khmerers utopiske bondestyre var ateistisk. Religion var forbudt, så også Duch har formentlig været ateist. Alligevel blev han kristen i 1996. De fleste cambodjanere er theravada-buddhister. Buddhismen rummer ingen tilgivelse, enhver er alene med sine gerninger. Onde gerninger straffes med genfødsel som lavere væsener. En mand som Duch, med tortur og 16.000 menneskeliv på samvittigheden, står til endeløs genfødelse som elendig skabning. Kristendommen rummer tilgivelse, allerede i dette liv, og det er nærliggende at tro, at Duch blev kristen for at opnå tilgivelse.

En stor del af cambodjanerne kæmper med en vanskelig hverdag. De oplever ingen retfærdighed og filosoferer ikke over den i forhold til Pol Pot-styret. De, som var involveret på styrets side, ønsker at lægge det bag sig. "Vi er civile nu," som flere af Ta Moks tidligere fodfolk forklarede mig i generalens sidste højborg, Anlong Veng, for nogle år siden. Og over halvdelen af cambodjanerne var ikke født, da Pol Pot blev væltet.

Mange af de cambodjanere, der led og mistede hele eller dele af deres slægt, nærer ingen tillid til Cambodjas retsvæsen eller krav om juridisk retfærdighed. De fleste er dybt religiøse og ikke i tvivl om, at Duch og andre ansvarlige bliver straffet af en højere retfærdighed i mange kommende reinkarnationer. Forsoning eller genoprejsning er ikke på tale. Den onde fortid bliver ikke fordøjet.

I Zimbabwe skalter og valter Robert Mugabe og hans nærmeste generaler med befolkningen. Politisk vold er dagens orden. Folk er bange. Regimet vakler; den såkaldte enhedsregering mellem Mugabes ZANU-PF og oppositionspartiet MDC er en skæv størrelse, hvor ZANU-PF sidder på alle magtmidler: politiet, hæren, efterretningstjenesten, fængslerne.

Mugabe har meget på samvittigheden, og der er et udbredt ønske om, at han bliver stillet til ansvar – blandt andet for Operation Gukurahundi, massakrer mod modstandere i Matabeleland i syd i 1980'erne. Operationen kostede mellem 10.000 og 30.000 mennesker livet.

Der findes diskrete kræfter i Zimbabwe som i stilhed og under magthavernes radar forbereder den dag, hvor Mugabe & co. kan blive stillet til ansvar. Men deres udfoldelsesmuligheder er stærkt begrænsede. Umiddelbart er det svært at forestille sig et nationalt opgør. MDC har lovet at tilgive og glemme alle overgrebene, men det læger næppe sårene.

John Makumbe, Professor i statskundskab ved University of Zimbabwe i Harare er en forbløffende frygtløs kritiker af regimet. Han omtaler Mugabe som gammel og syg, kalder regeringskonstellationen vaklende og den politiske situation utålelig.

"De unge er rastløse og kræver forandring. Vi må have en effektiv, fredelig fred," sagde Makumbe, da vi mødtes tidligere på året i Harare.

Han begræder en arbejdsløshed på over 90 procent, en infrastruktur i total opløsning og ZANU-PF's brutale tæskehold. Og ganske kontroversielt mener han, at Zimbabwes unge får næring fra de folkelige oprør i Tunesien og Egypten – og måske vil følge deres eksempel.

John Makumbe mener, at det sydlige Afrikas samarbejdsorganisation, SADC, bør skride ind, men forventer det ikke.

"Vi bliver nødt til at fordøje fortiden – ellers fortsætter den onde cirkel og skaber flere modsætninger og fjender. Uanset hvem der vinder i det lange løb, må de finde ud af at håndtere fortiden," siger Makumbe.

Rundtom i Harare, hvor folk dårligt tør nævne Mugabes navn, hvisker de skamfuldt, at rygtet vil vide, at han har inviteret Moammar Gaddafi i eksil – og de ellers så gæstfri mennesker kan dårligt forestille sig noget værre. I forvejen har Etiopiens tidligere præsident Mengistu Haile Mariam asyl i Zimbabwe, selvom Etiopien kræver ham udleveret til afsoning af fængsel på livstid for folkedrab.

Er der ved at danne sig en koloni af faldne diktatorer? Ekspræsident Hosni Mubarak sidder velbevogtet i sit palads i Sharm el-Sheikh og afventer sin skæbne og retsvæsenets dom over hans regeringsførelse og de menneskeliv, den har kostet. I Tunesien er præsident Ben Ali flygtet i eksil i Saudi-Arabien. Spørgsmålet er, om man overhovedet kan flygte fra sin skæbne; måske er man for altid dens fange – også selvom man, som i tilfældet Mengistu, sidder i eksil i den elegante Harare-forstad Gunhill.

udland@k.dk

Mette Holm er freelancejournalist og forfatter. Hun er tilknyttet NIAS, Nordisk Institut for Asienstudier. Mette Holm har skrevet en lang række bøger om Asien, særligt Kina. Den sene ste er "Kina – kapitalisme med særlige kinesiske kendetegn", skrevet sammen med Mogens Lykketoft i 2008.

Foto: .
Foto: .
Foto: .
Foto: .