Prøv avisen

Desperationen hænger stadig over Gujarat

KOMMENTAR: Et år efter at dette dræberjordskælv tog 13.000 menneskeliv i Gujarat og efterlod omkring 300.000 som hjemløse, er stemningen her i det vestlige Indien ikke alene dyster, den er vred.

Sidste lørdag blev som sædvanlig fejret med store parader i New Delhi. Sådan er det hvert år den 26. januar, når det markeres, at Indien blev en republik. Paraden i år var nummer 52 i rækken. Nuværende og tidligere præsidenter, premierministeren, regeringens ministre og udenlandske ambassadører klappede, mens Indiens forsvarsstyrker marcherede forbi i farvestrålende uniformer. Skolebørn dansede, og sammen med små optog, der illustrerede det indiske samfunds mange facetter, bevægede de sig New Delhis centrale gader.

I byen Bhuj langt borte fra Delhi i delstaten Gujarat blev dagen kun markeret af lyden af et signalhorn. For dette var dagen, hvor adskillige hundrede skolebørn blev dræbt i et jordskælv for præcis et år siden. Også de marcherede glade og fro på nationaldagen, indtil jordskælvet begravede dem levende i en smal gyde under tonvis af murbrokker fra væltende huse.

Et år efter at dette dræberjordskælv tog 13.000 menneskeliv i Gujarat og efterlod omkring 300.000 som hjemløse, er stemningen her i det vestlige Indien ikke alene dyster, den er vred. De seneste dage har mange af de mennesker, der mistede deres kære og deres hjem under jordskælvet, demonstreret i protest over regeringens halvhjertede forsøg på at rehabilitere området og dets overlevende indbyggere. Politiet er blevet hidkaldt for at standse de vrede og frustrerede demonstranter.

Man skulle tro, at datoen den 21. januar 2001 havde ætset sig ind på nethinden hos folket og regeringen i Indien. Jordskælvet ødelagde et område på størrelse med Østrig og Portugal lagt sammen. Det ledte til tab af værdier for mindst to milliarder dollar (knap 17 mia. kroner, red.) i form af blandt andet bygninger og landbrugsafgrøder. Verdensbanken har vurderet, at genopbygningsarbejdet i Gujarat vil koste omkring 2,3milliarder dollar (godt 20 mia. kroner, red.).

Alligevel virker det, som om, Gujarat er glemt af de fleste nu, blot et år efter katastrofen.

Sidste uge var der flere programmer på indisk tv til minde om jordskælvet. Det gennemgående træk i alle programmerne var en stor vrede blandt folk. Nogle mangler stadig at få økonomisk kompensation fra staten for de store tab, de har lidt, og mange bor stadig i telte.

Ifølge Indiens regering blev 24 millioner huse komplet ødelagt af jordskælvet, hvis styrke på 7,6 på Richterskalaen svarede til seks Hiroshimabomber. Millioner af huse er så ødelagte, at det ikke længere er muligt at bruge dem som boliger for mennesker. 80 millioner huse er blevet repararet, men private hjælpeorganisationer i Gujarat peger på, at størstedelen af disse huse ikke ville kunne modstå nye jordskælv.

Arbejdet med at hjælpe ofrene er altså langtfra forbi. Hvilket administrationen ikke synes at bekymre sig meget om. I stedet har den højreorienterede regering haft travlt med at organisere det store, tilbagevendende hinduistiske ritual, hvor der bedes ved store bål for at hylde Moder Jord.

Jordskælvet har derfor efterladt en bitter arv. Indbyggerne i Gujarat føler sig ikke bare ulykkelige og vrede over den utilstrækkelige genopbygning. Mange af de fattige føler sig samtidig dårligt behandlet. Iagttagere siger, at der har været flere tilfælde, hvor marginaliserede grupper - de såkaldte lave kaster og muslimer for eksempel - har fået deres behov tilsidesat, mens rigere folk fra høje kaster har fået hjælp. I nogle landsbyer har højkastefamilerne fået genopbygget deres huse, mens der intet er sket for de lavere kaster, som er blevet trængt ud til udkanten af landsbyerne.

Et andet foruroligende aspekt af jordskælvet er, at det har haft stor indflydelse på uddannelsen i hele Gujarat. Skoler i de værst ramte områder blev jævnet med jorden, og mange lærere og elever mistede livet. Improviserede skoler fungerer nu fra noget, der minder om teltlejre. En del hjælpearbejdere konstaterer, at en overvældende fokus på genopbygning af huse har fået regeringen til at overse, hvor vigtigt det er, at uddannelsessystemet kommer i gang igen. Det er på tide, at det sker nu.

Ikke overraskende nægter stemningen af tungsind at fjerne sig fra Gujarat. Det bliver ikke bedre af, at der heller ikke er sket noget for at forebygge nye ødelæggelser ved at bygge mere sikre huse end de yderst skrøbelige cementhøjhuse, som på grund af byggesjusk blev knust som porcelæn under jordskælvet. Det havde mange ellers håbet på. Men som en bygningsingeniør sagde til tv på spørgsmålet om, hvorvidt byggeriet var blevet mere sikert efter jordskælvet: »Det er det ikke.«

Lokale hjælpearbejdere og mennesker, der havde mistet kære og hjem ved jordkælvet, lo, da de hørte det. Desperationens latter.

Oversat af Morten Garly Andersen