Det er en kovending i EU's traditionelle forhold til de tidligere kolonier i Afrika, Caribien og Stillehavsområdet, som skal forhandles på plads i løbet af året. Fra den 1. januar næste år skal de gamle aftaler om eksport til EU på særligt favorable vilkår med lave toldsatser erstattes af frihandelsaftaler. Det kan komme til at betyde en bombe under vitale sektorer i mange af de 75 ACP-lande, frygter både ngo'er og nogle af de eksperter, som rådgiver parterne i forhandlingerne.
"Som de såkaldte Økonomiske Partnerskabsaftaler, EPA'erne, ser ud nu, skal de fattige ACP-lande åbne deres markeder, så deres lokale producenter skal konkurrere med de store, europæiske virksomheder. Det svarer til at lade en dreng bokse med en sværvægtsbokser," skriver den private hjælpeorganisation Oxfams afdeling i Frankrig, som står i spidsen for en oplysningskampagne om partnerskabsaftalerne.
Siden midten af 1970'erne har EU givet de 75 ACP-lande fortrinsstilling frem for andre lande, for eksempel ved at sænke eller helt fjerne toldgrænserne for produkter for disse lande som led i de såkaldte Lomé-aftaler.
Men det er i strid med verdenshandelsorganisationen WTO's, regler om, at alle lande skal kunne handle på samme vilkår. Fra den 1. januar næste år kan EU indklages for WTO og tvinges til at give andre lande samme markedsadgang som de fattige ACP-lande. Med mindre ACP-landene giver EU samme fordelagtige markedsvilkår. I så fald er der gensidighed i aftalerne, og så er de tilladte.
Siden 2002 har EU og ACP-landene derfor forhandlet om en afvikling af ACP-landenes toldbarrierer for EU-varer. Aftalerne skal i princippet være færdige ved årsskiftet og derefter gennemføres gradvist frem til 2020.
Men i de berørte lande vokser modstanden mod aftalerne, som er et af de varme emner på Det Sociale Verdensforum i Kenyas hovedstad, Nairobi, i næste uge. Og et netværk af afrikanske ngo'er, Africa Trade Network, har indledt kampagnen "Stop EPA'erne".
Ved første øjekast er EPA'erne udelukkende i EU's interesse. Det er EU, som har kniven på struben i WTO. Og det er EU's virksomheder, som vil drage fordel af, at handelsbarriererne til ACP-landenes markeder forsvinder.
For ACP-landene betyder det, at de skal lægge deres økonomier helt om. For eksempel udgør tolden gennemsnitligt 10 procent af statskassernes samlede indtægter. Og eftersom EU-producerede varer udgør omkring 40 procent af de pågældende landes import, vil de miste store indtægter, når tolden fjernes.
– Det får konsekvenser for landenes investeringer i sundhed og uddannelse. Det anslåede tab for Den Demokratiske Republik Congo svarer til landets samlede udgifter til uddannelse, skønner Oxfam i rapporten "Ulige Partnere".
Endnu mere foruroligende er udsigterne til, at nogle af verdens fattigste lande skal konkurrere med europæiske virksomheder og producenter. Det gælder ikke mindst landbruget, som beskæftiger op til 80 procent af befolkningerne i de pågældende lande.
– Landmænd og producenter fra nogle af verdens fattigste lande vil blive udsat for direkte konkurrence fra europæiske producenter, som er meget mere konkurrencedygtige og stærkt subsidierede, skriver Oxfam.
Det bekræftes til dels i de konsekvensundersøgelser, som EU-Kommissionen selv har fået udarbejdet af et konsortium, der ledes af det internationale konsulentfirma Price Waterhouse Cooper.
– Ved en fuldstændig fri konkurrence vil hele sektorer i afrikansk landbrug simpelt hen forsvinde. Det gælder for eksempel for hønseavl. Her vil det til enhver tid være billigere at importere frosne kyllingestykker fra EU end at købe lokalt opdrættede høns og kyllinger, medmindre den lokale produktion beskyttes af toldsatser, siger Olivier Stintzy fra Price Waterhouse Cooper.
EU argumenterer til gengæld for, at EPA-aftalerne vil forberede ACP-landene på en liberalisering af handelen, som under alle omstændigheder vil blive gennemført af Verdenshandelsorganisationen. For selv om de såkaldte Doha-forhandlinger om en ny liberaliseringsrunde brød sammen sidste år, vil de før eller siden komme på skinner igen. Og så har ACP-landene interesse i at være klædt ordentlig på.
– Efter mere end 30 års beskyttet, bilateral handel med Europa eksporterer ACP-landene stadig kun nogle få varer, hvis pris tilmed er faldende. Partnerskabsaftalerne er en vej ud af afhængighed. Der vil ikke blive tale om fuld gensidighed, for dette er ikke frihandelaftaler, men udviklingsinstrumenter, sagde EU's handelskommissær, Peter Mandelson, som står i spidsen for forhandlingerne, i en tale i Bruxelles den 19. oktober sidste år.
Price Waterhous Cooper har blandt andet undersøgt, om det nu også holder stik.
– Under visse forudsætninger kan EPA-aftalerne hjælpe ACP-landene med at blive mere konkurrencedygtige i visse sektorer, så de kan klare sig bedre i den internationale handel, blandt andet ved at favorisere regional handel og integration mellem landene. Og de kan også føre til, at landene indfører et mere effektivt skattesystem, der hviler mindre på told og mere på moms. Men det forudsætter, at der sættes penge og tid af til at opbygge kapaciteter, understreger Olivier Stintzy.
EU har blandt andet afsat 20 millioner euro til opbygning af ACP-landenes forhandlingskapacitet i EPA-forhandlingerne. Yderligere to millioner euro skal favorisere den private sektors involvering i forhandlingerne, og dertil kommer, at EU's bistandsfond, FED, allerede har skudt over 500 millioner i arbejdet, og dette beløb kan blive forøget.
Endelig får ACP-landene lov til at holde 20 procent af deres handel ude af frihandelsaftalerne, sådan at for eksempel visse sårbare sektorer som landbruget kan opretholde de gamle toldbarrierer for at beskytte sig mod konkurrencen fra EU.
– De 20 procent gør det for eksempel muligt at holde hele landbruget ude af EPA'erne, og det er vigtigt for denne sektor. Men det betyder til gengæld, at ACP-landenes fremtidige økonomiske udvikling sættes i stå, fordi nye sektorer, for eksempel inden for produktion, udsættes for fuld konkurrence fra EU, allerede inden de er kommet på benene, påpeger Benedicte Hermelin fra den franske organisation GRET, specialiseret i bistandsevaluering, som også er EPA-konsulent for EU-Kommissionen i et konsortium med PWC.
GRET er derfor skeptisk over for EPA-forhandlingerne og deltager i Oxfams kritiske oplysningskampagne.
– Vi siger ikke nej til EPA'erne, for under visse omstændigheder kan de have positive effekter i ACP-landene. Men foreløbig er disse forudsætninger slet ikke til stede. For eksempel er der ikke enighed mellem EU og ACP-landene om, hvilke sektorer eller produkter der kan holdes ude af frihandelsaftalerne, siger Benedicte Hermelin.
Dertil kommer, at EU har benyttet lejligheden til at kræve indrømmelser ikke blot på toldsatser, men også på finansområdet, herunder en liberalisering af investeringsreglerne. Det er de såkaldte Singapore-emner, som var et af stridspunkterne i Doha-forhandlingerne, og som ikke er omfattet af WTO-kravet om gensidighed i handelsaftalerne mellem EU og ACP.
– Her går EU længere, end WTO kræver, siger Frédéric Lapeyre fra det katolske universitet i Louvain i Belgien, som netop har lavet en undersøgelse af EPA'erne.
Han peger på, at Cotonou-aftalen mellem EU og ACP-landene, som i 2000 erstattede Lomé-aftalerne og lagde op til de økonomiske partnerskabsaftaler, lagde vægt på både en stærk udviklingsdimension og en stærk deltagelse af civilsamfundet.
– I praksis viser det sig, at det er meget svært for den private sektor at få adgang til de penge, EU afsætter til formålet, og at hele den ikke-statslige sektor holdes ude af forhandlingerne. Det er et stærkt krav fra civilsamfundet at få større indflydelse. På papiret eksisterer mulighederne for, at processen fører til øget kapacitetsopbygning i ACP-landene. Udfordringen er at få omsat disse muligheder i virkeligheden, siger Frédéric Lapeyre.