Prøv avisen

Drømmen er stadig at vende hjem

15-årige Sifa Francine solgte alle sine ejendele til andre flygtninge i lejren, og i dag ejer hun kun det, hun går og står i. – Foto: Yilmaz Polat/Folkekirkens Nødhjælp.

Efter at krigen i DR Congo er trappet op igen, er mange congolesere flygtet til nabolandet Uganda. I flygtningelejren Rwamwanja bor flere end 33.000 flygtninge, der prøver at få hverdagen til at fungere

I flygtningelejren i Rwamwanja i det vestlige Uganda står flere to meter høje træpæle ret op og ned i forlængelse af en lille hytte. Det er de første tilløb til det ekstra rum, et soveværelse, 29-årige Nzabonimpa Faustin og 23-årige Nyiramwiza Kamana er ved at bygge.

Et andet sted i lejren sidder den 15-årige Sifa Francine lænet over venstre armlæn i en blå plastikstol og ser ud i luften. Brynene trækker sig nervøst sammen i panden, og hun taler lavt. Sifa flygtede alene fra DR Congo, højgravid og uden at vide, om hendes mand var død eller levende. For en måned siden, måske mere, hun husker det ikke, kom hun til Rwamwanja for at lede efter sin familie. Hun har ikke fundet dem endnu, men søsteren lever måske i en anden flygtningelejr i Uganda.

Sifa Francine fødte sin baby i lejren. Hun sover rundt omkring og pakker sig selv og sin baby ind i de to stykker stof, hun bruger som nederdel om dagen. Som de øvrige flygtninge har hun fået udleveret tæpper og materialer til at lave mad med og er blevet tildelt et stykke jord. Men fordi hun var konfus og traumatiseret af sine oplevelser, solgte hun sine ejendele til andre flygtninge, og i dag ejer hun kun det, hun går og står i. Og hun har ingen stærke venner til at bygge et hus til hende og hendes lille pige.

Sifas eneste ønske er at møde sin søster igen.

Også hos Nzabonimpa Faustin og Nyiramwiza Kamana er ønskerne for fremtiden små. Nzabonimpa har ikke seriøse planer for fremtiden, fortæller han, ud over at komme hjem til Congo.

Du kan ikke planlægge fremtiden, når du ikke har nogen penge, siger hans hustru.

Alligevel har den barfodede kvinde med de små, fine fregner på næsen et håb. Hun drømmer om at få en lille butik og sælge sko.

Parret fortæller deres historie på en træbænk uden for lerhytten, omringet af deres egne og naboernes børn. Nyi-ramwiza ammer sit mindste barn fra tid til anden, ligesom mange af de andre kvinder, der er dukket op, efter at mzunguen (det lokale udtryk på swahili for hvid mand) kom for at tale med ægteparret.

Nzabonimpa og Nyiramwiza har boet mindre end et år i Uganda. De er kommer fra det østlige Congo, men efter at den congolesiske oprørsgruppe M23 sidste forår havde hærget og myrdet i deres landsby, vandrede ægteparret med deres tre børn de 23 kilometer til den ugandiske grænse. Det eneste, de havde med sig, var det tøj, de havde på.

Først endte familien som alle andre congolesiske flygtninge i et transitcenter ved grænsen. Efter nogle uger blev den i juni kørt fra transitcentret med en af de utallige FN-konvojer de 380 kilometer til Rwamwanja-lejren inde i Uganda.

Da familien ankom til Rwamwanja, fik de udleveret en presenning, tæpper og måtter, lidt køkkenservice, en vanddunk og balje, myggenet, reb til huset samt en machete-kniv. Og så fik de et stykke jord på cirka 465 kvadratmeter.

Deres første hus var en bivuak dækket med en presenning fra FNs Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, som dækker de fleste hustage og bivuakker i Rwamwanja. Efter tre uger havde Nzabonimpa bygget hytten færdig. Nu er han ved at opføre en tilbygning til hytten, men arbejdet har trukket ud, fordi han fik malaria og lå syg i lang tid. Derfor er latrinen heller ikke færdig endnu, men familien har fået lov at låne naboens.

LÆS OGSÅ: Kaos, vold og mobiltelefoner

Ved siden af hytten har familien anlagt en lille køkkenhave med hjælp fra Det Lutherske Verdensforbund, der giver såsæd til flygtningene. Familien var også bønder i Congo, så det er ikke fremmed for dem at passe en køkkenhave.

Selvom Nzabonimpa og Nyiramwiza nu har deres egen bolig i Rwamwanja, er ingen af dem i tvivl om, at de vil tilbage til deres hjemland, så snart der kommer fred.

Der er ikke noget godt liv her. Der er ikke god mad, der er ingen penge og intet arbejde at få, siger Nzabonimpa.

Men freden i Congo kan have lange udsigter. Siden 1998 har flere end fem millioner mennesker lige så mange som hele Danmarks befolkning mistet livet i det, der bliver kaldt Den Første Afrikanske Verdenskrig. Officielt sluttede krigen i 2003, men millioner af congolesere er siden blevet myrdet eller døde af følgerne, hovedsageligt sult og sygdom.

Congo har mineraler i mængder, de fleste lande i verden misunder dem. Der er guld, diamanter og blandt andet mineralet coltan, som bliver brugt i mobiltelefoner. Congos egen historie er mindst lige så kompliceret, som krigen om mineralerne.

I 1800-tallet var Belgien blevet for småt for kong Leopold II. Han ville have en koloni og havde forsøgt at købe land i Kina, men uden held. I 1871 rejste Henry Morton Stanley til Congo-området i Afrika for at finde den berømte opdagelsesrejsende dr. Livingstone. Det er den ekspedition, den kendte bemærkning dr. Livingstone, formoder jeg? kommer fra.

Gennem Stanley blev Leopold II opmærksom på det store område i Afrika, som ingen af de andre kolonistater endnu havde sat sig på. Den belgiske konge hyrede Stanley til at rejse til Congo og købe land, og i 1885 blev Congo oprettet under navnet Den uafhængige Congostat. Staten var dog ikke mere uafhængig, end at Leopold II havde tilkæmpet sig Congo som sin personlige ejendom.

Allerede i 1885 organiserede belgierne en omfattende raceadskillelse. Congoleserne blev delt i tre kaster: Tutsierne eller watutsi, der var de høje og lyshudede kvægavlere, udgjorde aristokratiet i samfundet, hutuerne eller bahutuerne, var de lave og mørkhudede agerdyrkere og den egentlige majoritet i landet, mens pygmæerne, der var de laveste, kom nederst i hierarkiet.

En tilsvarende opdeling skete i Rwanda og Burundi, som Belgien også havde sat sig på, hvilket senere førte til folkemord i begge lande. I Burundi dræbte tutsi-eliten 200.000 hutuer i 1972, mens mere end 800.000 tutsier og moderate hutuer blev dræbt af hutuer i Rwanda i 1994.

I 1908 blev Leopold II tvunget til at overdrage Congo til den belgiske stat efter mange års udnyttelse af congoleserne og landets råstoffer. Men selv efter Congos uafhængighed i 1960 har blodet flydt mange gange i landet, der fra 1971 til 1997 lød navnet Zaire. Landet har været i en blanding af krig og dyb konflikt siden 1998, og for et år sidden optrappedes urolighederne endnu en gang.

Den 4. april 2012 blev oprørsgruppen M23 stiftet. Gruppen opkaldte sig selv efter den martsdag i 2009, hvor en anden congolesisk oprørsbevægelse CNDP (Nationalkongressen til Forsvar for Folket) underskrev en fredsaftale med Congos regering. I april blev det nok for en del tidligere medlemmer af CNDP, der formede M23 og gik mod den congolesiske regering på grund af regeringens uvillighed til at implementere fredsaftalen.

Siden har både M23 og den congolesiske regeringshær stået bag massive massakrer i Afrikas næststørste land. Nogle af de flygtninge, Kristeligt Dagblads journalist møder i Rwamwanja, ved ikke, om det var M23 eller regeringshæren, der stod bag angrebene i deres landsby. Og både oprørernes og hærens metoder er grusomme: Vold og drab er stadig dagligdagen i Congo, specielt i den østlige Nordkivu-provins. Det har fået flere end 33.000 congolesere til at flygte til Rwamwanja, ligesom flere andre flygtningelejre er fyldte.

Som lederen af lejren i Rwamwanja, Mawa Bashir, siger om regeringhærens og M23s kampe i DR Congo:

Når to elefanter slås, må græsset lide.

Ifølge Mawa Bashir er der store problemer med alkoholmisbrug i Rwamwanja, fordi mange flygtninge går til flasken, når traumerne efter krigen bliver for mange og for store. Andre går som Sifa Francine rundt uden at have kræfter til at bygge det hus, de har mulighed for.

Kristeligt Dagblad var inviteret til Uganda af Folkekirkens Nødhjælp i anledning af Sogneindsamlingen 2013. Den finder sted søndag den 10. marts.

I køkkenhaven bag deres hus i flygtningelejren i Rwam-wanja står Nzabonimpa Faustin til venstre og hans hustru, Nyiramwiza Kamana, til højre sammen med deres to yngste børn på henholdsvis tre år og ni måneder. Det ældste barn på fem år var hos bedstemoderen et andet sted i lejren, da billedet blev taget. – Foto: Yilmaz Polat/Folkekirkens Nødhjælp.