Prøv avisen

Er enden på Indiens kastesystem virkelig nær?

Brimrao R. Ambedkars billeder hænger på stort set alle huse og vægge i landsbyerne rundt om i distriktet Ratnagiri - og en statue er det også blevet til. Det var her, de kasteløses fortaler og Indiens senere justitsminister kom fra. Han huskes og æres specielt meget på disse kanter, men er populær blandt de lavere kaster i hele Indien. Foto: Anna Klitgaard.

Indien har siden selvstændigheden kæmpet med hinduismens kastesystem, der for de kasteløse nederst i rangordenen har betydet en delvis udelukkelse fra samfundet. Det ville Brimrao R. Ambedkars ændre på men kastesystemets skæbne afgøres ude omkring i Indiens 500.000 små landsbyer.

Bjergkæden Western Ghatsløber mod syd fra udkanten af Mumbai (Bombay) ned mod delstaten Goa. I morgensolen strækker toppene sig mod himlen, roligt og idyllisk, og sætter en grænse mellem millionbyen og oplandet, men derudover virker de også som en barriere. Mellem fortid og nutid og mellem diskriminationen, som mange kasteløse bag toppene stadig oplever, og accept. Bag dem lever de nemlig i modsætning til storbyer som Mumbai stadig i deres egne kvarterer eller wadis ikke mindst i dr. Ambedkars egen landsby, Ambavade.

LÆS OGSÅ: Indiens kastesystem hænger fast i fortiden

Den ligger i distriktet Ratnagiri omkring fem timer eller 225 kilometers kørsel fra Mumbai, men på mange måder virker afstanden meget større. Herude er der ikke endeløse rækker af støjende og osende biler i alle størrelser på de små veje, store reklameskilte langs selvsamme eller konstant kimende mobiltelefoner. I stedet er der bakker, floder og store mangoplantager, og netop nu er frugten fra disse klar til høst.

I Ambavade somi de nærliggende landsbyer har det givet travlhed, for det er nu, der kan tjenes penge. Enten ved at arbejde på andres marker eller ved at høste fra sine egne. Traditionelt har de højere kaster siddet tungt på jorden, hvorfor det drøje arbejde hovedsageligt har været overdraget til de lavere kaster. Ofte til en ussel dagsløn, der har holdt dem i fattigdom og i afstand til de mere velbyggede huse i landsbyerne, men også opretholdt det system, der har givet især brahminerne præstekasten en særlig plads i de små samfund. Dog er den gamle orden ved at bryde sammen mange steder i området, for ikke blot dr. Ambedkars arbejde op til hans død i 1956, men også de efterfølgende generationers migration og modstand mod det, er endelig ved at bære frugt, siger Vijay Chandraram Pawar, der selv er fra mahar-kasten eller en af de urørlige, der lever i landsbyen Gaon Pachral fem kilometer fra Ambavade:

Vores familie har alt at takke dr. Ambedkar for. Vores farfar konverterede sammen med dr. Ambedkar den 14. oktober 1956 og blev buddhister for at undgå kastesystemet, men også for at få lov at føle sig som mennesker. Men ikke alle fra de højere kaster accepterede masseomvendelserne. Derfor måtte vi stadig ikke drikke af de samme brønde eller de samme krus, sidde inde i klasselokalet eller gå ind i et af husene tilhørende de højere kaster. Det begyndte først rigtigt at forandre sig for 10-15 år siden.

Vijays tante, den 65-årige Devalu Bhaguran Pawar, nikker. Hun husker tydeligt mødet med dr. Ambedkar, da hun var ni år, og familien konverterede. Hun husker også klart, hvordan hun dengang ikke måtte røre huden fra en fra de højere kaster, men alligevel gerne måtte sy eller på anden måde arbejde for dem. Devalu griner ved tanken om alt det tøj, hun i tidens løb har afleveret uden for et hus i landsbyen, kun for at en anden tjener bragte det indenfor, fordi hun ikke selv måtte gå ind.

Diskriminationen dengang gjorde dog, at en stor del af familien Pawar rejste ind til Mumbai for at søge lykken. Blandt byens andre millioner indbyggere var det lettere at leve som kasteløs, lettere at få arbejde og blive accepteret for det, man kunne. Angush Pawars far var en af dem. Derfor er sønnen født i Mumbai, har fået en uddannelse der og ejer i dag to lejligheder i byen. Han tjener som chauffør mere end landsbyens højkastemedlemmer, men alligevel kunne han ikke sætte fod i deres hus eller gå ind i Gaon Pachrals enlige butik før for 10 år siden.

Vores familie har tjent gode penge i Mumbai, så vi har kunnet købe mere jord ud over den, vores farfar efterlod os. I dag er vi blandt dem, der ejer de største mango-plantager her omkring, og vi har flere huse herude, men for de ældre indbyggere her vil vi altid være kasteløse.

For de yngre er systemet dog ved at gå i opløsning i Ratnagiri-distriktet. Penge betyder nemlig efterhånden mere end kaste i Indien, så nu behandler skolen alle elever lige, og det samme gør lægerne og politiet. Tidligere oplevede mahar-kasten en del vold og uretfærdighed, fordi de var urørlige, men i dag tager politiet alle henvendelser alvorligt, siger Vijay.

Det har været vores held, at vi har uddannet os. I vores familie er forretningsmænd og politikere. Det har givet os lidt status, og samtidig har lovene ændret sig, så politiet og de lokale myndigheder skal hjælpe os, hvis noget ulovligt bliver begået mod vores familie.

Forandringerne, der finder sted i Gaon Pachral og Ambavade, sker over hele landet nu, siger familien Pawar. Måske ikke i samme tempo, for der er stadig landsbyer, hvor kastesystemet endnu fungerer mere rigidt end andre steder, men der sker trods alt fremskridt. Mange rejser i dag til de store byer for at finde arbejde, og selv i de små landsbyer er der fjernsyn. Blandt Bollywood-film og hindi-serier trænger regeringens love og regler også igennem, og det har givet landets tidligere urørlige nyt håb.

I Gaon Pachral ses det blandt andet ved, at flere medlemmer af mahar-kasten har giftet sig med partnere fra andre, højere kaster. De har også fået en ny vandhane, den samme slags som i de andre wadier, hvor de før skulle gå langt for at tappe vand fra deres egen brønd, fortæller tante Devalu.

Tidligere skulle vi gå helt ud af landsbyen, fordi vi skulle ud til den brønd, ingen andre brugte. I dag er vandhanen lige uden for vores dør, og selvom det stadig kun er os, der bruger den, fordi den ligger i vores kvarter, så føles det godt at have det samme som de andre.

Som de andre familiemedlemmer takker hun dr. Ambedkar for at give folk som dem selv en bedre, mere menneskelig tilværelse og kigger på et portræt af ham, der hænger på alle huse og vægge i denne del af kvarteret.

Dr. Ambedkar vidste også, hvordan det føltes at være holdt ude af samfundet. Han voksede selv op i en fattig og kasteløs familie som et af fem overlevende børn, men i modsætning til mange jævnaldrende havde hans far et godt job hos som soldat for briterne. Det gjorde det muligt for dr. Ambedkar at komme i skole, og hurtigt viste det sig, at han var særdeles intelligent. Som en af de første kasteløse i Indien gik han på gymnasium og siden hen universitetet i Mumbai. Da han tog eksamen i økonomi og statskundskab i 1912, tog det ikke lang tid, før et tilbud om flere studier i USA førte ham dertil og sidenhen til England, hvor han både fuldførte en ph.d. og blev færdig som advokat.

Efter at han rejste tilbage til Mumbai, fik han arbejde som professor på byens universitet og førte flere retssager for andre kasteløse, men de rige kunder såvel som de andre professorer holdt sig fra ham på grund af hans status. I stadig højere grad kastede han sig derfor over at skrive bøger om de urørliges situation i Indien samt arbejde på en grundlov, når landet en dag fik selvstændighed.

Den dag kom i 1947, og derefter fik dr. Ambedkar jobbet som justitsminister. Han fik her indført en række bestemmelser, der skulle gøre op med eller hjælpe med at gøre op med kastesystemet, og en af hans i dag mest huskede love er reservationen af en procentdel af offentlige stillinger og uddannelsespladser til de kasteløse.

Netop disse regler er kommet flere medlemmer af familien Pawar til gode, for eftersom de, der voksede op i Mumbai, fik en uddannelse, kunne de også søge om disse job. Det har givet penge i familiens budgetter, og derfor har stort set alle mænd som kvinder i dag en uddannelse. Vijay arbejder således for kommunen i Mumbai, mens hans bror er software-ingeniør. En anden fætter, Monoj Bhaguran Pawar, er forretningsmand, har sin egen cashewnøddeforarbejdningsfabrik og passer der ud over familiens jord rundt om Gaon Pachral.

Uddannelserne har hjulpet dem til at komme uden om kastesystemet og højne deres levestandard i Mumbai som bag Western Ghats i landsbyen. I dag kender de deres rettigheder og ved, hvor de skal søge hjælp, hvis gamle traditioner og regler træder på dem. For at takke den mand, der om nogen førte familien på rette spor og gjorde det muligt for dem at leve som mennesker, rejser familien de få kilometer til Ambaveda i autorickshaw for at besøge dr. Ambedkars tempel, inden de igen drager tilbage til mangoplantagerne og Gaon Pachral for at deltage i et bryllup, fejret under selvsamme doktors indrammede billede og mellem en brud og brudgom fra forskellige kaster.

Goan Pachral er opdelt i kvarterer eller wadier - ud fra indbyggernes kaste. Tidligere havde Mahar-kasten, som Pawar-familien tilhører, ikke lov at bruge vandet fra brøndene tilhørende de andre kaster eller drikke fra samme krus, sidde indenfor i et af deres huse eller i samme klasseværelse, men i dag er diskrimineringen kraftigt på retur. Foto: Anna Klitgaard.
Fra venstre sidder Angush Pawar, Vijay Chandraram Pawar, Priti Vijay Pawar, naboen Ram Chandra Paradi, der ikke tilhører den samme kaste som Pawar-familien, samt Monoj Bhaguran Pawar. Alle har de rødder i Gaon Pachral, selvom Vijay og hustruen Priti nu bor i Mumbai, og Angush er født der. Foto: Anna Klitgaard.