Prøv avisen

Fordrevet fra Bhutan

REPORTAGE: I det sydøstlige hjørne af Nepal sidder 100.000 flygtninge, som er blevet smidt ud af det buddhistiske kongedømme Bhutan. Verden har stort set glemt dem, og Bhutan vil ikke vide af dem

Ved første øjekast ligner Khudunabari en helt almindelig landsby i Nepal. Mændene spiller bob foran stråtækte huse, kvinderne vasker tøj ved brønden, og børnene spiller fodbold eller hopper i hinkerude under kokuspalmernes skygge. Livet ser ud til at gå sin helt almindelige gang her, selv om det er ikke nogen almindelig landsby, men en flygtningelejr, hvor 12.500 flygtninge lever, som de har levet i årevis.

De fleste drømmer om at vende hjem til Bhutan, men foreløbig er de blevet holdt hen i 11 år, og der er intet, der tyder på, at deres sag vil blive afgjort i den nærmeste fremtid.

Flygtningene slår den lange ventetid ihjel med dagligdags sysler og forsøger på den ene eller den anden måde at skabe en form for indhold i tilværelsen.

Sådan sidder omkring 100.000 flygtninge fordelt i syv lejre i det sydøstlige Nepal.

De fleste af flygtningene kan fortælle grusomme historier om tortur, vold og seksuelle overgreb, og om, hvordan deres sprog, kultur og religion systematisk blev trådt under fode i det buddhistiske kongedømme Bhutan.

44-årige Krishnamaya Thapa er et godt eksempel.

- Soldaterne kom altid til vores landsby om natten. De slog dørene ind, bankede mændene og voldtog kvinderne. Jeg så, hvordan de bandt min nabo med et reb og voldtog hende på skift, fortæller hun.

Fra morgen til aften sidder hun bøjet over en væv i flygtningelejren. Det er hendes måde at jage tiden og fortidens spøgelser på flugt og samtidig foretage noget meningsfyldt.

- Børnene slog de, så de blev gule og blå. De kom flere gange til vores hus, og en nat tog de min mand med. Jeg har ikke set ham siden.

En vinteraften i 1990 kom soldaterne igen. De tvang den 44-årige kvinde til at sætte ild til sit hus.

- Hvis ikke du selv gør det, så gør vi det for dig, råbte de. Den følgende dag flygtede jeg sammen med mine fire børn til Nepal, fortæller hun.

- Vi havde kun det tøj, som vi havde på. Intet andet. Men vi var lykkelige for at være i live og i sikkerhed.

Også 57-årige Bhagirathi Adhikari drømmer om en dag igen at mærke Bhutans jord under sine fødder.

- Før urolighederne i Bhutan levede vi et godt liv. Vi ejede et lille stykke land, som gav os de grøntsager og frugter, vi havde brug for. I dag ejer vi intet. Vi klæder os i det tøj og spiser den mad, som nødhjælpsorganisationerne giver os. Vi lever på andres nåde, og vi er taknemmelige for hjælpen, men dybt ulykkelige, siger Bhagirathi Adhikari og knuger sit barnebarn tæt ind til sig.

Mændene bliver ensomme

Men den endeløse venten og følelsen af aldrig at udrette noget er rod til voldsomme frustrationer. Derfor har nødhjælpsorganisationerne i lejrene taget forskellige initiativer til at organisere flygtningene i grupper. Det har resulteret i aktive og handlekraftige kvindegrupper, der holder møder flere gange om måneden.

- Vi taler mest om de problemer, som kvinderne har, men de vedrører jo også vores børn og vores mænd. For eksempel diskuterer vi, hvordan vi kan få det høje antal teenage-graviditeter ned, hvordan vi bekæmper vold i hjemmet, og problemerne med at flere og flere mænd i lejrene har to kvinder samtidig, fortæller 39-årige Menuka Nepali, som leder et Kvindeforum, der har medlemmer i alle syv lejre.

Med stemplet »flygtning« i passet er det egentlig forbudt at søge arbejde i Nepal for de hjemløse bhutanere. Men selv om det ikke er tilladt, tager mange mænd og en del kvinder alligevel ud af lejrene for at søge sort arbejde i teplantagerne. Nogle har held til at finde sæsonarbejde, fordi de accepterer at arbejde for under det halve af, hvad folk uden for lejrene får. Arbejdet uden for lejrene indebærer, at mændene ofte opholder sig væk fra deres hjem i længere perioder ad gangen, og de bliver derfor tit ensomme og finder sig en ekstra kone.

- Når de kommer hjem til deres koner i lejrene, har de alverdens sygdomme med i bagagen. Vi ved ikke, hvor mange der for eksempel er smittet med hiv eller har aids, men vi havde et par sikre tilfælde sidste år. Vi prøver at bekæmpe problemet ved at oplyse om konsekvenserne, fortæller Menuka Nepali.

Undersøgelse blev afbrudt

For et år siden iværksatte Nepals regering i samarbejde med en delegation fra Bhutan interviews med samtlige 12.500 flygtninge i

Khudunabari-lejren.

Formålet var at kortlægge hver enkelt flygtnings baggrund og motiver for at flygte fra Bhutan. De to landes myndigheder ville vide, hvor mange der var reelle flygtninge, og hvor mange som flygtede fra fattigdom eller forsøgte at undgå straf for forbrydelser begået i Bhutan.

Intentionen var at gennemføre lignende interviews i de seks andre lejre. I flygtningelejrene spirede håbet pludselig om, at flygtningene ville få en afklaring på deres fortvivlede situation. Et gensyn med Bhutan synes nu endelig inden for rækkevidde.

Men forventningerne blev gjort til skamme, da arbejdet uden varsel blev skrinlagt af myndighederne. Siden har der ikke fra officiel side været mælet et eneste ord om, hvad der skal ske med lejrenes indbyggere i fremtiden.

Skuffelse afløste håb

Skuffelse har foreløbig afløst håbet om en fremtid uden for lejrene, mens der spekuleres i, hvorfor arbejdet pludselig blev afbrudt.

Ingen kender tilsyneladende de rigtige svar. Måske var interessen og viljen alligevel ikke stor nok fra Bhutans side til at opnå en løsning på situationen. Blandt andet fordi det ville indebære, at landets ledere dermed skulle sige ja til at genhuse mange af flygtningene.

Indtil videre er de 100.000 flygtninge henvist til fortsat at leve deres liv på nødhjælpsorganisationernes nåde, mens de tålmodigt må vente og hage sig fast i de smuldrende drømme om frihed.

Alligevel håber Krishnamaya stadig på en dag at kunne gense sit hus og sin jord i Bhutan.

- Som årene går, er det svært at blive ved med at turde drømme. Jeg bliver jo også ældre, siger hun.

- Men hvis bare mine børn en dag får mulighed for at vende hjem, så får jeg ro i sindet.

Maiken Skeem er freelancejournalist og deltidskonsulent for Folkekirkens Nødhjælp

Fakta

n Bhutans befolkning udgør omkring 760.000 mennesker. Det bjergrige land er på størrelse med Danmark.

n Omkring 50 procent af landets indbyggere er oprindelige bhutanesere, 35 procent er etniske nepalesere og 15 procent er stammefolk af forskellig etnisk oprindelse.

n 75 procent af befolkningen er buddhister, og 25 procent er hinduer.

n 42 procent af befolkningen kan læse og skrive.

n Bhutan er et kongedømme, hvor posten som landets leder går på skift mellem seks ministre, der udpeges af kongen.

n Bhutan er et af de 15 programlande, der i særlig grad tilgodeses med dansk u-landshjælp. Landet får i år 65 millioner kroner fra Udenrigsministeriets bistandsafdeling, Danida.

(Kilder: Danida, CIA)

Fakta

n De bhutanesiske flygtninge i Nepal tilhører den etniske gruppe Lhotsampaerne. De udvandrede fra Nepal til Bhutan sidst i 1800-tallet og slog sig ned i den sydlige del af landet, som de oprindelige indbyggere, Drukpaerne, havde forladt på grund af malaria.

n Lhotsampa-folket holdt stædigt fast i deres sprog, kultur og hinduistiske religion. Efterhånden blev de betragtet som en alvorlig trussel mod Bhutans buddhistiske religion og kultur. Regeringen indførte love for at begrænse Lhotsampaernes indflydelse. Blandt andet nedlagde de forbud mod at tale Nepali og mod at se nepalesisk fjernsyn. Lhotsampaerne måtte heller ikke længere bære deres traditionelle smykker.

n Bhutans styre forlangte, at kvinder af nepalesisk oprindelse i Bhutan skulle klippe deres lange hår kort som de bhutanesiske kvinders. Den Taliban-lignende lovgivning førte til optøjer, demonstrationer og voldelige sammenstød mellem Lhotsampaerne og regeringshæren.

n Op gennem 1980'erne blev presset på Lhotsampaerne blev så stort, at de ikke havde andet valg end at flygte. Ifølge Lhotsampaerne fordrev Drukpaerne dem - med tortur, vold og misbrug - tilbage til Nepal, hvor omkring 100.000 siden begyndelsen af 1990'erne har opholdt sig i syv flygtningelejre.

n Bhutans regering hævder, at mange af de 100.000 flygtninge blot er fattige nepalesere, der tiltrækkes til flygtningelejrene i Nepal af den udenlandske hjælp.

(Kilde: Det Lutherske Verdenssamfund - LWF - i Nepal, Folkekirkens Nødhjælp)

udland@kristeligt-dagblad.dk