Prøv avisen

Forfulgt, fordrevet omsider fortrøstningsfuld

Otim Isaiah nyder endelig at kunne gå rundt i sikkerhed på familiens grund og marker efter mere end 30 års flugt og uro. Nu giver det mening at tale om en fremtid. Foto: Mikkel Østergaard/ Folkekirkens Nødhjælp.

Efter at have været på næsten konstant flugt i mere end 30 år kan bonden Otim Isaiah endelig dyrke sin jord i fred igen. Han er en af de mere end 1,8 millioner internt fordrevne flygtninge i det nordlige Uganda, der de seneste år har fået mulighed for at vende hjem fra flygtningelejrene til deres landsbyer

For første gang i mange år er 46-årige Otim Isaiah begyndt at tro på, at det giver mening at tale om fremtiden. At planlægge og drømme i tillid til, at dagen i morgen vil være tryg og genkendelig. Det er omkring fem år siden, at familien sidst vendte tilbage til sin jord i landsbyen Alela i Teso-regionen i det nordøstlige Uganda efter at have flakket hid og did i årevis på flugt fra krig og banditter og denne gang stoler Otim Isaiah på, at det vil lykkes den at blive.

LÆS OGSÅ: De vender hjem med tomme hænder

Jeg har aldrig tænkt særlig meget på fremtiden, for den var alligevel ikke til at regne med. Men det gør jeg nu, siger han og ser med et forsigtigt smil ud over de genopbyggede hytter med bananpalmerne og de høstede majsmarker i baggrunden.

En faldefærdig hytte skiller sig ud. Det er den eneste hytte, der stod tilbage i det meterhøje græs, da familien vendte hjem efter tre år i en flygtningelejr syd for landsbyen. De andre hytter var braset sammen og var kun lige til at fjerne som alle de vilde græsser og buske, der havde spredt sig over både bopladsen og markerne. Forsømt og forladt var familiens jord blevet til bush igen, og det har krævet tusindvis af hårde arbejdstimer at rydde området til frugtbar landbrugsjord.

Det hårde slid har dog været den enkleste del af hjemkomsten. Langt værre var frygten for igen at blive overfaldet. Gennem flere måneder var Isaiah den eneste, der tog tilbage til familiens jord.

Jeg var rædselsslagen, første gang jeg vendte hjem for at se, hvordan her så ud. Jeg anede ikke, hvad der ville ske. Måske lå der bomber på jorden. Måske var der stadig nogle oprørere. Jeg gik som en højbenet stork og trådte forsigtigt ned mellem græsserne, så jeg ikke satte tydelige spor efter mig. Først efter at have været jævnligt tilbage gennem tre-fire måneder turde jeg tage hele familien med, fortæller Otim Isaiah.

Men skrækken hang ved længe. Først da det i løbet af 2007-2008 lykkedes at fordrive LRA (Lords Resistance Army Guds Modstandshær) helt fra Uganda, begyndte lettelsen at indfinde sig.

Vi talte meget om dengang, hvorvidt vi skulle tage tilbage, men var enige om, at det trods alt var det bedste at gøre. Det er her, vi har jord, og her vi har familie og andre, der kender os og kan hjælpe os. Men vi var bange i lang tid. Det er først nu, at vi endelig føler os hjemme igen og kan nyde, at vi har frihed til at gøre, hvad vi vil, siger Otim Isaiah.

Historien om bonden og flygtningen Otim Isaiah begynder i 1965 i Lira-distriktet et område cirka 80 kilometer nordvest for det sted, hvor han bor nu. Det var der, han blev født, voksede op og gik i skole til og med sjette klasse. Men pludselig ændrede hverdagen sig. En bande karamojonger (karamojonger kommer fra den nordøstligste region i Uganda, Karamoja. Det er et hyrdefolk, som er berygtet for sine bander af kvæg-tyve) overfaldt familiens bosted, stjal dens kvæg og brændte hytterne af.

Overfaldet skulle vise sig at blive det første i en lang række og sendte familien på flugt for første gang. Den søgte sydpå til Amuria-distriktet, hvor faderens onkel har jord. Her slog den sig ned og havde nogle rolige år, indtil området i 1985 blev angrebet af NRA, den nationale oprørshær, som under ledelse af Yoweri Museveni (landets præsident siden 1986, red.) i de år forsøgte at vælte den siddende ugandiske regering. Isaiah, hans forældre og søskende måtte igen flygte denne gang tilbage til deres oprindelige landsby i Lira-området, som de havde forladt cirka otte år forinden.

I Lira fulgte på ny en række forholdsvis fredelige år. Isaiah forelskede sig og blev i 1993 gift med den kun 14-årige Alaso Joyce. Inden længe hærgede karamojongerne dog igen i landsbyen, og det unge par søgte ind til Lira by, hvor det er nemmere at beskytte sig mod banderne. Til gengæld var det svært at finde noget at leve af, når der ikke længere var nogen jord at dyrke, og efter nogle år overtalte Isaiahs bedstefar dem til at flytte tilbage til Amuria-området, hvor en del af faderens familie bor.

Han sagde, at det var dumt at sætte livet på spil i Lira, og at vi skulle komme ned til ham, så vi kunne få noget af hans jord og bo der, fortæller Otim Isaiah.

Parret flyttede i 1996 og slog sig ned på det jordstykke, hvor familien lever i dag. Isaiah og Joyce fik de første af deres otte børn og havde nogle gode år, indtil karamojongerne i 2002 ødelagde deres tilværelse for tredje gang. Banditterne var denne gang nået helt ned til Amuria-distriktet, og tusinder af landsbyboere flygtede i kølvandet på deres hærgen. Isaiah og Joyce boede et lille års tid i en flygtningelejr i området, men dristede sig tilbage til deres jord i begyndelsen af 2003.

De nåede dog aldrig at genopbygge deres normale tilværelse, før det gik galt igen. I juni trængte en ny fare sig på en, der skulle vise sig at overtrumfe alle de andre barske oplevelser, Isaiah og hans familie allerede har været udsat for. LRA, som siden 1988 havde været frygtet for sine skånselsløse metoder og hjerteskærende brug af børnesoldater, slog nu også til i Amuria-området. Flere massegrave dokumenterer, hvordan LRA på nogle enkelte sommerdage mejede tusinder af lokale beboere ned.

I første omgang lykkedes det os at undslippe, men efter nogle dage kom oprørerne tilbage og samlede alle familierne i landsbyen. De sagde, at vi skulle tage alle vores dyr og vores ejendele med. De stjal, hvad vi havde, og bankede os. Mange af børnene og kvinderne blev tvunget til at gå med dem som bærere, da de tog af sted. Kvinderne fik lov til at gå tilbage efter nogle dage, men børnene og de unge piger og drenge beholdt de i flere år. Gudskelov ingen af mine børn, men tre af mine brødre, siger Otim Isaiah og sidder et øjeblik i sine egne tanker.

Angrebene fra LRA betød, at Isaiah flygtede med sin familie igen. Dels turde de ikke blive i deres landsby, dels internerede regeringen alle indbyggerne i området i flygtningelejre for bedre at kunne bekæmpe oprørshæren.

Denne gang blev det til tre år i flygtningelejren. Tre år i en form for undtagelsestilstand, hvor familiens normale liv var sat på standby. Børnene kunne ikke komme i skole, de voksne ikke dyrke deres jord. De levede i en lille, primitiv hytte, bygget tæt ved siden af alle de andre flygtningefamilier. Røde Kors sørgede for at uddele mad, men rationerne var små, og masser af sygdomme florerede. Sultne og desperate prøvede nogle af flygtningene en gang imellem at snige sig ud af lejren for at tage hjem og dyrke deres marker, men de blev som oftest dræbt af enten oprørerne eller regeringssoldaterne.

Det var først, da regeringen etablerede en militærforlægning i nærheden af Isaiahs landsby, at familien fik mulighed for at tage tilbage. Tilbage til et jordstykke dækket med krat og buske og en enkelt vakkelvoren lerklinet hytte. Der skulle begyndes forfra men uden penge til såsæd, husdyr eller en smule tøj og andre fornødenheder.

Da vi boede i lejren, sagde regeringen, at de ville lave nogle hjælpeprogrammer, hvis vi vendte tilbage, men dem har vi aldrig set noget til. Uganda er ikke et fattigt land, men regeringen misbruger de penge, den har. Den giver til de rige og køber ting, de aldrig får glæde af. Fine fly for eksempel, siger Otim Isaiah.

Hans og familiens redning har i stedet været den katolske hjælpeorganisation Socadido, der blandt andet finansierer sit arbejde gennem penge fra Folkekirkens Nødhjælp. Socadido støtter 5000 familier i Amuria- og Katakwi-distrikterne med forskellige ting til deres landbrug, blandt andet okser, som bønderne kan låne på skift, så pløjningen går hurtigere, og de kan opdyrke mere jord.

Vi har haft meget mere uro i det nordlige Uganda, og derfor er den del af landet ikke lige så udviklet som den sydlige, men her er masser af muligheder. Jeg kan selv se, hvor mange fremskridt der er sket hos os bare i løbet af de to år, vi har fået hjælp af Socadido. Vi dyrker mere mad, end vi selv kan spise. Vi har råd til at sende alle vores børn i skole. Fremtiden giver mening, siger Otim Isaiah.

Kristeligt Dagblad var inviteret til Uganda af Folkekirkens Nødhjælp.