Her er så knastørt, at landskabet fremstår brunt i brunt. Hver gang vinden rejser sig, udløser det etagehøje støvskyer. Når vinden atter lægger sig, daler det fine gråbrune støv stille ned og lægger sig til rette et nyt sted. I håret og ansigterne på mennesker, i pelsen på geder og på træernes sparsomme blade. Der er ikke skyggen af fugt, der kan binde støvet til jorden. Deraf landskabets altdominerende lysebrune farve.
FOKUS: Tørke i Østafrika
I den lille masailandsby Kimokowa har den østafrikanske tørke længe været en barsk realitet. Byen ligger på den tanzaniske side af grænsen mellem Kenya og Tanzania, og krisen har efterhånden stået på så længe, at den desperate mangel på vand har tvunget indbyggerne til at ændre livsstil. Netop nu er tørken slem. Meget slem. Og hverdagen handler om at skaffe mad.
Traditionelt set er hovedbestanddelene i masaiernes kost kød og mælk fra gederne og køerne, men sådan er det ikke længere i Kimokowa, fortæller 44-årige Ndaskoi Boma Dlasser. Han har to koner og 10 børn, og i den seneste tid har især de yngste børns sult plaget ham.
LEDER: En krybende katastrofe
I dag er det en uge siden, at vi spiste kød sidst, og jeg kan ikke sige, hvornår vi får kød igen. Børnene vågner om natten af sult, men vi har ikke noget at give dem. De får lidt vand at drikke, og det må gælde for mad, siger Ndaskoi Boma Dlasser.
På to år er 147 af landsbyens køer døde af sult og tørst, fordi regnen har svigtet flere år i træk. Vandingsstederne er tørret ind, og der har været for lidt grønt at spise. Nu har de tre køer tilbage. Gederne har klaret sig lidt bedre, af dem er der 10 tilbage. Ndaskoi Boma Dlasser vil ikke sætte tal på, hvor mange han har mistet.
Mange, lyder svaret.
Hans 62-årige mor, Nankungera, bryder ind:
For 10-15 år siden var livet her godt. Vi fik så meget mælk fra dyrene, at vi måtte smide noget af det ud, fordi vi ikke kunne nå at bruge det, og der næste dag ville være lige så meget igen. Nu har vi ikke engang mælk nok til børnene, siger hun.
Det er sandsynligvis en del af forklaringen på de mindste børns udspilede maver og ringe størrelse. Det og en alt for ensidig kost, der hovedsageligt består af ugali kogt på majsmel og vand. Ndaskoi Boma Dlassers 30-årige hustru, Nasha, knækker sammen af grin, da hun skal svare på, hvilke af dagens måltider de spiser.
Vi spiser, når vi har mad. Så snart vi har skaffet noget, er der et måltid.
Kvinderne i familien samler træ i bushen; træet brænder de til trækul, som de sælger ved den nærmeste vejkant. En solgt sæk trækul indbringer, hvad der svarer til 23 kroner, og indimellem kan kvinderne også sælge lidt æg fra byens tre-fire høns, der skraber omkring husene.
KRONIK: Tørkekatastrofen som vi vidste, ville indtræffe
For penge køber vi majsmel i Longido eller Namanga (en nærliggende større grænseby, red.) og koger ugali. Men mad er dyrt her, siger Nasha.
Kimokowas indbyggere tøver ikke med at udpege regeringen som den største synder, når de bliver bedt om deres bud på, hvorfor situationen endnu en gang er blevet så slem.
Tørke er langtfra noget nyt fænomen i Østafrika, og allerede for to år siden døde køer og geder i Tanzanias tørreste områder på stribe, efter at regnen udeblev. Så mange dyr døde, at stanken af råddent kød i ugevis hang i luften, skal man tro de mennesker, der i sin tid passerede forbi de hårdest ramte områder. Endda zebraerne døde.
Dengang rykkede hjælpeorganisationerne ud med støtte, og nu er det internationale donorsamfund igen i gang med at skrue op for indsatsen. Men det er ikke det internationale samfund, masaierne i Kimokowa kritiserer.
Hvorfor hjælper vores egen regering os ikke? De siger, at de vil uddele mad til os, og for mange måneder siden fik vi nogle fødevarer. Siden har vi ikke mærket noget til regeringen. Hvorfor sørger de ikke for at etablere en stabil vandforsyning her? Det er det, der skal til for virkelig at hjælpe, mener Ndaskoi Boma Dlasser.
Hver dag henter kvinderne vand til husholdningen fem kilometer væk hos metodistkirken. Det gør dem privilegerede sammenlignet med indbyggerne i den nærliggende større by Longido. Her er vandet så sparsomt, at indbyggerne har fået tildelt én vanddag pr. uge, hvor de må hente vand ved en af byens vandhaner, fortæller projektkoordinator i den lokale hjælpeorganisation Tembo Project, Paulina Sumayani.
Når man henter vand, skal man melde sig med sit fulde navn for at få det. Man kan ikke snyde sig til at få mere, og der bliver åbnet for vandet om morgenen og lukket igen sidst på eftermiddagen. Hvis man misser sin vanddag, kan man ikke få en anden. Så er man nødt til at købe flaskevand i butikkerne.
Og det er dyrt, for i Longido koster halvanden liter vand cirka seks kroner, hvilket er fire gange så meget som normalt.
Mange mennesker her har ingen eller få penge, så hvordan skal de have råd til at købe det? Det kan de ikke, siger Paulina Sumayani.
Måske af samme grund hører det også til sjældenhederne, at en indbygger glemmer sin ugentlige vanddag. Der er ikke råd til glemsomhed.
35-årige Ndoivo Kipa fra Longido kan næsten ordret gentage beretningen fra Kimo-kowa. For to år siden ejede hans familie godt 100 køer. I dag har de tre tilbage, og de tre giver for lidt mælk, fordi de får for lidt at spise. Han har 29 geder tilbage, hvilket er et par hundrede færre, end før tørken blev så slem. Ndoivo Kipas ansigt afslører ingen følelser, når han opregner tabene.
En dag om ugen går familien fem kilometer hver vej for at hente vand på deres tildelte vanddag i Longido. I det lange løb er det ingen løsning, mener han. Også han anklager den tanzaniske regering for ikke at gøre nok for at hjælpe nødstedte.
Vi kan ikke drive landbrug her, og selvom regeringen uddeler lidt mad, så rækker det ikke, siger han.
Tilbage i Kimokowa vurderer Ndaskoi Boma Dlasser situationen uden optimisme.
Hvis det her fortsætter, lever her ikke længere mennesker i det her område om 10-20 år. Vi kan ikke leve på den her måde, siger han.
Han ligner en, der mener, hvad han siger.
HUNGERSNØD PÅ AFRIKAS HORN: Sådan kan du hjælpe
