Ghanas kistemagere giver døden liv

En kiste er ikke bare er en kiste i Ghana, men et symbol på den afdødes liv og levned. I bydelen Teshi i Accras udkant hjælper kistemagere de efterladte med mulighederne, og det bringer folk hertil fra både ind- og udland

Daniel Mansah kigger på en enorm hammer, som en af hans mænd er i gang med at male. Kisten er blot en af mange i opbevaringslokalet i Teshi, der også rummer kister i form af kameraer, dyr og flasker. –
Daniel Mansah kigger på en enorm hammer, som en af hans mænd er i gang med at male. Kisten er blot en af mange i opbevaringslokalet i Teshi, der også rummer kister i form af kameraer, dyr og flasker. –. Foto: Anna Klitgaard.

Butikkerne ligger tæt ud mod gaden i bydelen Teshi, der strækker sig langs vandet på den vestlige side af Accra. Ghanas hovedstad er generelt en smeltedigel af mennesker, biler, dyr og varer, men Teshi har noget derudover, som meget få andre kvarterer har. Nemlig kistemagere.

Fra vejen er de svære at få øje på, men et kig op i første sals højde afslører ølflasker, kameraer, biler og dyr. Alle sammen er de store nok til at rumme en mand eller kvinde og farverige nok til at vække opsigt.

LÆS OGSÅ: Fra fabelagtige til skøre kister

Daniel Mansah er blot en af kistemagerne i Teshi. Hans værksted, Hello Design Coffin Works, ligger godt gemt væk i en baggård bag en papirvarebutik og diverse skure. Rundt om dem sidder kvinder og gør dagens sidste måltid klar, men inde i værkstedet er der på trods af aftensolen stadig travlt. To unge mænd er i gang med at høvle nogle brædder, så de kan forme en sabel, mens en anden sidder lidt derfra foran en enorm hammer, som han maler orange. De store figurer er blot nogle af de mange, der står her og på 1. sal i opbevaringsrummet ud mod gaden, for Daniel og hans mænd har travlt.

Vi laver kister til alle mulige typer mennesker, men specielt til folk fra den etniske gruppe Ga. Sabelen er til en høvding, og kameraet deroppe til en ghanesisk familie i USA. Vi får mange ordrer fra folk uden for landet, for har man råd, er dette en måde at vise den afdøde respekt på, forklarer Daniel.

Han har i 13 år arbejdet i butikken, som han overtog efter sin læremester, Kamuki. Han var kendt for sine kister og have lavet dem i 45 år, så der var meget erfaring at give videre til nu 38-årige Daniel. Fra en pose henter han en bunke billeder af tidligere kister, som han har lavet, og billederne viser alt fra biler, ørne, løver, geværer og kirker.

Blandt præster er ørnen et meget brugt symbol, men også kirker er populære, fortæller Daniel. Kisten har dog altid relation til den afdødes arbejde, og derfor er de gule kakaofrugter meget efterspurgte blandt bønder i Ghana.

I høsttiden for kakao får vi mange ordrer på dem. Men andre spørger efter ananas, palmer eller en okra som denne, siger Daniel og peger på en aflang form, der står ved indgangen til værkstedet.

Om en uges tid er den klar til, at familien kan hente den, for så er den malet grøn og parat til sammen med den afdøde at komme i jorden.

Daniel og hans mænd producerer mellem 40 og 50 kister om året, og hver er unik og tager omkring to uger at lave. Alt efter hvor mange detaljer kisten kræver, koster de mellem 800 og 1500 cedi (2700-5100 kroner) hver, og det gør dem for dyre for nogen. For andre er det dog en udgift, som er nødvendig, og de bliver mere og mere efterspurgte, siger Daniel.

Før i tiden var det kun mænd, der fik en kiste som disse, men i dag ser vi også en efterspørgsel på kister til kvinder. Nogle gange er det svært at skabe det perfekte design, fordi de alle er forskellige, men normalt når vi det i løbet af to uger. Og folk er glade for vores arbejde, for det betyder meget for dem, hvordan kisten til deres afdøde ser ud.

Daniel bukker sig ned for at tjekke aftegningen på hammeren og ser sig rundt i opbevaringsrummet. Der mangler stadig tekst på en stor Coca-Cola-flaske i hjørnet, men ellers er kisterne her ved at være færdige. Som solen går ned over Teshi, slukker og lukker han værkstedet, flytter okraen inden for døren og siger godnat til mændene. For i aften må symbolerne til de døde vente, mens de levende slapper af.