– Det at umuligt at glemme, at jeg er tutsi.
Ordene kommer fra en rwandisk pige ved navn Assoumpa, som optræder i en ny dansk dokumentarfilm. Hun overlevede det blodige folkedrab, der fandt sted i Rwanda for snart 14 år siden. Men selvom det er umuligt for hende at lægge sin identitet som tutsi bag sig, vil Rwandas myndigheder have, at hun gør det.
Forsoning er nemlig kommet højt op på den politiske dagsorden i det østafrikanske land, og en af metoderne er et forbud mod at tale om netop dét, der lå til grund for de op mod 800.000 dræbte under folkemordet – det etniske skel mellem hutuer og tutsier.
Forbuddet er blevet en del af en overordnet politisk linje i det østafrikanske land, hvor man politisk kæmper for national forsoning. Målet er, at man skal opfatte sig som rwandere, og det er således ikke længere tilladt at bruge de etniske kategorier, når der for eksempel skal dannes foreninger eller politiske partier, eller når der arbejdes humanitært. Overtræder man forbuddet, er der en fare for at blive straffet, forklarer Martin Mennecke, som er ph.d.-studerende i afdelingen for Holocaust og Folkedrabsstudier ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
– I den rwandiske straffelov står der, at man ikke må gøre sig skyldig i 'divisionism', hvilket betyder at fremhæve forskellen mellem hutuer og tutsier, fordi dette vil kunne opildne til folkedrab. Men det er en meget bred og luftig definition, som kan bruges politisk til at bekæmpe politiske modstandere og lægge låg på ytringsfriheden, siger Martin Mennecke og fortæller, at flere vestlige og afrikanske menneskerettighedsorganisationer er blevet smidt ud af landet, fordi de angiveligt overtrådte forbuddet mod at tale om etniske skel.
Selvom forbuddet er indført, så eksisterer de etniske grupperinger stadig i de fleste rwanderes bevidsthed:
– Befolkningen i Rwanda opfatter stadig sig selv som hutuer og tutsier, selvom man ikke må tale højt om det, siger Fergus Kerrigan, som tidligere har arbejdet i Rwanda og nu er programleder i den internationale afdeling ved Institut for Menneskerettigheder.
Der er ifølge Martin Mennecke to sider af forklaringen på hutu-tutsi-forbuddet. Den ene handler om, at man politisk har et reelt ønske om at lægge låg på det, som radikale kræfter brugte i deres hadefulde propaganda op til folkedrabet, nemlig de etniske skel. Den anden – og mere uofficielle –s handler om, at regeringen, hæren og domstolene, der alle overvejende ledes af et tutsi-mindretal, politisk set ikke ønsker fokus vendt mod deres eget etniske tilhørsforhold.
Når man skal være tavs om sin fortid som hutu eller tutsi, bliver det næsten også umuligt at tale om det ekstremt blodige folkedrab, som netop udsprang af skellet mellem hutuer og tutsier. Den udvikling er problematisk, når den rwandiske regering samtidig vil have befolkningen til at forsone sig og tilgive hinanden.
– Hvis en forsoningsproces skal kunne lade sig gøre, må det ikke ske på bekostning af sandheden. Det er umuligt at forsone, hvis man ikke anerkender, hvad der er sket. Hvis man ikke konfronterer sig selv og hinanden med folkedrabets omstændigheder, så erkender man heller ikke de mekanikker, som i første omgang gjorde folkedrabet muligt. Det kan føre til, at de mekanikker ligger og ulmer blandt både ofre og gerningsmænd, siger Thomas Brudholm, forsker på afdelingen for Holocaust og Folkedrabsstudier ved DIIS.
Fergus Kerrigan vurderer på samme måde, at den gamle konflikt i værste fald kan blusse op igen, hvis forbuddet og dermed også fortrængningen af sandheden får plads til at sætte sig i befolkningen.
En anden afgørende faktor for, om en forsoningsproces lykkes, er spørgsmålet om retfærdighed og straf, forklarer Thomas Brudholm.
– Det er centralt, at man politisk gør op, hvorvidt forsoning indebærer amnesti til gerningsmændene, så de ingen straf får, eller om forsoningen går gennem en fair retsproces, siger han.
I Rwanda gør man begge dele. Meget forsimplet handler det om, at regeringen i 1998 erkendte, at det ville tage op mod flere hundrede år at behandle de anklagedes sager, hvis man skulle anvende det konventionelle retssystem. Fra 2002 kom de såkaldte gacaca'er derfor på banen, en slags landsbydomstole, der skal kompensere for, at man ikke har ressourcer til at dømme alle de 'små fisk' fra folkedrabet. Disse landsbydomstole er et supplement til det almindelige retssystem, men er nu ved at drukne i de titusindvis af hutuer, som i dag er mistænkt for i mere eller mindre grad at have deltaget i de makabre blodsudgydelser.
Samtidig har den rwandiske regering siden slutningen af 1990'erne løsladt tusindvis af fanger fra de lokale fængsler. Lige efter folkedrabet fængslede man ifølge Martin Mennecke op mod 150.000 mistænkte mordere, men da rettergangen har været træg, og fangerne har været indespærret i mange år under usle vilkår, har redskabet været 'indrømmelse for løsladelse', hvilket gennem årene har medført titusindvis af løsladte fanger. Inden fangerne lukkes ud i samfundet, skal de igennem en opdragelseslejr, kaldet ingando. I disse lejre kommer også hutuer, som har boet i nabolandet Congo siden folkemordet, enten fordi de er tidligere gerningsmænd i folkemordet, eller fordi de flygtede af frygt for hævn. Både fangerne og de tidligere mulige drabsmænd skal gennem ingandoerne, hvor de blandt andet lærer om Rwandas forfatning og forsoningsprocessen. Både løsladelserne og opdragelseslejrene kritiseres massivt af de overlevende efter folkedrabet, da de er negativt indstillet over for, at mulige gerningsmænd pludselig bliver en del af samfundet igen, uden at de har været gennem en retssag og har fået en straf, hvis de er skyldige.
En ung mand, Justine, som har boet i Congo siden folkedrabets afslutning i 1994, er nu vendt hjem til sit fødeland. Han er hutu, men hvorvidt han tog del i myrderierne, er uvist. Han mener, at det er tid til forsoning:
– Jeg kan godt forstå, at de overlevende føler sorg over dem, de har mistet. Men jeg kan ikke forstå, at folk vil være en slave af fortiden og af deres følelser, siger han i den nye dokumentarfilm "Ingando – When Enemies Return", som for nylig blev vist på DIIS.
Den form for udtalelser er ifølge Thomas Brudholm en almindelig del af en forsoningsproces.
– Det er typisk, at ofrene får at vide, at de må stoppe med at være slaver af fortiden. Men her vil jeg holde fast i, at det er meget vigtigt, at folks vrede og bitterhed ikke sygeliggøres eller blot forstås, men også anerkendes, siger Thomas Brudholm.
Han mener, at man skal diskutere, hvorvidt tilgivelse af fortidens synder overhovedet er mulig eller ønskværdig:
– Et menneske, som har oplevet grufulde ting, som endda har mistet hele sin familie, er ofte slet ikke i stand til at tilgive, og nogle vil simpelthen ikke. Det skal der være plads til, siger Thomas Brudholm.
Til april er der gået 14 år, siden det brutale og blodige folkemord startede i Rwanda. Men tiden læger ikke alle sår, mener Thomas Brudholm.
– Efter folkedrab er det ofte, at tidens gang ikke føles som noget, der mildner sårene. Det er endda i visse sammenhænge, at jo længere tid der går, jo mere påtrængende bliver fortiden at forholde sig til, fordi det er helt umuligt at konfronteres med, lige efter at det er sket, siger Thomas Brudholm.
Han fortæller, at folkedrabsforbrydelser er noget ekstraordinært, hvilket også ses ved, at de juridisk set aldrig forældes, som kriminelle handlinger ellers gør:
– Vores normale intuitioner om tidens betydning passer ikke på det, der sker efter folkedrab. Spørgsmålet om "hvor længe" er centralt for vores forestillinger om sorg og vrede, straf og tilgivelse. Men hvor længe skal man sørge, når hundredtusindvis er blevet myrdet? Her bliver alle vores intuitioner, om hvad der er berettiget, utilstrækkelige.
Fakta
Tutsi og hutu
De etniske grupperinger hutu og tutsi fik først rigtig betydning, da kolonimagten Belgien, som favoriserede tutsi-mindretallet, introducerede identitetskortet i 1932. Heraf fremgik det, om man var hutu eller tutsi. I dag anslås det, at omkring 10-15 procent af den otte millioner store befolkning er tutsier og cirka 80 procent er hutuer.
Ifølge Martin Mennecke fra DIIS skal kategorierne opfattes som konstruktioner, som primært er i folks bevidsthed. Der er nemlig ingen markante fysiske forskelle på en hutu og en tutsi, og de to gruppers sprog og religion adskiller sig heller ikke betydeligt.
Fakta
8000 dræbte om dagen
Det skønnes, at omkring 800.000 tutsier og moderate hutuer blev myrdet under folkemordet i 1994. Det betyder, at der i løbet af de hundrede dage, folkedrabet stod på, blev dræbt op mod 8000 mennesker – om dagen. En stor del af dem blev hakket ihjel med primitive våben som for eksempel store knive, kaldet macheter. Efter folkemordet flygtede omkring to millioner hutuer, primært til nabolandet Congo, blandt andet fordi de var bange for hævn fra de overlevende tutsier. Størstedelen er nu vendt tilbage til Rwanda.
Kilder: Amnesty International, Dansk Institut for Internationale Studier
Startskuddet til folkemordet
I 1959 tager Rwandas majoritet, hutuerne, magten. Igennem årene dræbes tusindvis af tutsier, og titusinder flygter til Uganda og andre nabolande. Børn af disse flygtninge danner en oprørsgruppe, der i 1990 starter en borgerkrig i Rwanda, som øger de etniske spændinger. Da Rwandas hutu-præsident og Burudis præsident omkommer, da deres fly skydes ned i 1994, bliver det startskuddet til det blodige folkemord. Oprørsgruppen, som altså består af eksil-tutsier, får dog stoppet folkemordet efter tre måneders blodsudgydelser og kommer til magten, hvor de også sidder i dag.
