skriver fra Grahamstown
Globaliseringen truer med at kvæle lyden af Afrika, kilden til så meget af verdens musik, siger en af det afrikanske kontinents førende musikeksperter.
Radio, tv og båndoptagere drukner de komplekse rytmer fra Zimbabwes mbira, tommelfingerklaveret, den indtrængende lyd fra den enstrengede sydafrikanske uhadi-bue og tilmed tordenen fra akadindaerne, de enorme marimbaer, hvormed Ugandas baganda-folk hilste deres regenter.
- Globalisering er en stor trussel mod traditionel afrikansk musik, siger den sydafrikanske musikforsker Andrew Tracey.
- Den er specielt en trussel mod musik, der ikke har en stærk social funktion. Lejlighedsvis musik til kurmageri, til spadsereture, til en aftens underholdning - det er den første musik, der bliver erstattet af nye medier, siger han.
Tracey er leder af Det Internationale Bibliotek for Afrikansk Musik, som rummer kontinentets fineste samling af traditionel musik og instrumenter, og som tilvirker afrikanske instrumenter for akademikere og musikere, der udforsker deres musikalske arv. Mens han demonstrerer lyden fra en lille femstrenget ugandisk harpe, forklarer han, at dette instrument fra området, hvor Nilens kilde udspringer, er ophav til dagens koncertharpe.
- Harpen kom fra Afrika til Egypten, formentlig med arbejdere, der fandt beskæftigelse på alt byggearbejdet dér. Harperne, der blev fundet i Egypten år 3000 f.Kr. er næsten identiske med harper, man stadig spiller på i Uganda i dag, sagde han.
Traceys bibliotek befinder sig i en lille bungalow for enden af en snoet vej på Rhodes-universitetet i Gra- hamstown. For etniske musikeksperter er det næsten et pilgrimssted, hvor man kan bytte musikalske, historiske og akademiske notater med en førende autoritet inden for afrikansk musiktradition.
Hundreder af instrumenter samlet af Tracey, hans far, Hugh, og hans søn, Paul, smykker væggene i biblioteket. I dets arkiv er hundredtusinde sange på bånd og plader.
Lyden af Afrika
- Jeg bliver ofte spurgt, om vi mister en masse afrikansk musik. Svaret er ja og nej.
- Der er dele af Afrika, hvor traditionel musik stadig står meget stærkt, især de dele, som er mindre industrielt udviklede - som Mozambique, som portugiserne gjorde meget lidt for at udvikle, siger han.
Men i byerne og de mere udviklede områder som Sydafrika tager moderne musik og importeret kultur magten fra traditionen. Indspillet musik kvæler Afrikas lyde.
I den modsatte ende af byen fra Traceys bibliotek, i et sørgeligt fat- tigt township fra apartheidtiden, bi-drager hans fabrik, Afrikanske Musikinstrumenter, betydeligt til at bevare Afrikas lyde og musikalske kunnen.
Fabrikken tilvirker en række traditionelle instrumenter for lokale musikere, for afrikanere, der prøver at genoplive deres nedarvede lyd, og for eksport til USA, Europa og Asien.
- Fabrikken er i høj grad et led i, hvad vi foretager os her i biblioteket. Der er nær forbindelse, siger Tracey.
Traceys far begyndte at indsamle afrikanske instrumenter og musik, mens han bedrev landbrug i Zimbabwe, som dengang hed Rhodesia, og han grundlagde biblioteket i 1953. Han begyndte at lave instrumenter, dels for at bevare teknologi og kunnen, dels fordi det kunne hjælpe med at betale hans bibliotek.
- Afrikanske instrumenter må blive bedre kendte, må være tilgængelige. Der er så mange mennesker i det moderne Afrika, som ville spille traditionelle instsrumenter, hvis de blot havde dem, siger Tracey.
Han føler, at for mange af fabrikkens produkter eksporteres ud af Afrika, for lidt ind i resten af Afrika, men han mener, det nu ændrer sig:
- Efterspørgslen vokser. Afrikanere er pludselig mere interesserede i at opsøge deres rødder. Det er en proces, der er begyndt i Ghana, og den kommer i alle afrikanske lande efter uafhængigheden - dette ønske om at finde ud af, hvem vi virkelig er.
Musik ved tetid
Tetid på fabrikken er tid for musik.
Hvinet fra sandpapirslibere og det gentagne plink af stemmegafler, der tilpasser metalnøglerne på et parti kalimbas, der skal til Japan, går i baggrunden, mens fabrikkens direktør, Christian Carver, og Vuyani Libi, leder af marimba-gruppen, samler en gruppe på fire, der spiller på et sæt bestående af fire marimbaer, der netop er færdige til en skole i Storbritannien.
I værkstedet, hvor rammer og stativer for disse træxylofoner tager form, er der tre andre, der slår en rytme på et sæt djembe-trummer bygget i ægge-ursfacon som i Elfenbenskysten.
- Vi har fordoblet vores produktion de seneste to år, og jeg er sikker på, vi bliver ved med at gro lige så stærkt, siger Carver.
- Kalimbaer, tommelfingerklaverer, er vores hovedvare, og lokale marimbaer bliver meget populære. Jeg håber på at kunne begynde at lave andre, mere komplekse afrikanske instrumenter - dem, ingen andre kan lave, siger han.
En nøgle til fabrikkens succes er den lokale forsyning med nysetræ, en hård, mørk træsort, som landmænd bruger til gærdestolper, fordi den afviser råd og insekter.
- Nysetræ er den mest resonante træsort, den giver en fantastisk lyd til musikken.
- Nogle af disse gamle gærdestolper er mere end 100 år gamle - og træerne var formentlig omkring 150 år, før de blev fældet, siger Carver.
Efter teen begynder han at forsegle og sætte adresse på kasser med kalimbaer til USA og holder på den måde Afrikas lyde og traditioner i live mod et tidevand af fortinnede lyde, der, som mennesket selv, kan spore sin oprindelse til kontinentets hjerte.
(Reuters)
Oversat af Lisbeth Storm